x
Annonce
Horsens

Jette driver ufortrødent Kystens Perle videre: Det er blevet mit andet hjem

Kystens Perle er Jettes andet hjem.Jette Hylleberg har forpagtet restaurant Kystens Perle siden 2005. Hun har stået alene i front for foretagendet, siden hun mistede sin mand og kompagnon for to år siden. Foto: Morten Pape
På 15. sæson forpagter Jette Hylleberg restaurant Kystens Perle ved Bygholm Sø. I 2017 mistede hun pludselig sin mand og kompagnon Keld Hylleberg - nu driver hun stedet videre i hans ånd og som sit andet hjem med mad.

Horsens: Der er idyl, feriestemning, ro og natur på nærmeste hold. På Kystens Perle har forpagter af stedets restaurant Jette Hylleberg taget hul på sin 15. sæson i vandkanten af Bygholm Sø og med Bygholm Sø Camping som nærmeste nabo.

Fra april til slut september serverer hun og stedets 10 ansatte traditionel mad til byen og omegnens borgere.

Sådan har det været siden 2005, hvor Jette Hylleberg overtog forpagtningen af stedet sammen med sin nu afdøde mand Keld Hylleberg.

- Jeg savner Keld at drive stedet sammen med. Han blev kun 56 år, og jeg mistede ham op til sæsonstart i 2017. Her kunne jeg sikkert have fået lov til at springe fra forpagtningsaftalen. Men det stod mig meget klart, at jeg ikke også kunne undvære mine somre med Kystens Perle, siger Jette Hylleberg.

Annonce

Jeg savner Keld at drive stedet sammen med. Han blev kun 56 år, og jeg mistede ham op til sæsonstart i 2017. Her kunne jeg sikkert have fået lov til at springe fra forpagtningsaftalen. Men det stod mig meget klart, at jeg ikke også kunne undvære mine somre med Kystens Perle.

Jette Hylleberg

Blot et år

Bygningen blev opført i 1934 og er ejet af Bygholm Lystfisker- og bådejerforening. Stedet fungerer i vinterhalvåret som klubhus for foreningen.

Men når foråret nærmer sig, træder forpagtningsaftalen, der forhandles en gang om året, i kraft, og Jette Hylleberg gør sin entré på stedet.

- Jeg elsker virkelig at være her. Det er mit andet hjem i foråret og hen over sommeren, forklarer hun.

Jette Hylleberg er uddannet tjener fra Hotel Munkebjerg i Vejle og har i en årrække forud for forpagtningen af Kystens Perle arbejdet som social- og sundhedsassistent ved Horsens Kommune.

Hun har sammen med sin mand tidligere drevet en kro i Randbøldal, fra 1988 og tre år frem. Og netop derfor lå det ingen af dem fjernt med en forpagtning, forklarer hun.

- Meningen var egentligt, at vi bare skulle være her en sæson og så vende tilbage til hver vores arbejde, hvorfra vi havde orlov. Men sådan blev det jo ikke helt, siger Jette Hylleberg og smiler.

- Både Keld og jeg har været vant til at være selvstændige. Men vi vendte først tilbage til den livsstil i 2005, da vores tre børn på det tidspunkt var blevet lidt større, fortæller Jette Hylleberg.

Ønsker datter med

Børnene, tre piger på 23, 25 og 28 år, læser i dag henholdsvis til designer, tjener og pædagog.

Det er Jette Hyllebergs store ønske, at datteren, der læser til tjener, en dag vil overtage forpagtningen af Kystens Perle. Og det må meget gerne være sammen med stedets kok, der dog denne sæson er sygemeldt på grund af en hofteoperation, forklarer Jette Hylleberg.

- Det er ikke lige nu, de skal overtage. Jeg har med mine 55 år forhåbentligt mange gode år i vente endnu med Kystens Perle. Men kunne pigerne få lige så skønne somre ud af stedet, som jeg har - også selvom der er travlt med arbejde, ville jeg ønske det for dem, siger Jette Hylleberg.

Yndlingsmad

Jette Hyllebergs yndlingsmad befinder sig også i kategorien gode, gamle retter.

Jette Hylleberg fortæller:

- Det er klar suppe eller flæskesteg. Det smager bare så dejligt, og er også sådan noget rigtigt skønt mormor-mad.

Yngre gæster også

Jette har fokus på ungdommen i mere end en forstand. Hun har netop indgået en aftale om en online marketingindsats, der skal lokke flere yngre til.

- Jeg kan se på mit skønne klientel, at de fleste er plus 55 år. Og mange er også langt ældre end det. Derfor bliver jeg nødt til også at få flere unge til at komme her, så stedet ikke uddør med tiden, siger hun.

