Annonce
Udland

Irans Revolutionsgarde hævder at have beslaglagt britisk skib

Handout./Reuters
Storbritanniens udenrigsminister kalder tilbageholdelsen af to britiske skibe i Golfen for "uacceptabel".

Irans Revolutionsgarde oplyser fredag, at den har beslaglagt et britisk skib i det højspændte område ved Hormuzstrædet.

Der er tale om det britiske olieskib "Stena Impero". Det skal ifølge Irans Revolutionsgarde have overtrådt internationale søfartsregler.

Ifølge det tyske nyhedsbureau dpa er skibet i de iranske styrkers varetægt og på vej nordpå mod Iran.

Ejeren af skibet, Stena Bulk, og Northern Marine Management, der også hører under Stena, oplyser, at man "i øjeblikket ikke er i stand til at komme i kontakt med skibet". Det skriver dpa.

Det er angiveligt myndighederne i den iranske provins Hormozgan, der har bedt om, at skibet skulle beslaglægges.

Det er den seneste optrapning af en særdeles højspændt situation i området ved Hormuzstrædet, der forbinder Den Persiske Golf og Omanbugten.

Torsdag meddelte USA, at man havde skudt en iransk drone ned i området.

Det er fredag dog blevet afvist af Iran.

/ritzau/Reuters

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kultur

- Jeg har lært så meget af Sanne

Annonce