Annonce
Debat

Ja, vi mangler ingeniører

Debat: Eigil Landbo stiller 5. august spørgsmål ved, om der nu også mangler ingeniører i Danmark. Det gør han på baggrund af hans kendskab til én ung ingeniørdimittend, der efter 100 ansøgninger og 30 ansættelsessamtaler, stadig står uden job.

Det er naturligvis en frustrerende situation for den omtalte unge dimittend. Jeg vil opfordre vores unge dimittend til ikke at opgive håbet og fortsætte jagten. Det kan være svært at få foden indenfor som nyuddannet, og her har virksomhederne et ansvar for at åbne dørene for nyuddannede.

Men selv om det er træls for den unge dimittend, så må jeg understrege, at enkeltfortællinger ikke må blive pejlemærker for dansk uddannelsespolitik.

Sagen er nemlig, at al data peger på, at der er stor efterspørgsel efter ingeniører i danske virksomheder, hvilket jeg også har givet udtryk for her i avisen i forbindelse med årets søgning til de videregående uddannelser, der desværre viser et fald i antallet, der vil være ingeniører.

Ledigheden blandt ingeniører var i december 2018 helt nede på 1,5 pct., viser tal fra Akademikernes A-kasse, og i starten af året meddelte IDA, at langt over halvdelen af deres privatansatte medlemmer (61 pct.) er blevet eller er forsøgt headhuntet i løbet af de seneste 12 måneder. Samtidig viser en prognose fra Engineer the Future, at der i 2025 vil mangle 6.600 civil- og diplomingeniør kandidater.

Der er altså håndfaste tegn på en alvorlig mangel på ingeniører. Det er et problem, og manglen på ingeniører er allerede til at tage og føle på ude i virksomhederne. Manglen på arbejdskraft betyder, at virksomhederne må takke nej til opgaver.

Samtidig er der ikke noget, der tyder på, at behovet for ingeniører bliver mindre de kommende år. Danmark er midt i en digital omstilling og står med en række store klima-, miljø- og energiudfordringer. Der er brug for dygtige ingeniører, hvis danske virksomheder skal lykkes med at finde nye og mere robuste løsninger til disse udfordringer.

Annonce
Mette Fjord Sørensen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Sport

Jacob Bank forfølger sin OL-chance

Leder For abonnenter

Leder: Frihedsrettigheder har en pris

Den personlige frihed er ukrænkelig. Det siger Grundloven, og det er et ualmindeligt godt princip, som hele vores samfund bygger på. Som fri presse er vi de første til at forfægte ytringsfriheden, som er en anden af de helt grundlæggende frihedsrettigheder i Danmark. Men frihed kan også have en pris. Det så vi i denne uge, da Retten i Horsens varetægtsfængslede en mand, der er ramt af demens. Han er sigtet for over 40 forhold: røveri, vold, trusler, hærværk, tyverier m.m., alle begået på Endelave og alle i perioden mellem juli og nu. Sagen er dybt ulykkelig for alle involverede, og et meget stort spørgsmål tårner sig op, efter manden er blevet varetægtsfængslet: Hvordan kan det komme dertil, at det er retten, der skal løse et problem, der i bund og grund handler om sygdom? Svaret er, at det kan det, når en mand har besluttet sig for, at han ikke vil flytte fra sit hjem. At han har den ret, har de fleste utrolig meget sympati for. Alligevel nager tvivlen, når en beslutning som i dette tilfælde har vidtrækkende konsekvenser for ham selv, de pårørende, naboer, hjemmeplejen, politiet, retssystemet og mennesker, han træffer på sin vej. Vi har lovgivning, som i ganske særlige tilfælde og under ganske særlige omstændigheder tillader, at mennesker bliver tvangsindlagt til psykiatrisk behandling. Og vi har lovgivning, som i ganske særlige tilfælde og under ganske særlige omstændigheder tillader, at mennesker bliver tvangsflyttet fra deres hjem til en institution. Der er gode grunde til, at reglerne kun åbner en smal sprække for handling, for det er altid farligt at gradbøje frihed. Også selv om en enkelt sag, hvor rigtig mange parter har gjort en stor indsats for at hjælp en syg mand, ender i et offentligt grundlovsforhør. Den udgang er ubehagelig, men nødvendig for at værne om frihedsrettighederne. For mig personligt betyder sagen, at jeg vil undersøge, hvordan jeg kan lave en fremtidsfuldmagt, som giver mine pårørende den bedst opnåelige mulighed for at træffe beslutninger på mine vegne, hvis jeg skulle blive ramt af demens. For det kan ske for os alle.

Annonce