Annonce
Udland

Italiens senat baner vej for retssag mod eksminister

Pool/Reuters
Anklagere på Sicilien vil have Salvini for retten for magtmisbrug og for at have tilbageholdt migranter.
Annonce

Senatet i Italien har torsdag ophævet tidligere indenrigsminister Matteo Salvinis immunitet.

Det åbner op for, at han kan retsforfølges for anklager om, at han ulovligt har frihedsberøvet mennesker til søs.

- Det vil være mig en glæde at tage til (domstolen på) Sicilien for at forsvare min ret til at forsvare vort smukke land, sagde Salvini i Senatet umiddelbart inden afstemningen.

149 stemte for at ophæve den tidligere indenrigsministers immunitet, mens 141 stemte imod. Det var på forhånd ventet, at et flertal ville stemme for.

Anklagere på den sydlige ø Sicilien vil have Salvini stillet for retten for magtmisbrug og for på ulovlig vis at have tilbageholdt migranter. De mener, at han handlede udenom den øvrige regering.

Salvini, der er leder af det indvandringskritiske højrefløjsparti Liga, blokerede i august sidste år for, at skibet kunne lægge til kaj i Italien.

Skibet, der sejles af hjælpeorganisationen Open Arms, havde over 100 migranter om bord, der var samlet op fra mindre både på Middelhavet.

Det skete, mens han var indenrigsminister.

En domstol greb ind og beordrede skibet evakueret.

- Dette er en politisk retssag, og hvis nogen tror, at de har svækket mig, tager de fejl, lyder det fra Salvini.

Der er ikke umiddelbart fastsat en dato for en retssag.

I forvejen er Salvinis immunitet blevet ophævet i en anden, lignende sag om et skib, der blev forhindret i at sejle til en italiensk havn. Det første retsmøde i denne sag finder efter planen sted 3. oktober.

/ritzau/Reuters

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Horsens

Efter ulykke på Vestvejen: Familie på tre - næsten fire - har det godt

Annonce