Annonce
Odder

Jazz og kor smeltede sammen i Spektrum

Yeah det er fedt at synge, når musikken swinger. Foto: Søren E. Alwan
FN's 17 Verdensmål var udgangspunktet for teksterne, da et kæmpe tværkommunalt kor mødtes med Aarhus Jazz Orchestra i Spektrum.

Odder: Det swingede så Spektrum gyngede som sjældent set, da Aarhus Jazz Orchestra tirsdag lagde musik til et kor bestående af 850 børn fra Odder, Skanderborg og Samsø kommuner. Selv de halvstore teenagere slap hæmningerne og bevægede sig i takt til blæsere og trommer fra scenen.

Anledningen til den store kor-jazzkoncert var den Europæiske Kulturregions festival Genopdag, hvor børnene sammen med Aarhus Jazz Orchestra fremførte Sange til Verden om FN’s 17 Verdensmål for bæredygtig udvikling i forbindelse med børnekulturprojektet Sange til Verden.

I projektet omsættes FN’s 17 Verdensmål for bæredygtig udvikling til bigband, danseteater, body-sculptures, farverig skraldekunst og andre kreative udfoldelser på 20 forskellige events rundt om i hele Region Midtjylland.

Aarhus Jazz Orchestra gav den fuld gas, da de tirsdag akkompagnerede 850 børn i et kæmpe kor. Foto: Søren E. Alwan

Verdensmål for børn

Sange til Verden tager afsæt i syv nykomponerede Sange til Verden og en række kreative Værksteder med Verdensmål. De syv sange er skabt af unge MGK-elever fra hele regionen, og sangene forholder sig på forskellig vis til temaer som fx klimaforandringer, overforbrug, livet i havet og fattigdom. De syv Sange til Verden er i de seneste måneder blevet sunget, spillet, danset, malet, fantaseret og fabuleret over i skoler og børnehaver i hele regionen i samarbejde med lokale kunstnere. Projektet sanseliggør FN’s 17 Verdensmål i børnehøjde og giver børn mulighed for at forholde sig til aktuelle og komplekse problemstillinger som klima, ulighed og bæredygtighed gennem kreative og musikalske aktiviteter – aktiviteter, som sætter tanker i gang og skaber håb og ideer til, hvordan vi i fællesskab kan være med til at skabe en ny verdensfortælling og en bæredygtig fremtid for alle mennesker på jorden.

Sange til Verden er foruden Kulturprinsen i Viborg, Aarhus Jazz Orchestra og BUM – netværk for Børne- og Ungekultur i Midtjylland skabt i samarbejde med en række kommunale og kulturelle aktører fra 17 af regionens kommuner heriblandt Odder Kommune, Odder Musikskole, Skanderborg Kommune, Kulturskolen Skanderborg, Søholm Opera Samsø, Samsø kommune.

Annonce
Forsiden netop nu

Mest læste

Horsens

Endnu et mislykket forsøg: Tre upålidelige pile udsætter behandling af syg vildhest

Annonce