Annonce
Udland

Italien skal betale Amanda Knox erstatning efter drabssag

Amanda Knox fik ingen advokat og oversætter i forbindelse med politiafhøring i 2007, og det var en fejl, slår menneskerettighedsdomstol fast. Italien skal betale erstatning.

Amerikaneren Amanda Knox fik ingen advokat eller oversætter i afhøring hos italiensk politi. Det var en fejl.

Italiensk politi begik flere fejl, da amerikaneren Amanda Knox, som i 2015 blev frifundet for drab på sin britiske veninde i Italien, blev afhørt i 2007.

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har i en dom torsdag afgjort, at Italien skal betale 10.400 euro (78.000 kroner) i erstatning til den amerikanske kvinde.

Desuden skal Italien betale 8000 euro (60.000 kroner) i sagsomkostninger.

Sagen handler om en politiafhøring 6. november 2007, da Knox beskyldte en pubejer for at have dræbt hendes sambo.

Pubejeren blev siden renset for denne anklage, og Knox blev idømt tre års fængsel for beskyldninger i ond tro.

I forbindelse med afhøringen, der foregik om natten, blev amerikaneren ikke tilbudt en advokat og en oversætter. Det var en fejl, fastslår domstolen.

I dommen hedder det samtidig, at der ikke er tilstrækkelige beviser for, at amerikaneren blev udsat for umenneskelig og nedværdigende behandling.

Domstolen siger dog, at Italiens regering ikke har løftet bevisbyrden for, at politiets fejl under afhøringen "ikke uopretteligt kan have undergravet retfærdigheden i processen som helhed".

Knox blev idømt tre års fængsel for beskyldninger i ond tro. Men da hun på det tidspunkt havde siddet i fængsel længe, kom hun ikke til at afsone yderligere.

1. november 2007 blev briten Meredith Kercher fundet dræbt i en lejlighed i den italienske by Perugia. Hun boede sammen med Knox i lejligheden.

Kercher blev fundet halvnøgen i en blodpøl på gulvet i sit soveværelse. Halsen var skåret over, og hun var blevet stukket adskillige gange.

Amanda Knox og Raffaele Sollecito, som var kæreste med Knox, blev flere gange dømt - og frifundet - for drabet.

Siden blev en anden beboer i byen, Rudy Guede, hvis blodige fingeraftryk blev fundet på stedet, dømt for drabet.

Annonce
Forsiden netop nu

Mest læste

Udland For abonnenter

Domstol får Johnson til at ligne en politisk amatør

Hvert eneste ord i den skotske kendelse lander som et udæmpet slag på en gongong. For nu har den britiske premierminister, Boris Johnson, domstolenes ord for at have vildledt dronningen, løjet for hende og givet hende et "ulovligt råd" og for lovstridigt at have hjemsendt det britiske parlament. Selv for en mand, som på rekordtid er blevet dyppet i nederlag og rullet i faneflugt, er det et 180 graders cirkelspark. For hvis afgørelsen fra den skotske højesteret står ved magt, har Boris Johnson de facto politisk misbrugt sit embede. På tirsdag går sagen til den britiske højesteret, som skal træffe den endelige afgørelse. Her er konflikten i en nøddeskal: Boris Johnson suspenderede mandag parlamentet for at begynde på en ny samling, og det er i sig selv ikke ulovligt. Den daværende samling var den længste samling i 400 år, og derfor gik premierministeren til dronningen og bad hende formelt hjemsende parlamentet og indkalde til en ny samling. Men her er så problemet: En suspendering sker normalt på et passende tidspunkt, og den er kortvarig. Boris Johnsons suspendering sker midt i den alvorligste britiske krise siden Suez-krisen i 1956, og den strækker sig over fem uger. Ydermere indikerer interne regeringsdokumenter, at motivationen er politisk og handler om, at parlamentet skal blande sig uden om regeringens brexit-politik og ikke føre tilsyn med regeringen, som det hedder i den skotske retsafgørelse. Derfor er Johnsons handling "ulovlig" og en "klar overtrædelse af de almindeligt accepterede regler for offentlige myndigheders adfærd", hedder det. Hvilken konsekvens får det? Juridisk venter vi stadig på den endelige afgørelse fra den britiske højesteret og dermed den endelige afgørelse af, om Boris Johnsons hjemsendelse af parlamentet er ulovlig og skal annulleres. Men politisk er skaden sket, for den føjer sig til billedet af en premierminister og hans chefrådgiver, som forveksler magten med et rænkespil i en politisk ungdomsorganisation. Suspenderingen af parlamentet var angiveligt tænkt som et magtpolitisk supergreb, udtænkt af Johnsons chefrådgiver, Dominic Cummings, og parlamentsminister Jacob Rees-Mogg, og den ville sætte parlamentet skakmat. Men i stedet blev det et strategisk dosmertræk, en hybris, der i militærhistorien tåler sammenligning med massakrene ved Little Big Horn og Gallipoli. For magtgrebet samlede alle kritikere i parlamentet, som på lyntid gennemførte en lov, der forhindrer et hårdt brexit; det førte til et konservativt oprør, som endte med 22 afhoppere eller ekskluderede; det gav Johnson seks nederlag ud af seks afstemninger i parlamentet, udraderede hans flertal og førte til et forfatningsopgør for domstolene. Det er politisk skade, der allerede er sket, og som giver Johnson-regeringen et skær af amatørscenen i Tønder, og hvis højesteretsafgørelsen i næste uge også går ham imod - så er den politiske fiasko komplet.

Annonce