Annonce
Udland

Italiensk ambassadør er dræbt i angreb på nødhjælpskonvoj

Italiens ambassadør i Den Demokratiske Republik Congo er blevet dræbt i et angreb i den østlige del af landet. Indenrigsministeriet i DRCongo siger i en erklæring mandag aften, at der er rapporter om, at den rwandiske FDLR-milits stod bag angrebet mod en kolonne fra Verdens Fødevareprogram. Foto: Alexis Huguet/Ritzau Scanpix

Et angreb i den østlige del af af Den Demokratiske Republik Congo har kostet tre personer livet.

Annonce

Italiens ambassadør i Den Demokratiske Republik Congo er blevet dræbt i et angreb i den østlige del af landet.

Det oplyser Italiens udenrigsministerium mandag.

Ambassadøren Luca Attanasio "døde af sine kvæstelser" siger en unavngiven, højtstående diplomat til nyhedsbureauet AFP.

Yderligere to personer døde i angrebet. Det italienske udenrigsministerium oplyser, at en af de to er en del af det italienske militærpoliti, carabinieri. Tre personer meldes bortført.

Luca Attanasio var 43 år og karrierediplomat. Han efterlader sig kone og tre børn.

Indenrigsministeriet i DRCongo siger i en erklæring mandag aften, at der er rapporter om, at den rwandiske FDLR-milits stod bag angrebet.

FDLR blev oprettet i Øst-Kongo i 2000 af hutuer fra Rwandas tidligere regeringshær og Interhamwe-militsen, som seks år tidligere stod bag folkedrabet på omkring 800.000 mennesker i Rwanda. De fleste af de dræbte tilhørte tutsi-mindretallet.

Militsen har siden spredt frygt og rædsel i den østlige del af DRCongo, hvor den anklages for drab, massevoldtægter og overgreb på civilbefolkningen.

- Det var en kolonne fra Verdens Fødevareprogram, WFP, som blev udsat for det væbnede angreb begået af medlemmer af FDLR, skriver indenrigsministeriet.

Nødhjælpsorganisationen arbejder over hele verden for at bekæmpe sult.

Angrebet skete omkring klokken 10.15 mandag formiddag lokal tid. Ifølge Virunga National Park, hvor angrebet fandt sted, var der tale om et forsøg på at kidnappe FN-ansatte. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Mange bevæbnede grupper er aktive i området omkring Virunga. Det ligger i det østlige DR Congo nær grænsen til Rwanda og Uganda.

Angrebet skete få kilometer nord fra den regionale hovedstad, Goma.

Den italienske ambassadør har ifølge ministeriet ledet Italiens indsats i DR Congo siden 2017. Han blev ambassadør i 2019.

DR Congo ligger i det centrale Afrika og er et af kontinentets største lande målt både på areal og indbyggertal.

Der bor omkring 90 millioner mennesker i landet, viser tal fra FN.

/ritzau/Reuters


Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Hedensted For abonnenter

Anja havde en svær tid som gravid og fødte 3,5 måned for tidligt: Nu er hun selvstændig fertilitetsrådgiver

Annonce