Annonce
Horsens

Forklaringerne står i kø: - Jeg er bare lige væk i 10 minutter

Klosterkirken oplever store problemer med biler, der overtræder parkeringsreglerne bag kirken. Foto: Michael Svenningsen
P-syndere stod ikke i kø for at tale med avisen, da vi besøge Klosterkirkens parkeringsplads lørdag middag.

Horsens: - Jeg så godt skiltet, da jeg kørte ind, men det var lige det nemmeste.

Sådan lød det med et skævt smil fra en ung kvinde, der lørdag middag tog chancen og kørte ind til Klosterkirken i Borgergade for at stille sin bil på kirkens parkeringsplads.

Skiltet, hun refererer til, står ved indgangen og fortæller, at der er indkørsel forbudt på kirkens område, med mindre man har et ærinde.

Det, indrømmer kvinden, har hun ikke.

- Men jeg tænker, det er bare 10 minutter, så er jeg tilbage. Det går nok, sagde kvinden, der ikke havde lyst til at opgive sit navn til avisen.

Annonce

Jeg betaler kirkeskat

Denne lørdag middag har syv-otte bilister taget chancen og smidt bilen på Klosterkirkens parkeringsplads.

Heriblandt endnu en kvinde, der heller ikke har et ærinde i kirken.

- Jeg kunne ikke drømme om at parkere ved kirken, hvis der var et arrangement derinde. Det er der ikke nu, så jeg firer lidt på reglerne. Jeg betaler også kirkeskat, og det er en offentlig parkeringsplads, lyder det med et skævt smil fra kvinden, der heller ikke vil oplyse sit navn til Folkebladets udsendte.

Men, det er ikke en offentlig parkeringsplads, fastslår menighedsrådsformand Jørn Bjørnskov.

- Nej, det er Klosterkirkens område. Og der står udtrykkeligt på skiltet ved indgangen i Borgergade, at der er indkørsel forbudt, understreger han.

Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Inklusion skal være for barnets skyld, ikke for økonomiens

Læserbrev: Vi kendte ham godt. Vi lærere i skolens ældste klasser havde, med en vis ængstelse, på afstand fulgt Frederik op igennem de små klasser, hvor hans adfærd havde været ganske bekymrende. I frikvartererne var han nærmest mandsopdækket, for ellers endte det forudsigeligt nok i ballade. Da han nåede 7. klasse, gik Frederik stadig på skolen. I timerne sad han mest alene med hovedet begravet i computerspil. Af og til blev frustrationerne dog for store, og så måtte klassen gå et andet sted hen, hvis den ville undgå at dele skæbne med stole, borde og penalhuse, som blev kylet rundt i lokalet. Sidst i 7. klasse fik Frederik en plads i et specialtilbud. Alt, alt for sent. Man har I Vejle Kommune lovet at tilføre folkeskolen mere personale for et beløb stigende fra 10 mio. kr. i 2019 til 40 mio. kr. efter fire år. Det kvitterer vi lærere med glæde for. Men virkeligheden har vist, at vi alligevel ikke rigtig har fået flere kolleger ude på skolerne. En af grundene er, at flere og flere elever bliver skilt ud fra almenskolen og placeret i meget dyrere specialtilbud. Det betyder, at pengene går til dem og dermed ikke kan mærkes ude i skolen. I Vejle Kommune er det den enkelte skole, der skal finde pengene i budgettet til at sende elever i specialtilbud, og det er dyrt, så det fløjter. En folkeskoleelev koster 56.000 kr. om året, mens en plads i et specialtilbud kan koste 200.000 kr. Ideen fra kommunens side er at straffe skolen økonomisk, hvis den ikke magter at inkludere sine elever. Desværre betyder det, at børn med særlige behov bliver hængende alt for længe i folkeskolen, hvis skolen ikke har råd til andet. En af årsagerne til stigningen skal findes i, at inklusionsindsatsen i folkeskolen har været underfinansieret. Inklusionen har simpelthen været en spareøvelse. Derfor har disse børn ikke fået den hjælp, de har haft brug for, mens de kunne have haft glæde af den. Nu banker de så på til specialtilbuddene, bl.a. fordi de er blevet holdt for længe ude i almenskolen. Vi må gøre op med et system, der straffer skolerne, hvis man giver eleverne det tilbud, de har brug for, men der skal samtidig sikres ressourcer nok til at rumme børn som Frederik, både for Frederiks skyld, men også for Frederiks klasses. Især hvis folkeskolen fortsat skal være familiernes førstevalg.

Annonce