x
Annonce
Livsstil

Jimmy Jørgensen: - Jeg var en rød racerbil, der kørte på kokain. Nu er jeg en autocamper

Skuespiller og rocksanger Jimmy Jørgensen er aktuel i musicalen "Midt om natten". Det var i en Gasolin-teaterkoncert at rockstjernen fra Hotel Hunger fik sin debut på teaterscenen. I de 25 år der er gået siden, har han primært levet af teater-, tv- og filmroller. Foto: Birgitte Carol heiberg
Skuespilleren og rocksangeren Jimmy Jørgensen har gjort mange dumme ting i sit liv. Som en slags antihelt i sit eget liv har han hustlet, stjålet, sniffet og løjet, og alligevel endt et sted, der er godt. Hvor han er tilfreds, som sjældent før. Men livet er stadig en kamp for at blive et menneske, som han godt kan lide.

Han købte sin første guitar for stjålne penge.

Jimmy Jørgensens morfar stolede ikke på banker, så hans opsparing, der var stor, lå i sedler i en cigarkasse. Når han spillede kort, blev barnebarnet sendt ind efter cigarer, og den nysgerrige dreng opdagede hurtigt, at der var penge i en af æskerne.

- Jeg har været 10 eller 11 år, og jeg startede med at tage 100 kroner. Det opdagede han ikke, fordi der var ret mange penge i kassen. Jeg tog flere og flere. Og på et tidspunkt købte jeg et par guitarer og en forstærker til mig og Henrik (Botoft Andersen, red.), som jeg senere dannede Hotel Hunger med, fortæller Jimmy Jørgensen, rockmusiker og skuespiller.

Han købte også andre ting. Legetøj til sin lillebror. Smøger til sin mor. Altid afleveret som gaver fra en ukendt giver uden for døren i opgangen. Men til sidst blev tyverierne opdaget, og Jimmy Jørgensen måtte betale tilbage af sin børneopsparing. Guitaren fik han dog lov at beholde.

- Jeg elskede min morfar. Jeg havde ikke nogen far i mit liv, så han var mit mandlige forbillede. Da han senere fik kræft, kom på hospice og lå for døden, spurgte han ofte efter mig. Men jeg skammede mig simpelthen så meget, at jeg ikke kom og besøgte ham nok. Det var den værste effekt af det. Jeg kunne simpelthen ikke se ham i øjnene, fordi jeg havde opført mig på en måde, som jeg ikke selv syntes om, siger han.

Alligevel blev tyverierne langtfra de sidste. Det blev heller ikke sidste gang, at en umoralsk handling skulle bringe noget godt med sig for Jimmy Jørgensen.

- Det er måske meget sigende for mit liv. En ulovlig handling blev pludselig vejen ud af nogle dårlige kår for mig og Henrik. Man kan nærmest blive tosset af at tænke på, at der kom noget godt ud af at gøre noget så dumt. Det er en historie med en svær morale, siger han.

Annonce

Jeg har altid kunnet finde den lille vej ud af kaosset, jeg stod i. Og det er bestemt ikke, fordi jeg ikke har været langt ude. Men jeg har altid vidst, at der var en grænse. Også med stofferne.

Jimmy Jørgensen

Ud af ghetto

Da Jimmy Jørgensen træder ind i Musikhusets foyer, har han stadig en kaffekop fra hotelmorgenmaden i hånden. Han har boet i Esbjerg i snart 14 dage for at være med i de sidste intensive prøver op til premieren på musicalen ”Midt om natten”.

De brune øjne er bløde, modermærket aftegnet som en signatur i panden, og skægget markant formet som et omvendt motorcykelstyr. Jimmy Jørgensen spiller rockerleder i læder, der smadrer hippiernes drømme i Kim Larsens og Erik Clausens naive, smukke drøm af et selvbygget fællesskab. De næste par måneder turnerer han landet rundt med den populære fortælling om kærlighed og frihed.

Hele livet har Kim Larsen og Gasolins sange fulgt ham.

- Det var soundtracket til min opvækst. Min første oplevelse med Gasolin var, at deres pladeselskab, CBS, lå i Vanløse, hvor jeg boede. Og der lå vi og rodede rundt i containerne og fandt gamle plader og kassettebånd, der var smidt ud, fordi de var gået i stykker. Vi havde ikke råd til at købe bånd og vinylplader, men på den måde fik jeg musikken ind i mit liv. Vi hørte også Ramones, Thin Lizzy og Kiss, men Gasolin var der hele tiden. Kim Larsen var meget karakterfuld, og han har sådan en måde at synge på, som gør det meget arbejderagtigt. Så man følte sig hjemme, siger Jimmy Jørgensen.

