Annonce
Odder

Issehoveds afløser: To bud på ny færge mellem Samsø og Aarhus

Issehoved lå næsten mere i havn end den sejlede på vandet. Arkivfoto: Kim Haugaard

Samsø Kommune har modtaget to tilbud på katamaranfærge, der efter planen skal sejle mellem Aarhus og Samsø fra foråret 2020.

AARHUS/SAMSØ: Samsø Kommune har modtaget to tilbud på en ny katamaranfærge, som skal sejle mellem Aarhus og Samsø. Med tiden måske også Tunø. Tilbuddene kommer fra to værfter i henholdsvis Hong Kong og Holland. Det skriver JP Aarhus.

Borgmester på Samsø, Marcel Meijer, er tilfreds med de to tilbud.

- Specielt det ene tilbud fra et Hong Kong-værft er meget interessant og passer godt til vores forventninger omkring kvalitet i forhold til pris, fortæller Marcel Meijer blandt andet til avisen.

Samsø Kommune forventer en pris på omkring 30-40 millioner kroner for en færge, der udelukkende medtager passagerer og cykler. Ingen biler. Færgen skal have plads til 350 passagerer.

Den nye færge skal efter planen kunne lette anker i foråret 2020 og sejle mellem Sælvig på Samsø og Aarhus Havn. Tunø indgår også i planerne, men det er usikkert hvor mange sejladser, der skal gå forbi den lille ø.

Foreløbigt skal de to tilbud præsenteres for Færgeudvalget på Samsø. Kontrakten med det vindende værft forventes at kunne underskrives sidst i februar, og et år senere vil katamaranfærgen være færdig og klar til sejlads foråret 2020, skriver JP Aarhus.

Annonce

Uheldige Issehoved

I sommer måtte den uheldsplagede færge Issehoved dreje nøglen om efter adskillige forsøg på at få en rute mellem Aarhus og Samsø til at fungere.

Færgen havde i sin korte levetid på vandet mellem Aarhus og Samsø adskillige motorproblemer, som betød flere aflysninger og forsinkelser for færgen, og selskabet bag måtte til sidst give op.

Annonce
Forsiden netop nu
Horsens

Børnefest for kronisk syge børn

Annonce