Menukortet på Kystens Perle har hun dog ikke tænkt sig at gøre det store ved. Det skal blive ved med at være, som da Keld planlagde det med traditionelle mormor-måltider, lyder det.

- Vil man have burger og lignende, findes der et hav af det inde i byen. Her har vi de gode, gamle retter i fokus, og det tror jeg på, både unge og ældre kan lide, siger Jette Hylleberg.

- Og til næste år får vi tilmed en ny stor terrasse at byde velkommen på, det bliver herligt, tilføjer hun.

Bedste madoplevelse

Den bedste madoplevelse for Jette Hylleberg ligger hos Restaurant Grøften i Tivoli i København.

- Her fik vi det, jeg vil betegne som verdens bedste wienerschnitzel med ærter og skysovs samt brasede kartofler, fortæller hun.

Begyndte med rugbrød

Selvom Kystens Perle sætter en ære i at holde fast i de traditionelle retter, har menukortet dog udviklet sig hen over året i selve antallet af måltider.

Da Jette og hendes mand overtog Kystens Perle, stod der primært rugbrødsretter på menuen. Senere kom wienerschnitzel til, der stadig er en bestseller på menukortet sammen med stedets stjerneskud.

I dag byder kortet derforuden på alt lige fra tarteletter og mørbradsteak til blandt andet bøf, madpandekager og stegt flæsk, som også, fortæller Jette Hylleberg, er et ret stort hit blandt gæsterne.

Der er plads til 54 gæster inde på Kystens Perle og stort set det samme antal på stedets terrasser. Foto: Morten Pape

Kombinerer med nattevagt

Når Jette Hylleberg ikke helliger sig Kystens Perle, arbejder hun hver anden uge i nattevagt som social- og sundhedsassistent ved Sct. Jørgen Gård i Horsens.

Men når vagterne er overstået, og søvnen er blevet indhentet, kører eller cykler Jette Hylleberg ud til sin restaurant.

- Jeg er flyttet fra Hatting og ind i en lejlighed i byen. Så nu er jeg endnu tættere på det hele, siger hun.

- Og det er rart, når jeg hen over foråret og sommeren har travlt - for travlt og lange arbejdsdage har jeg med garanti. Men det gør ikke spor, når man som jeg føler så meget velbehag ved det. Jeg har det faktisk lige præcist, som jeg gerne vil alt taget i betragtning - for jeg ville dog ønske, jeg stadig kunne dele det hele med Keld - det savner jeg naturligvis, siger Jette Hylleberg.

I alt fire medarbejdere er ansat i stedets køkken, heriblandt Aoy, der er ansat på sjette år. Foto: Morten Pape
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
112

Flere tyverier fra biler

Leder

Leder: Tak til efterskolen

Det er dyrt at have sit barn på efterskole. Det ved jeg kun alt for godt. Derfor blev jeg selvfølgelig også glad på min privatøkonomis vegne, da jeg fik en mail fra efterskolens forstander om, at jeg kan få noget af egenbetalingen tilbage. Det er et resultat af den aftale, der er indgået med undervisningsministeriet. Tak for det. Og måske især for den del af tilbagebetalingen, der handler om kostpenge. For alt det, jeg sparer på benzin frem og tilbage til arbejde i disse coronatider, ja, dem bruger jeg på at brødføde en stor, sulten teenager. Hvad angår den øvrige del af tilbagebetalingen, siger jeg selvfølgelig ikke nej til pengene. I hvert fald ikke så længe jeg er sikker på, at efterskolens medarbejdere stadig kan få løn, og efterskolen også kan eksistere efter corona. Hver dag siden efterskolen lukkede, har min søn siddet foran sin computer og modtaget undervisning. Idrætslærerne har på skift tvunget ham ud af huset for at tage billeder af blade i skoven, kramme træer eller bare løbe en tur. Lærerne lægger videoer ud og hjælper de unge mennesker med stadig at have en fornemmelse af at gå på efterskole. Nuvel, der er dage, hvor cybersamværet gør savnet større i stedet for mindre, men for det meste kommer sønnen ud af værelset med mere lys i øjnene, end inden timen begyndte. Jeg synes faktisk stadig, jeg får noget for pengene, selvom skolen er lukket. Så for mig er det vigtigste ved hjælpepakken ikke, hvad jeg kan få retur, men at lærerne kan få deres løn og beholde deres job på efterskoler, der stadig står klar til at tage imod vores børn og endda have råd til at gøre lidt ekstra for dem, når de forhåbentlig når tilbage til efterskolen og kammeraterne, inden skoleåret er omme. For hjælpepakke eller ej, så kan min søn og alle de andre efterskoleelever ikke få den tabte tid tilbage. Der er ikke nogen ny chance, uanset hvor mange penge jeg får retur.

Annonce