Han voksede op i Stilledal i Vanløse. Et område, der nok var kommet på ghettolisten, hvis der havde været sådan en i 70’erne. Hans mor var bryggeriarbejder. Hans far var væk. Selv var han rastløs, ballademager, bandemedlem og pigeglad. Allerede dengang.

- En af de første sange, jeg lærte at spille på guitar, var ”Kvinde min”. Der var den her pige, Tina, som stod og spiste tyggegummi og røg, og som jeg fik lov til at kysse. Hun var ovenikøbet to år ældre end mig. Dengang var det jo helt fantastisk, siger han.

Tina var den første i en lang række af kvinder, der skulle blive Jimmy Jørgensens drivkraft, dannelse og flugt. Det sidste sammen med fester og stoffer. Men først skulle musikken føre ham ud af Vanløse og det dårlige selskab. Da han en aften bogstaveligt talt vendte ryggen til et knivstikkeri og gik den anden vej.

- Henrik og jeg vidste, at vi havde presset vores liv til en skillevej. Da jeg så, at en af de andre stak en kniv ned i støvlen inden en slåskamp, gik vi uden at aftale det simpelthen den anden vej og så os ikke tilbage. Vi blev enige om, at nu vi havde vores guitarer, skulle vi prøve at gøre noget ved det. Det var ligesom at tråde en nål. Hele universet omkring os var kaos, men vi så det lille nåleøje, vi kunne gå igennem. Sådan har det altid været. Jeg har kunnet finde den lille vej ud af kaosset, jeg stod i. Og det er bestemt ikke, fordi jeg ikke har været langt ude. Men jeg har altid vidst, at der var en grænse. Også med stofferne, siger han.

Han så ikke banden fra Vanløse igen, før de en aften stod foran scenen til en Hotel Hunger-koncert. En af mændene åbnede jakken og afslørede en pistol. Men der skete ikke mere, efter de fik bandets kasse med øl.

En flugt

Han tænker tit over, hvad der egentlig gør forskellen. Hvorfor endte han med at blive rockstjerne, få en amerikansk pladekontrakt og tjene sine penge på skuespil og tv-roller? Han kunne også være endt som blikkenslager, eller hvis det hele var gået knap så godt, som kriminel. I stedet brød han mønsteret, sang og spillede sig ud af arbejderklassen og højhuskvarteret.

- Jeg ved ikke, hvor det kom fra. Den kultur, jeg voksede op med, fandt vi jo i containere. Ellers var der giro 413-agtige sange i radioen derhjemme. Når jeg ser på min mor eller min far, der døde sidste år, kommer det ikke fra dem. Men min bror er skoleleder, så måske har min mor alligevel en finger med i spillet, selv om jeg ikke kan se hvordan. For hun gjorde bestemt ikke noget, som jeg lever efter.

- Min far, som jeg først mødte for 10 år siden, sagde, at det kom fra ham, fordi jeg havde arvet hans gode lunger. Ja goddaw du, du har aldrig nogensinde været der. Men alle ville gerne have en flig af det, jeg kunne, siger han.

Selv mener han, at det er musikken og damernes skyld, at han kom ud af kvarteret.

- Når vi lyttede til musik, Henrik og jeg, kunne jeg mærke, at det sugede mig. Det var en verden, jeg blev draget af. Det var et fristed. Men det var piger og kvinder også. Jeg var lige så vild med at være i pigers selskab som i selskab med musikken. Det var de to ting, der sugede mig ud af den forfærdelige barndom, siger han.

- Blev det din drivkraft?

- Ja, præcis. Men det var også en flugt. Som senere gik over i stoffer.

Jimmy Jørgensen var en ukonventionel rockstjerne. De første mange år arbejdede han videre som blikkenslager-svend ved siden af Hotel Hungers succes. Han begik stadig indbrud, når rastløsheden blev for stor. Og da han fik tilbudt en rolle i en Gasolin teaterkoncert, tog han den. Også selv om det brød de uskrevne rockstar-regler.

