Annonce
Danmark

Jane reddede Kurt: Børnene sov fra det hele

Janes gode veninde indstillede hende til årets hjerteredderpris kort tid efter, at hun reddede Kurt fra hans hjertestop. Foto: Kim Rune

39-årige Jane Bundgård Jørgensen måtte tænke hurtigt, da hendes 38-årige kæreste, Kurt Christian Pedersen, en morgen pludselig faldt om på badeværelset. Jane holdt Kurts hjerte i gang, indtil ambulancen kom til.

Søndag den 26. august går 38-årige Kurt Christian Pedersen og arbejder udenfor sit hjem i Vissenbjerg, som han deler med sin kæreste gennem 14 år, Jane Bundgård Jørgensen, og deres to sønner, Jonathan på 11 år og Silas på otte år.

Han er tømrer, og hænderne er skruet ordentligt på. Derfor går Kurt og arbejder på nogle projekter derhjemme hele søndagen, inden han senere på aftenen lægger hovedet på puden ved siden af Jane og falder i søvn.

Herfra kan Kurt ikke huske, hvad der sker de næste par dage.

Men det kan Jane Bundgård Jørgensen.

Hun vågner næste morgen klokken 5.30, da Kurt Christian Pedersens vækkeur ringer, og han står op og går ud på badeværelset ved siden af parrets soveværelse. Jane vender sig om på den anden side og forsøger at sove videre. Hun skal først møde senere på arbejde.

Et par minutter efter hører hun larm og et brag ude fra badeværelset. Først tænker hun; "åh, nu larmer han igen". Kurt kan nemlig godt finde på at larme lige lidt rigeligt om morgenen.

Men Jane bliver ved med at kunne høre en mærkelig lyd, som hun ikke rigtig kan placere. Det lyder lidt som voldsom snorken, og det lyder helt forkert.

Cirka ti sekunder efter står hun ude på badeværelset, hvor hun finder Kurt liggende blødende på gulvet.

Annonce
Jane og Kurts to drenge, Jonathan (tv) og Silas, sov heldigvis fra det hele, da Kurt faldt om med hjertestop en mandag morgen i august. Deres mormor og morfar kom heldigvis og passede dem, da deres forældre hastede afsted til sygehuset. Foto: Kim Rune

Helt væk

Han er pludselig faldet om med hjertestop i en alder af 38 år.

Han er i et krampelignende anfald, og en chokeret Jane Bundgård Jørgensen må handle hurtigt.

- Jeg tænker overhovedet ikke, at det er et hjertestop. Men jeg kan godt se, at den er helt gal.

- Jeg får ringet til alarmcentralen. Jeg fortæller, hvad der er sket, og samtidig kan jeg se, at Kurt begynder at blive blå i hovedet, fortæller hun i parrets køkken i Vissenbjerg her et halvt år efter.

Hun får at vide, at hun skal begynde på hjertemassage.

- Jeg har været på kursus i førstehjælp flere gange, fordi jeg arbejder som pædagog. Men jeg havde aldrig troet, at det var noget, jeg fik brug for herhjemme.

- Så jeg havde brug for, at der var en i telefonen, der kunne fortælle mig, hvad jeg skulle gøre. Det føltes som vanvittig lang tid, inden ambulancen kom, siger hun.

Jane Bundgård Jørgensen bliver guidet, og hun holder gang i Kurts hjerte i 12 minutter, inden ambulancen ankommer.

Det var på badeværelset, at Kurt en tidlig morgen pludselig faldt om af hjertestop. Havde han faldt om et halvt år tidligere, havde Jane sovet ovenpå og formentlig intet hørt. Kurt blev dog heldigvis færdig med at renovere deres soveværelse i stueetagen inden. Foto: Kim Rune

Sov fra det hele

Imens Jane pumper på livet løs på Kurts brystkasse, flyver der mange tanker gennem hendes hoved.

- Jeg tænker; det sker bare ikke det her.

- Og jeg var frygtelig bange for, at ungerne skulle vågne af det hele. Jeg var så bange for, at de skulle se det her, siger hun.

Men Jonathan og Silas sov fra det hele og nåede derfor slet ikke at opdage, at deres far var død i 20 minutter.

- Jeg kunne godt mærke, at det var alvorligt.

- Men jeg tror først, at det senere er gået op for mig, hvor alvorligt det egentlig kunne have været. Og at vi kunne have mistet Kurt, siger Jane.

Ambulanceredderne arbejder i lang tid på Kurt Christian Pedersen, og de må give ham stød to gange med en hjertestarter, før hjertet begynder at slå igen.

Jane og Kurt planlægger en familieferie til Thailand. Det er en ferie, de har haft i tankerne længe, men ikke fået gjort noget ved. Men Kurts hjertestop har gjort, at nu skal de finde tiden til at komme afsted. De mangler dog fortsat, at Kurt kan blive godkendt af forsikringsselskabet til at kunne rejse. Foto: Kim Rune

Ingen årsag

Da vågner han lidt op og fægter lidt med armene.

Og dét er et rigtig godt tegn, får Jane Bundgård Jørgensen at vide.

Da parret ankommer på hjerteafdelingen på OUH, bliver Kurt undersøgt, men lægerne kan hverken se åreforkalkninger eller huller i hjertet.

- De kan faktisk ikke se, hvad der er årsag til mit hjertestop. De mener, at jeg har haft hjertesvigt inden, og min pumpefunktion er kun på 25 procent, fortæller Kurt Christian Pedersen.

Den nedsatte pumpefunktion betyder, at Kurts hjerte er forstørret. Lægerne køler hans krop ned for at få stabiliseret hjertet, og Kurt kan først rigtigt huske noget fra onsdag aften.

- Det første, jeg kan huske, er, at det ikke kan passe, at jeg har haft hjertestop. Jeg er jo kun 38 år. Det er en meget mærkelig og surrealistisk oplevelse.

- Jeg fik også en følelse af afmagt, for det burde ikke kunne ske for sådan en som mig, der hverken vejer for meget eller rører mig for lidt. Det kom bag på mig, at det kunne ske, siger han.

Betyder alt

Det var Jane Bundgård Jørgensens hurtige indsats, der holdt liv i Kurt Christian Pedersen, der er tilbage i fuldt vigør igen.

- Det betyder det hele, at Jane holdt hjertet i gang. Ellers havde jeg ikke været her i dag, siger han.

Selvom det er blevet hverdag, så sidder oplevelsen stadig i den lille familie.

- Jeg tror, vi tænker anderledes nu, siger Jane.

- Ja, vi prioriterer anderledes, og de små bagateller lægger vi hurtig bag os. For det livet for kort til, siger Kurt.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Funding: Nu har Mette Frederiksen kun Venstre tilbage

Der var én, der var to, der var tre, der var fire, der var fem på cykeltur ... Sådan lyder det i den gamle børnesang "10 små cyklister". Og teksten minder lidt om forhandlingerne om en reform af udligningsordningen. Ligesom cyklisterne faldt fra en for en, indtil der kun var én lille kæk cyklist tilbage, så er regeringens forhandlingspartnere også lige så stille forsvundet ud af forhandlingslokalet, så der nu kun de facto er et parti tilbage. Liberal Alliance og Konservative var de første til at ryge ud, og i denne uge meldte Dansk Folkeparti sig reelt ud af forhandlingerne i et interview her i avisen Danmark. Godt nok sidder partiet stadig med ved bordet, men Kristian Thulesen Dahls forslag om at skrotte det eksisterende udligningssystem og indføre en fælles kommuneskat er lige så realistisk som eksistensen af julemandens værksted. Men døden skal have en årsag, og Kristian Thulesen Dahl skal kunne forklare, hvorfor han ikke kommer til at gå med i en aftale, og det var det, han gødede grunden for i interviewet. Det efterlader ét parti tilbage. Nemlig Venstre. Efter en lille måneds maskeradespil, er vi nu langt om længe der, hvor forhandlingerne skal til at gå i gang. Alt indtil nu har været opvarmning, det er nu, det bliver alvor. Men hvad med regeringsblokken, tænker den opmærksomme læser måske? Den kan regeringen jo også danne flertal med. Ja, teoretisk, men det kommer S ikke til at gøre. Det vil regeringen ikke, det tør den ikke. Risikoen er simpelthen for stor. En ren rød aftale om kommunernes økonomi ville give Venstre og Dansk Folkeparti muligheden for at køre hårdt på Socialdemokratiet i alle de kommuner, hvor der ikke bliver guldregn, og det går ikke - slet ikke året før et kommunalvalg. Og heldigt for Socialdemokratiet har Venstre også al mulig grund til at gå med i en aftale. Selv om det den seneste måned har virket til, at partiet har været ganske kritisk, så har Venstre gjort alt for at holde sig spilbar. Man skal lægge mærke til, hvordan Venstres kritik primært er gået på proces. Hvorfor lægger regeringen ikke beregningerne frem? Hvorfor udleverer regeringen ikke alle tallene? Hvorfor er der fejl i beregningerne? Der er ikke blevet sagt noget af Venstres forhandlere, der har gjort det umuligt for partiet at indgå en aftale. Modsat tilfældet med Kristian Thulesen Dahl. På indholdssiden har Venstre krævet, at staten pumper en ekstra milliard ind i udligningssystemet, at de socialdemokratiske vestegnsborgmestre ikke favoriseres, at det såkaldte finansieringstilskud på 3,5 milliarder kroner bliver en del af forhandlingerne, og at ingen danskere får skattesmæk som konsekvens af reformen. Alle krav, hvor regeringen bør kunne give indrømmelser. I det hele taget må man bare sige, at Venstre har spillet sine kort dygtigt. Makkerparret Sophie Løhde og Troels Lund Poulsen har i den grad haft fat, hvor det gør ondt på regeringen, og de to har bevist at man ikke skal undervurdere deres evner ud i det politiske spil. Ved at trække forhandlingerne i langdrag, har de givet medierne tid til at grave sig ned i materialet - eller mangel på samme - og ud af det er der kommet en lang række historier, der har udvandet regeringens ellers overbevisende førstehåndsindtryk. Det har været tydeligt, at venstrefolkene har forsøgt at koble sig på borgmestrenes frustration. Både deres egne, men så sandelig også de socialdemokratiske af slagsen. Særligt den socialdemokratiske borgmester i Hjørring Kommune Arne Boelts dramatiske kritik af regeringen er blevet forsøgt annekteret af Venstre. Lidt ligesom da Mette Frederiksen under diskussionen om regionernes fremtid ikke kunne åbne munden, uden hun erklærede sig enig med Venstres Stephanie Lose. Og det har været klogt på den måde at alliere sig med det kommunale Danmark. Venstre har i sit forsøg på at trække forhandlingerne ud hele tiden skullet passe på ikke at lægge sig ud med partiets kommunale bagland. Landets borgmestre - røde som blå - skriger på en reform af udligningsordningen, så hvis der begyndte at sprede sig en stemning af, at Venstre var i gang med at obstruere det, ville Jakob Ellemann-Jensen hurtigt få kærligheden at føle. Og netop derfor ender forhandlingerne også efter alt at dømme med en aftale med Venstre. Det er i både Mette Frederiksens og Jakob Ellemann-Jensens interesse. Men sidstnævnte har dygtigt formået at udnytte situationen til at få vist, at Danmarks liberale parti ikke er så bovlamt, som man ellers kunne tro. Der er stadig én kæk cyklist tilbage.

Annonce