Annonce
Erhverv

Farvel til plastik: Med midler fra EU vil iværksætter-trio sende alternativ til plast på markedet i 2023

- Det, vi gerne vil, er at bruge vores erfaringer fra forskningens verden til at skabe produkter, der kan gøre en forskel for mennesker og for miljøet, fortæller Deby Fapyane, der her ses med Isabel Alvarez-Martos og Paruntungan Sihombing. Foto: Laura Uldahl Aggernæs
Med base i Aarhus har de to forskere, 36-årige Isabel Alvarez-Martos og 34-årige Deby Fapyane, sammen med den 41-årige erhvervsøkonom Paruntungan Sihombing siden 2018 arbejdet på at udvikle og forfine et alternativ til plastik, der kan bruges i blandt andet fødevareindustrien. Og med midler fra EU er der nu kommet endnu mere fart på udviklingen.

Aarhus: Hvad har et papkrus, en juicekarton, kunstlæder og en regnjakke til fælles? Svaret er, at de alle indeholder plastik. Både plantefibrene i papkruset og juicekartonen og bomulden i regnjakken er beklædt med et tyndt lag plast for at forhindre væske i at komme enten ind eller ud, ligesom kunstlæderet er fremstillet med blandt andet plastik for at få plantefibrene til at samle sig i et læderlignende stof.

Men står det til en lille gruppe af iværksættere i Ecopark i Aarhus, skal det snart være slut med brugen af plastik alle steder.

- Hvis du for eksempel tager et papkrus, så har du at gøre med et fibermateriale med en indre belægning af plastikfilm, som gør, at væsken i koppen ikke siver ud. Men når produktets levetid er ovre, så er den belægning samtidig årsagen til, at du ikke kan genbruge eller genanvende koppen. Derfor leder flere firmaer i dag efter noget, der kan erstatte belægningen med et materiale, der er genanvendeligt og komposterbart, fortæller Isabel Alvarez-Martos, der af samme grund sammen med Deby Fapyane og Paruntungan Sihombing har sat sig for at udvikle et alternativt materiale, der kan bruges som erstatning de steder, hvor plastik i dag indgår som en fast komponent. Og det arbejde er ikke gået ubemærket hen.

Annonce

Så sent som i sidste måned vandt scaleupfirmaet Cellugy førstepladsen i kategorien bæredygtig levevis i en konkurrence afholdt af Den Europæiske Investeringsbank (EIB). Og det er blot en ud af en lang række af anerkendelser og priser, som er sendt i firmaets retning, siden de tre iværksættere bag første gang formulerede tanken om at kreere et bæredygtigt alternativ til plastik.

- Det kan være lidt overvældende nogle gange, det niveau af tillid og støtte som vi har oplevet, fortæller Isabel Alvarez-Martos.

- Men jeg tror, at grunden til tilliden skyldes, at vi tackler et reelt problem. For ellers havde folk ikke sat deres penge på spil for at få os til at forsøge at fikse det, tilføjer hun.

Netop det har da også helt fra start været den fælles drivkraft i firmaet - at forsøge at finde et bedre alternativ til den voksende mængde af engangsplastik, der bruges verden over, men som ikke kan genbruges og derfor flere steder ender enten i havene og senere i maverne på dyr og mennesker som mikroplast eller i forbrændingen, hvor afbrændingen udleder store mængder af CO2.

For som Isabel Alvarez-Martos udtrykker det:

- Vi har kun én verden. Så hvis vi ikke begynder at tage vare på den nu, vil det være for sent at redde den.

Da Isabel Alvarez-Martos og Deby Fapyane for otte år siden mødte hinanden, var det dog ikke verdens trivsel, der var anledningen. Det var derimod det faktum, at de to delte laboratorium på Aarhus Universitet. På tidspunktet var Deby Fapyane i fuld gang med at tage sin ph.d. i nanoteknologi, mens Isabel Alvarez-Martos var i færd med en postdoc-stilling i kemi.