- Mennesker har altid syntes, at det er vigtigt at sætte rammer og putte folk i kasser. Men det begrænser os. Men jeg er landet i en slags ingenmandsland. Selv om det er 25 år siden, spørger folk stadig, hvad jeg er. Hvad er jeg mest – skuespiller eller rockmusiker? Men da jeg brød ud af rammerne, åbnede der sig en helt ny verden. Jeg anede ikke, at det skulle være en indgang til noget nyt. Til et arbejde, jeg har levet af i 25 år, og det har været en uendelig rejse. Hver gang jeg får tilbudt en ny rolle, bliver jeg selv forbavset. For jeg ved ikke engang selv, hvad jeg er, griner han.

Med teaterets hårde tidsplan kom stofferne. Det var en måde at overleve på, mener Jimmy Jørgensen.

- Kokainen blev noget, jeg tog, fordi jeg spillede to forestillinger om lørdagen, og så var jeg for træt til at gå i byen. Men jeg ville ud og møde damer, liv og fest. Det var for at holde mig kørende. Jeg var hele tiden bange for at gå glip af en fest eller gå glip af en kvinde, siger han.

Det gjorde han ikke de næste mange år. Indtil han igen stod ved en skillevej.

Jimmy Jørgensen

Dansk sanger, sangskriver og skuespiller.

55 år. Opvokset i Stilledal i Vanløse.

Medstifter af Hotel Hunger i 1985, hvor han var forsanger og sangskriver.

Hotel Hunger udgav debutalbummet "This is where the fun starts" i 1989.

Han debuterede på teaterscenen i 1995 i Gasolin Teaterkoncert.

Han spillede med i tv-serien "Taxa" og har haft flere tv- og filmroller.

Er aktuel i musicalen "Midt om natten", der havde premiere i Esbjerg Musikhus 5. februar.

Spiller stadig fra tid til anden sammen med Hotel Hunger.

Privat er han kæreste med skuespilleren Signe Egholm Olsen. De har to børn: Billie Jo og Morgan. Fra et tidligere forhold har Jimmy Jørgensen datteren Sally Ringhof.

Skillevejen

- Jeg fik et angstanfald på scenen. Jeg havde festet hver weekend i to til tre år og kunne sagtens møde klokken 14 på teateret til stor imponade for dem, der havde været i byen med mig. Vi spillede Jesus Christ Superstar, og jeg havde siddet på hug og lukket blodtilførslen ved knæhaserne, inden jeg skulle rejse mig op og synge. Og så blev jeg svimmel. Det gik direkte over i et angstanfald. Jeg så på de mennesker, der sad og kiggede på scenen. De havde alle betalt 400 kroner for at få en teateroplevelse. Og jeg tænkte, hvad fanden er jeg for en type. Jeg tager ikke mig selv alvorligt, jeg tager ikke de her mennesker alvorligt, jeg tager ikke noget i mit liv alvorligt. Det var virkelig et slag. Samtidig var jeg i et opbrud med en kæreste, der var på vej væk, siger han.

Han var igen nødt til at tage et valg. Tænke sit liv igennem. Tage sig selv op til overvejelse.

- Jeg havde været sammen med en kvinde, som jeg var ret glad for, og som jeg behandlede ret dårligt. Jeg var en såret kriger. Helt åben og sårbar. Men der er altid muligheder i brud, i konflikter, i dødsfald. Når noget ender, er det en start på noget nyt. Det er udviklende. Man får mulighed for at revurdere, hvem man er, og måske blive et bedre menneske. Jeg var egentlig ret ked af, hvor jeg var som menneske, og hvem jeg var. Jeg kunne ikke lide mig selv.

- Man kan skubbe så meget skidt foran sig, men pludselig ryger det tilbage til en igen. Hvis man er et normalt tænkende menneske, er der nogle ting, som man skal tænke over en gang imellem. Jeg tager ikke længere stoffer. Nu er det mere mig, der bestemmer, end det er mine drifter, siger han.

- Kan du så bedre lide dig selv som menneske nu?

- Næh. Jeg kæmper stadig med alle mulige ting. Men jeg er et godt sted i mit liv. Jeg har ikke behov for at søge festen. Jeg står ikke længere ude i byen og tænker, gud ved, hvordan hun … Det er en stor tilfredsstillelse at se alle de døre, jeg tidligere kunne have smuttet indad, og lade være.

- Er du blevet voksen?

- Ja, jeg er nok blevet voksen. Men festerne har udviklet mig utroligt meget. Heldigvis. Ellers havde det bare været spild. Og meget af det har været spild. Men jeg synes også, at det har været en dannelsesrejse. Det har gjort mig til en mand, der ikke længere havde behov for det, siger Jimmy Jørgensen.

