Annonce
Debat

Jeg har aldrig følt ubehag ved højere skat - den går til fællesskabet

I valgkampen bedyrede den ene fløj af partier hele tiden nødvendigheden af, at landet har brug for borgerlig, konservativ eller liberalistisk politik, hvori man aldrig sammen med disse betegnelser også bruger ordet social, og endda to nye, der i min optik er garanter for depravation.

Jeg er født lige inden 2. verdenskrig ramte Danmark, og altså opvokset i efterkrigsårene, hvor ordet 'velfærd' kun var for dem, der havde midler til fænomenet. Med to søskende og en syg mor, der var enke, var den nærmest opnåelige hjælp noget, man dengang benævnte ”fattiggård”. At gå sulten i seng og have en så fattig mor, der ofte brugte fattighjælpen på havregryn og mælk for at mætte fire slunkne maver (i stedet for til bl.a. sin medicin), har nok dybest set været allerværst for hende. Jeg er den dag i dag ikke i tvivl om, at jeg nok ikke har kunnet skrive disse linjer, hvis ikke vi havde haft naboer, som altid var klar til at hjælpe, når nøden var allerstørst.

Opvæksten fra ti-årig indtil lærlingeårene bestod af at være bydreng og om morgenen fra klokken fem at bringe mælk ud, derefter inden skolegang at gå en avisrute; efter skolegang bydreng hos en købmand, hvor alle lønninger gik til husholdningen.

Denne opvækst gav mig lyst til at vide noget om politik og blev især næret af vores svenderepræsentant i typografernes lærlingeklub, som var stor fortaler for Aksel Larsens nystartede SF. Det var dog Jens Otto Krag, der fik mig overbevist om, at Socialdemokratiet var min politiske platform. Dette ståsted har jeg beholdt lige siden.

Som udlært deltog jeg aktivt, når arbejderbevægelsen gik på barrikaderne for at opnå sociale fremskridt, og ser i dag med glæde tilbage på mange af de forbedringer inden for det, vi i dag betegner velfærd. Vi kæmpede mange år for, at en længere uddannelse var noget, som ikke kun var opnåeligt for dem, der havde råd. I de mange år, hvor de forskellige regeringer bestod af politiske partier, hvis navne ikke indeholder ordet social, vil jeg vove den påstand, at hvis ikke fagbevægelsen havde holdt sammen, var der i dag langt færre grupper, der nyder godt af love og bestemmelser, selv om tendensen desværre de senere år har bevæget sig i retning af mere egoisme end solidaritet.

”Et Danmark hårdt plaget af skatter og afgifter” er en vending, der ret ofte bruges i æteren og i de skrevne medier af redaktører og i læserbreve. Og flest gange med en endnu værre konstatering: ”Verdens højeste skatter”.

Fra 1981 til 2002 havde jeg mit eget firma, og som følge af dettes overskud kunne jeg hver måned have givet mig en løn, der var højere end gennemsnittet hos ”arbejderne” – selv om jeg også skulle aflevere mere til fællesskabet; men jeg har aldrig følt så stort ubehag ved denne højere beskatning, som mange af førnævnte skribenter har. At rigtig mange i dag (og det er da kun godt) får udbetalt fra ca. 30.000 kroner og endnu mere efter at have betalt skat, er i min verden utopi og slet, slet ikke noget, jeg selv har prøvet.

JydskeVestkysten skrev 10. juni i en leder bl.a. ”…alt efter hvilket parti, der er tale om, er der forskellige bud, men nogenlunde fælles er, at Enhedslisten, SF og De Radikale smider om sig med skatter og afgifter! … det er i sig selv bekymrende for et i forvejen brandbeskattet folkefærd”.

Jeg mangler helt klart en forklaring på, at ”det brandbeskattede folkefærd” derved får mere velfærd. For også vellønnede redaktører kan ikke bortforklare et faktum: At den brandbeskattede A-gruppe trods alt har flyttet sig yderligere væk fra B-gruppen. Jeg tvivler meget stærkt på, at folk fra A-gruppen ligesom undertegnede pensionist kun har fået en lønforhøjelse i år på 18 kroner om måneden. Da jeg så, at jeg har fået 'lønforhøjelse', besluttede jeg at ville smovse hver søndag ved at købe mig et friskbagt rundstykke.

Men beløbet rækker kun til at kunne gøre det tre søndage i måneden, sådan noget frås koster jo seks kroner pr. gang.

Erik Sørensen
Annonce
Forsiden netop nu

Mest læste

Leder For abonnenter

Leder: En ambitiøs pakke tobak med ét stort skod

13.600 danskere dør hvert år som følge af rygning, og for første gang i 20 år er der en stigning i antallet af voksne danskere, der ryger. Det er særligt unge mellem 16 og 24 år, der er blevet faste rygere. Udviklingen er alarmerende, og det er positivt, regeringen tager udviklingen så alvorligt, at den nu har fremlagt en meget omfattende handlingsplan i 10 punkter. Regeringen fortjener ros for både at være ambitiøs og for at tænke i helheder. Det er ikke bare ét enkelt sted, der sættes ind, men en bred palet af initiativer, som skal vende udviklingen: Tobakken skal blandt andet gemmes væk i butikkerne, indpakningen skal være mere neutral, og der indføres rygeforbud på uddannelsesinstitutioner. På ét punkt er regeringens plan dog aldeles uambitiøs. Og det på trods af, at alle eksperter og alle undersøgelser igen og igen har slået fast, at prisen på tobak er den uden sammenligning mest udslagsgivende faktor, når det gælder rygning eller ej. Her vil regeringen hæve prisen på en pakke cigaretter med sølle fem kroner om året de næste to år, så prisen lander på 50 kroner i 2021. Det er på ingen måde den markante prisstigning, som sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke selv kalder det. Prisen skal langt højere op, hvis den skal få både unge og voksne til at ændre adfærd.

Annonce