Men da de to ved et tilfælde faldt over en intern konkurrence på det naturvidenskabelige fakultet på universitetet, hvor man kunne vinde 10.000 kroner til sit projekt, faldt de to i snak om mulige projekter. Og på en indkøbstur i det lokale supermarked fandt de inspirationen til det perfekte emne.

Tættere på samfundet

- Vi lagde mærke til, hvordan stort set alt var pakket i plastik. Men hvorfor var en enkelt agurk pakket ind i plastik? Det var vores første undren. Og så begyndte det at gå op for os, hvor mange ting, der egentligt er plastik i. Også ting, som man ikke engang tænker over er lavet af plastik, fortæller Deby Fapyane, der sammen med Isabel Alvarez-Martos tog forskerbrillerne på og gik i gang med på teoretisk plan at se på mulige alternativer til den emballage, som supermarkederne normalt pakker varer ind i.

Vi lagde mærke til, hvordan stort set alt var pakket i plastik. Men hvorfor var en enkelt agurk pakket ind i plastik? Det var vores første undren. Og så begyndte det at gå op for os, hvor mange ting, der egentligt er plastik i. Også ting, som man ikke engang tænker over er lavet af plastik.

Deby Fapyane, iværksætter

- Som forskere vil vi gerne bringe vores viden og forskning tættere på samfundet. I årevis har vi skrevet masser af videnskabelige artikler. Men det er ikke noget, som man rigtigt har kunnet bruge direkte i samfundet. Så vi savnede muligheden for at lave noget mere håndgribeligt, forklarer Isabel Alvarez-Martos.

Både ingredienser og fremstillingsmetoden i, hvordan Cellugy fremstiller deres materiale, EcoFlexy, minder om, hvordan man brygger øl. - Men vi er jo forskere, så vi ville gerne udfordre os selv og lave noget mere komplekst, fortæller Isabel Alvarez-Martos med et grin. Foto: Cellugy

Til begges forundring vandt de konkurrencen. Og det gik op for dem, at de måske rent faktisk kunne gøre den forskel, som de begge havde drømt om inden for hver sit felt.

Derfor tilmeldte de to sig også startup-konkurrencen Venture Cup. Men som to forskere indså de hurtigt, at de manglede noget væsentligt - indsigt i forretning. Her kom Paruntungan Sihombing, der har en erhvervsøkonomisk baggrund og blandt andet har arbejdet i vindmølleindustrien, ind i billedet. I første gang som sparringspartner på projektet, og senere - efter firmaet i 2017 vandt The Social Media Award og kom i finalen som bedste GreenTech startup ved Venture Cup - som fast inventar i firmaet, der officielt blev stiftet af de tre i april 2018.

Annonce

Stor efterspørgsel

Foruden at vinde et utal af priser har Cellugy siden da deltaget i både acceleratorforløb og fået støttemidler og legater fra organisationer, der tror på projektet. Senest sendte det europæiske innovationsråds fond i januar i år mere end 17 millioner kroner af sted i firmaets retning. En økonomisk håndsrækning, der har betydet, at Cellugy foruden at udvide antallet af fuldtidsansatte medarbejdere fra én til otte også har kunnet bringe deres produktion fra laboratoriet og ind til de virksomheder, som firmaet håber at få som kunder en dag.

- For det er ikke sådan, at vi har et produkt, der passer til alles behov. Vi leger med kemien i det, så vi kan give materialet forskellige egenskaber, og så integrerer firmaerne selv vores materialet i deres færdige produkt på stedet, forklarer Isabel Alvarez-Martos.

Siden de første tanker blev tænkt om konceptet, er de tre iværksættere gået bort fra tanken om at udvikle emballage selv.

I stedet er målet i dag at sælge EcoFlexy, som de har navngivet materialet, direkte til de producenter i fremstillingsindustrien, som laver vandafvisende belægninger i alt fra tøj til indersiden af mælkekartoner, og som efterspørger et alternativ til den plastik, der bruges i dag. For at der er efterspørgsel på firmaets alternativ til plast, er de ikke i tvivl om.

- Vi har fået 1450 henvendelser fra virksomheder, der har skrevet til vores infomail allerede. Så det ser vi som en god indikation på, at der er interesse for denne type af teknologi og produkt, og at der er et reelt behov i markedet, siger Isabel Alvarez-Martos.

