Annonce
Odder

Jagtdag på museet: Uglet ugle og ræv med regnfrakke

Jagtdagen gav mulighed for at øve sig i at tegne fugle. Her er det Eleonora Raahede, der giver det et forsøg. Foto: Søren E. Alwan
Både ræv, grævling og fugle blev vist frem for publikum på en regnvejrsdag i efterårsferien på Odder Museum.

Odder: - Ræven har vandafvisende pels, så den har faktisk regnjakke på hele tiden.

Det fortalte naturvejleder Ole Sørensen de fremmødte til en onsdag formiddag med jagttema på Odder Museum. Denne dag havde menneskene dog væsentligt mere brug for en regnjakke end ræven, som i sidste uge var blevet nedlagt af en jæger.

- Det er faktisk et lidt dårligt sted, I sidder, for der skal sidde en grævling, fortalte Ole Sørensen til nogle af de cirka 25 børn, der sammen med forældre, bedsteforældre og pædagoger var stimlet sammen på gulvet indenfor i tørvejr.

Trods den trange plads fulgte børnene betagede og koncentrerede med under fremvisningen af dyrene, som forekom meget levende.

- Ej, rævens ører bevægede sig, lød det bekymret fra tilhørerpladserne.

- Det er jo en stor oplevelse for børnene. Det er sjældent, man får mulighed for at se de her dyr tæt på, uden at det er på tv, forklarede naturvejlederen overfor avisens udsendte.

Annonce
Det handler om naturforståelse. Børn har en enorm fascination af naturen, og hvis man skal tage den høje hat på, er de jo også selv en del af naturens kredsløb.

Ole Sørensen, naturvejleder

En tiltrængt afbrydelse

Tidligere år har man i efterårsferien kunnet overvære dyrene blive dissekeret, men nu er tovholderne på den opgave gået på pension. Derfor fik børnene i stedet mulighed for at tegne under vejledning af jæger Per Madsen. Modellerne var udstoppede fugle.

- Det her er uglen Ulla, og hun er lidt uglet, kan I godt se på hende, introducerede han.

Mens det ene hold tegnede, skød de resterende børn med bue og pil, som var blevet klargjort, mens vejrudsigten lovede tørvejr.

- Sådan et arrangement en god afbrydelse fra at sidde med sin iPad, hvilket jo ellers kan være noget fristende, når vejret er, som det er, sagde Otto Henriksen fra Fredericia, som var mødt op med børnebørnene Sander og Tobias fra Mårslet.

I modsætning til Tobias var Sander ikke meget for at tegne, men han syntes, det var spændende at høre om ræven og grævlingen.

- Det var også sjovt at skyde med bue og pil, tilføjede Sander, og han mente endda, at han havde været ret god til det.

Også torsdag står i dyrenes tegn på Odder Museum, da interesserede kan deltage i en opdagelsestur ud i naturen.

I begyndelsen var papiret blankt, men senere kom der både blyantstreger og farve på tegningerne. Foto: Søren E. Alwan
Grævlingen blev fundet i en vejkant mellem Odder og Hou engang i foråret og har siden ligget i en fryser. Ræven blev skudt af en jæger i sidste uge. Foto: Søren E. Alwan
Hun havde aldrig tidligere tegnet fugle, men alligevel endte Eleonora Raahede med at være godt tilfreds med resultatet af sine anstrengelser. Foto: Søren E. Alwan
- En klog mand sagde engang, at alt levende stammer fra et æg. Så sådan laver i først kroppen og så hovedet, sagde Per Madsen, der stod for at tegne og fortælle om fuglene. Foto: Søren E. Alwan
Børnene fulgte intenst med. Foto: Søren E. Alwan
Deltagerne delte sig i to hold, så den ene halvdel tegnede fugle, mens de andre skød med bue og pil. Foto: Søren E. Alwan
De fleste børn var straks med på at tegne - især blev de engagerede, da tegningerne til sidst skulle farvelægges. Foto: Søren E. Alwan
Tegningerne endte med at ligne instruktørens ganske meget. Foto: Søren E. Alwan
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Horsens

Stafet For Livet rykker i Fængslet

Annonce