Annonce
Debat

Jeg vil ikke være gidsel i Paludans forlorne korstog

Opførsel:Den gyldne regel er kendt i såvel kristendommen, islam og andre religioner. Det er den der siger: Gør ikke mod andre, som du ikke ønsker de skal gøre mod dig.

Jeg oplever at min tro, min fædrelandskærlighed og min glæde ved demokratiet bliver beskæmmet, ikke forsvaret i den aktuelle situation med Rasmus Paludan.

Som kristen vil jeg gerne bede mig frabedt, at min tro tages som gidsel i den fremfærd mod muslimer, der angiveligt skal redde vores kristne land. Ingen forhindrer mig i at gå i kirke om søndagen og nyde min gudstjeneste; jeg bliver ikke mindre kristen af, at andre har frihed til at have deres tro - eller ingen tro. Og det er ikke en kristen handling at håne andres tro eller skænde deres hellige skrifter.

Tænk bare på den harme, det vagte herhjemme, da vrede demonstranter brændte Dannebrog af under Muhammedkrisen. Læste vi det som et uskyldigt forsvar for ytringsfriheden?

Hvis man gerne vil ud med et budskab om, at islam trænger til at reformere de mere krigeriske tekster, må man feje for egen dør.

At ville Danmark er at have respekt ikke bare for skrevne, også for uskrevne regler.

Det er ikke respektfuldt over for landets myndigheder og andre samfundsborgere at forvente politibeskyttelse og annektere kostbare ressourcer, blot for at rejse rundt og håne andre. Hvis nogen begynder at rejse land og rige rundt og brænde bibler af, skal de så også have et hold politibetjente med?

Hvor i består det samfundsgavnlige i at skabe splid og had? At kalde folk i ghettoområderne tabere og gøre sig lystig på andres bekostning blandt unge på Youtube på en måde, så børn er begyndt at mobbe hinanden i skolerne med hjemsendelse og krigslege?

Naturligvis tager jeg skarpt afstand fra dødstrusler, voldelige modreaktioner og hærværk. Men jeg har meget, meget svært ved at se, hvordan det skulle kunne tjene kristendommen, Danmark eller demokratiet, at skatteborgere skal finansiere Rasmus Paludans fortsatte provokationer. Skal skatteyderne se til, indtil det eskalerer og ender med bål og brand?

Måske en del af stemmepengene til nye partier fremover bør øremærkes højskoleophold med demokrati på skemaet?

Annonce
Mette Marie Hansen
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Klimaangst er de voksnes ansvar

Med mellemrum fortæller psykologer, hvordan flere og flere børn og unge bliver ramt af depression, angst og tvangstanker, fordi de er bange for, at Jorden vil blive oversvømmet, ødelagt af tørke eller helt gå under på grund af klimaforandringerne. Fænomenet har fået sit eget navn - klimaangst. At børn bliver bange, når de hører, at store dele af Danmark bliver oversvømmet, eller at jorden går under om 80 år, er ikke så sært. Problemet er, at vi voksne ikke er i stand til med ro i stemmen at sige: Du skal ikke være bange. Der sker ikke noget. Jeg har lige været en tur i Island - med fly, jeg indrømmer det straks. Her besøgte vi en gletsjer, som skrumper år for år. Og fik udpeget vulkanen Ok, som har været dækket af en gletsjer i 700 år. Det er den bare ikke længere. Søndag 18. august blev der holdt begravelse for Ok-gletsjeren, som er den første i landet, der er forsvundet på grund af klimaforandringer. På stedet er der sat en mindeplade op, som i et brev til fremtiden fortæller, at i løbet af de næste 200 år vil også landets øvrige gletsjere forsvinde. Skræmmende, når en af dem er større end Sjælland i udbredelse. De islandske gletsjere er bare ét eksempel på, hvorfor ikke kun børn, men også voksne bliver bange. Det nytter bare ikke noget, at vi som voksne udstråler angst og hjælpeløshed. Vi er nødt til både at fortælle og vise, at vi handler - at vi gør noget. Som voksne har vi en forbandet pligt til at sige til børnene, at vi tager ansvaret på os og forklarer, hvordan vi sammen kan være med til at redde kloden. Vi skal fortælle dem, at vi vil bruge mindre plastic og samle det ind, der har samlet sig som øer i verdenshavene. Og at vi skal huske at tage ispapiret og plasticposen med hjem, når vi er på strandtur. Alt det skal vi gøre, selv om der måske stadig bor en rest af tvivl inderst inde. Heldigvis bliver det mere og mere konkret, hvad vi kan gøre for at hjælpe klimaet. Som når en Gedved-borger i fredagsavisen fortæller, hvordan han sorterer sit affald i en grad, så der ikke er en krumme tilbage til skraldespanden.

Annonce