- Jeg har nok været født som en formel 1-bil, hvor speederen skulle trampes i bund. En rød racerbil, der kørte på kokain. Nu er jeg blevet en autocamper med plads til familien bagi. Det er ikke, fordi jeg ikke længere er sulten på livet. Men festen foregår bare derhjemme. Jeg har sjældent været så tilfreds, som når jeg sidder rundt om spisebordet med mine børn og kæreste. Der er jeg gladest. Det, jeg er mest stolt af i mit liv, er, at min ældste datter er blevet cand.mag. Jeg kom fra en fabriksarbejderfamilie. Før hende, var min bror den første til at blive student. Og nu blev hun cand. mag. med 12 i den sidste eksamen.

- Så det bliver bedre for hver generation?

- Forhåbentlig. Jeg vil gerne være en god far og sende livet videre til dem på en god måde. Det kæmper jeg hele tiden med.

"Midt om natten"

"Midt om natten"-musicalen kan opleves i

- Horsens Forum fra 28. februar til 1. april.

- Musikteateret i Holstebro fra 3. til 5. marts.

- Værket i Randers 6. og 7. marts.

- Skansen i Sønderborg fra 10. til 12. marts.

- Arena Nord i Frederikshavn fra 13. til 15. marts.

- Odeon i Odense fra 20. til 29. marts.

- Tivolis Koncertsal i København fra 2. april til 10. maj.

Musicalen er bygget over filmen "Midt om natten", hvor man kan opleve en masse af Kim Larsens populære sange.

Medvirkende: Gustav Wolter spiller Benny, Troels Malling har rollen som Arnold, Allan Mortensen er vagabonden Tusindfryd, og Jimmy Jørgensen har en dobbeltrolle som rockerleder og brugtvogsnforhandleren Charles.

Se mere på www.midtomnattenmusical.dk.

Jimmy Jørgensen er rockleder i læder, der modarbejder hippiernes drøm om et selvbygget fællesskab i musicalen "Midt om natten". Indtil maj turnerer skuespilleren med musicalen i hele landet. Foto: Birgitte Carol heiberg
Der er ikke en opbyggelig morale i historien om Jimmy Jørgensens liv. Ofte har dårlige valg og umoralske handlinger ført til gode ting. Lige nu er han et godt sted i livet. Alligevel kæmper skuespilleren og musikeren med at kunne lide sig selv. Foto: Birgitte Carol heiberg
Jimmy Jørgensen har festet en stor del af sit liv. Men det har ikke været spild. Måske har det været en nødvendighed for at falde til ro, mener han. Nu har han droppet kokainen og festerne, for at være hjemme hos familien. Foto: Birgitte Carol heiberg
Det er anden gang, at Jimmy Jørgensen turnerer med i musicalen "Midt om natten". Historien i denne omgang er en smule anderledes, da den er mere tro mod den oprindelige film, fortæller skuespilleren, der skifter garderobe og spillested flere gange de næste par måneder. Foto: Birgitte Carol Heiberg
- En af de første sange, jeg lærte at spille på guitar var ”Kvinde min”. Der var den her pige, Tina, som stod og spiste tyggegummi og røg, og som jeg fik lov til at kysse. Hun var ovenikøbet to år ældre end mig. Dengang var det jo helt fantastisk, siger Jimmy Jørgensen, der er aktuel i musicalen "Midt om natten". Foto: Birgitte Carol Heiberg
Musik og kvinder blev Jimmy Jørgensens vej ud af en hård barndom og en ungdom med tyverier og vold. De var både en flugt og en drivkraft, der tog ham nye steder hen. Foto: Birgitte Carol Heiberg
Jimmy Jørgensen. Foto: Birgitte Carol heiberg
Jimmy Jørgensen gætter på, at han er en af de mennesker, der har sunget flest Gasolin og Kim Larsen-sange i karrieren - udover selvfølgelig medlemmerne af bandet og Kim Larsen selv. Hans gennembrud på teaterscenen var en teaterkoncert med Gasolin. Nu er han aktuel i musicalen "Midt om natten" . Foto: Birgitte Carol Heiberg
Jimmy Jørgensen er rockleder i læder, der modarbejder hippiernes drøm om et selvbygget fællesskab i musicalen "Midt om natten". Indtil maj turnerer skuespilleren med musicalen i hele landet. Foto: Birgitte Carol Heiberg
Jimmy Jørgensen. Foto: Birgitte Carol heiberg
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce