Horsens: Det lokale partiapparat er i fuld gang med at finde personen, der skal tage over efter Henrik Dam Kristensen som Horsens-kredsens folketingskandidat.
På rygtebørsen er kommunens borgmester, Peter Sørensen, blevet nævnt som et muligt bud, men endnu har ingen meldt deres kandidatur, siger kredsformand Helle Frost.
Helle Frost understreger derudover, at hun ikke har fået en henvendelse fra hverken Peter Sørensen eller andre, der måtte opfordre borgmesteren til at melde sig.
- Kunne du godt tænke dig, at Peter Sørensen melder sig som kandidat?
- Det er vel naturligt, at du spørger om det. Han er da bestemt et godt bud, og jeg tror, at der er mange kredse, der gerne vil have Peter Sørensen som folketingskandidat. Han er jo en knalddygtig politiker. Det ville være godt for os, hvis han havde mod på det, men nu ser vi, hvad der sker. Vi er slet ikke så langt i processen endnu, siger Helle Frost.
- Vil kredsbestyrelsen opfordre Peter Sørensen til at stille op?
- Det kan jeg ikke svare dig på, siger Helle Frost.
- Vil det ende med, at kredsbestyrelsen anbefaler en kandidat?
- Det gør vi jo, når der er kommunalvalg, så det gør vi nok også her, når vi når dertil. Jeg kan bare ikke sige noget om det, før jeg ved, hvordan feltet ser ud, siger Helle Frost.
Håber på hurtig proces
Lige nu er kredsbestyrelsen i gang med at forfine profilen på den kandidat, kredsen godt kunne tænke sig, siger Helle Frost.
- Processen er, at vi giver medlemmerne tid til at foreslå kandidater, og så skal vi igen have behandlet det i bestyrelsen. På et tidspunkt melder vi så en deadline ud for tilmelding som kandidat og en dato for en ekstraordinær generalforsamling først i partiet og så i kredsen, hvor kandidaten skal udpeges, siger Helle Frost.
Helle Frost, formand for Socialdemokratiet i Horsens-kredsenDet er en længere proces, for vi værner om medlemsdemokratiet, men jeg håber meget, at vi kan nå at finde vores kandidat inden sommerferien.
- Det er en længere proces, for vi værner om medlemsdemokratiet, men jeg håber meget, at vi kan nå at finde vores kandidat inden sommerferien. Uanset om der bliver udskrevet valg i utide, arbejder tiden jo ikke for os, siger Helle Frost.
Kredsen oplyser, at en kandidat skal have 30 stillere for at kunne stille op. Altså skal 30 medlemmer af Socialdemokratiet, der bor i kredsen, pege på vedkommende som kandidat.
Peter Sørensen afviser ikke
Folkebladet har tidligere nævnt, at Peter Sørensen er en mulig kandidat, efter at han på aftenen for Henrik Dam Kristensens exit sagde, at han vil overveje det, hvis nogen opfordrer ham til at byde ind på posten.
- Jeg er som nævnt ikke blevet spurgt - men det ville være en meget, meget stor ære at blive spurgt til sådan en post. Men det ville også været noget, der ville kræve store overvejelser - og det vil være noget, der skal behandles med respekt, sagde Peter Sørensen til Folkebladet 25. april.