Annonce
Horsens

Jimmy skulle bare have en fransk hotdog: I stedet blev det til en ny restaurant i Horsens

Lokalet er gennemrenoveret, og Jimmy Boye Bach Jensen glæder sig til at byde gæsterne velkommen, når han for alvor slår dørene op i næste uge. Dog kun til en begrænset mængde, da restauranten ikke huser mange gæster ad gangen. Foto: Morten Pape
At udleve en drøm om at forkæle gæster på en lille restaurant, redde et par arbejdspladser og støtte lokale leverandører. Jimmy Boye Bach Jensen har mange gode tanker bag sin nye restaurant.
Annonce

Horsens: Der er mange gode tanker bag en ny restaurant i Horsens, som Jimmy Boye Bach Jensen, der i forvejen har Griffenfelds Spisehus ved Stensballegaard Golfklub, står bag på Hestedamsgade i Horsens.

Den vigtigste tanke - den, der skaffede lokalerne - er dog mere eller mindre tilfældig.

- Jeg var egentlig bare på vej ned efter en fransk hotdog i en pølsevogn. Jeg kommer forbi skiltet, hvor der står "til leje" og tænker, at den ringer jeg da lige på. Så jeg fik aldrig den franske hotdog, men til gengæld fik jeg et lokale, siger Jimmy Boye Bach Jensen.

Restauranten er opkaldt efter ham selv og hustruen Miriam. Tilsammen bliver det til Ji-Mi's, hvilket ifølge indehaveren er oplagt på det, der burde hedde "Navnegaden". Det er med henvisning til blandt andre Leo's Fisk & Vildt, Juta Oste & Specialiteter og Gorms Pizza.

Annonce

Fire timers madoplevelse

Kollegerne indenfor madverdenen er Jimmy Boye Bach Jensen mere end almindeligt opmærksom på. Således er han ikke meget for at pege på, hvor hans restaurant vil skille sig ud i forhold til det efterhånden store marked af muligheder, der findes i Horsens.

- Madoplevelse og god service får man også andre steder, og jeg er også selv glad for at gå ud at spise i Horsens, men her prøver vi med noget nytænkning og et menukort, som vi skifter minimum en gang i måneden.

- På andre restauranter kan man også sidde og hygge sig en hel aften, men her bliver du ført igennem en menu, som tager fire timer. Mine kolleger er gode på hver sin måde, men jeg synes, at Horsens har plads til det her, og vi er allerede blevet bombarderet med bookinger, siger Jimmy Boye Bach Jensen.

Annonce

Lokale råvarer i fokus

På Ji-Mi's skal man spise sig mæt i fem- eller syvretters menuer, hvor Jimmy Boye Bach Jensen gerne vil forkæle gæsterne med madoplevelser, som forhåbentlig gør, at det ikke kun er appetitten, der bliver stillet.

Han har haft lokale råvarer i tankerne. For at støtte producenterne, men mest af alt på grund af kvaliteten. Han nævner eksempelvis Æggegården i Glud og Troldgaarden ved Hovedgård.

- Horsens Kommune og omegn har nogle af verdens bedste leverandører af råvarer, og derfor vil jeg gerne fremhæve dem. De er ekstremt dygtige til deres håndværk, siger han.

Annonce

Timer til de ansatte

Det har længe været en drøm for Jimmy Boye Bach Jensen at åbne en lille restaurant, hvor han kan lave sine egne fortolkninger af klassiske retter og kæle for de gastronomiske detaljer. Nu er den gået i opfyldelse - og det er sket en smule før tid på grund af corona-epidemien.

I Griffenfelds Spisehus går det fint med selve restauranten og takeaway, men aflysninger af selskaber har gjort, at det er svært for Jimmy Boye Bach Jensen at have nok arbejde til sit personale.


De timer, som personalet mangler at få i Stensballe, kan de få i den nye restaurant. Så det er også for, at jeg kan holde på arbejdspladserne - alternativet havde været afskedigelser.

Jimmy Boye Bach Jensen, indehaver af Ji-Mi's og Friffenfelds Spisehus


- De timer, som personalet mangler at få i Stensballe, kan de få i den nye restaurant. Så det er også for, at jeg kan holde på arbejdspladserne - alternativet havde været afskedigelser. Jeg har endda ansat en kokkeelev og en deltidstjener nu, siger han.

Annonce

Hurtigt arbejde

Ji-Mi's er placeret på Hestedamsgade 18 i de lokaler, som kortvaret husede madstedet Sbrød, men som også har stået tomt længe. Der er plads til 12-16 spisende gæster i restauranten alt efter formålet og corona-restriktioner.

Stedet er renoveret på ingen tid, da Jimmy Boye Bach Jensen netop havde travlt med at få åbnet midt i corona-perioden.

- Det har taget en måned at få i vinkel, og hvis man så det lokale, jeg overtog, så må jeg bare sige, at alle håndværkerne fortjener stor kredit. Når jeg har sagt til dem, hvor presset jeg har været med åbningen, så har de bare arbejdet en tand hårdere. De bakker virkelig godt op om os lokale, siger Jimmy Boye Bach Jensen, der især glæder sig over indretningen, som By Steinvig har stået for.

Første åbningsdag, lørdag 21. november, var udsolgt længe før. Ji-Mi's har fremadrettet åbent tre dage om ugen, fra torsdag til lørdag. Den første måned er der blandt andet hummerbisque og beef wellington – i Jimmy Boye Bach Jensens egne fortolkninger – på menuen.

By Steinvig har stået for indretningen, og Jimmy Boye Bach Jensen er dybt imponeret over arbejdet. Også fra de håndværkere, der har knoklet ekstra hårdt for, at stedet kunne blive klar hurtigt. Foto: Morten Pape
Jimmy Boye Bach Jensen driver i forvejen Griffenfelds Spisehus ved Stensballegaard Golfklub. Her har der været få selskaber, og det var ved at betyde et farvel til nogle af de ansatte. De kan nu få deres timer ved at arbejde i Ji-Mi's. Foto: Morten Pape
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Horsens

Frederik Rønnow skadet

Annonce