En efterspørgsel, der i øvrigt ikke bliver mindre af EU’s målrettede arbejde med at mindske plastik såvel som FN’s 17 verdensmål, der sætter fokus på blandt andet bæredygtig forbrug og produktion.

Annonce

En længere rejse

I øjeblikket må virksomhederne dog væbne sig med tålmodighed. For selvom de tre iværksættere hellere end gerne ville sende deres alternativ til plast på markedet allerede i morgen, er forventningen i øjeblikket, at produktet først kan lanceres i starten 2023.

- Vi er en biotekvirksomhed. Og det at udvikle en bioteknologisk proces (en teknologi baseret på biologi, red) tager tid, slår Isabel Alvarez-Martos fast.

For selvom Cellugys produkt produceres af sukker og bakterier, og derfor i princippet kan laves hvor som helst, er selve processen stadig kompliceret og finjusteringerne af produktet stadig i gang.

- Med sådanne teknologier er det jo sådan, at når du har dem på en lille skala, så er de dyre, fordi alt bliver gjort manuelt, og du er stadig i gang med at optimere flere steder, siger Isabel Alvarez-Martos.

Og det er ikke den eneste udfordring. For selv hvis produktet rammer markedet til planlagt tid, er konkurrencen stor.

- Jeg tror, den første udfordring bliver prisen, som det gælder for al anden ny teknologi, siger Deby Fapyane.

- Vi kan jo ikke konkurrere med plastik med en teknologi, der lige er blevet udviklet, forklarer hun.

For hvor plastik som materiale efterhånden har mere end 100 år på bagen og derfor gennem årene er blevet finjusteret til, hvad det er i dag, befinder EcoFlexy sig just i starten af sin rejse. Og hvor plastik i dag masseproduceres industrielt i en størrelsesorden, der har fået prisen helt i bund, vil der alt andet lige gå længere tid før EcoFlexy er klar til masseproduktion.

- Men i begyndelsen var plastik jo også dyrt, indskyder Deby Fapyane.



Dette interview er oversat fra engelsk til dansk af Laura Uldahl Aggernæs.

Annonce
Horsens For abonnenter

Grim, ærgerlig og snusket: Graven får ikke pæne ord med på vejen, men spørger du politikerne, er det netop ord, der skal være starten på forandring

Danmark

Søndagens coronatal: Yderligere 11 er døde - 4326 har fået en positiv test

Annonce
Annonce
Annonce
Horsens For abonnenter

Lærer-Jan holder aldrig helt fri: Gæsterne og maden må vente, når eleverne ringer

Erhverv For abonnenter

Stinne rejste sig, da fundamentet under hendes firma smuldrede: Nu har hun 50 ansatte og modtager nye jobansøgninger hver dag

Podcast

Ældre Sagen håber på ekstra læger til Hedensted: Vores medlemmer vil blive berørt meget

Hedensted

Fældninger og skader på træer: Det skal til for at hjælpe Staksrode Skov, siger Naturstyrelsen

Løvkvist: Messerschmidt kæmper for at vriste magten ud af døende hænder

Leder For abonnenter

Tiden er kommet: Send dit brokke-gen på vinterferie og lad julefreden sænke sig tidligt og lad den vare til påske og gerne længere

Horsens

Vaccinationscenter opruster med vagt efter hærværk og forsøg på brandstiftelse på centret

Erhverv For abonnenter

Sushi-succes og vækst på værtshus, optik, chokolade og meget mere: Se hvordan lokale firmaer klarer skærene i ugens regnskaber

Skoleleder om mulig Omikron-variant: Der er så mange ansatte, der skal testes, at vi ikke kan tage imod elever

Horsens

Mens priserne på energi stiger: Her bliver der ingen prisstigninger på fjernvarme

Erhverv For abonnenter

Midt i tvangslukning og produktionsproblemer: Allan Hansen fik et af sine bedste år nogensinde - og succesen er kun vokset siden

Kultur

Udsatte familier får chancen for at holde jul på Fængslet

Annonce