Annonce
Sport

IOC kræver økonomisk garanti fra Stockholm før OL-afstemning

Hidtil har IOC kun modtaget ikke-bindende erklæringer fra Sveriges bud på vinter-OL, og det er ikke nok.

Den Internationale Olympiske Komité (IOC) har bedt Stockholm om garantier vedrørende den finansielle støtte til det svenske bud på vinter-OL i 2026.

Det oplyser komitéen onsdag.

Kravet kommer, blot få dage før at IOC mandag stemmer om, hvorvidt OL-værtskabet skal tildeles Stockholm og Åre eller italienske Milano og Cortina d'Ampezzo.

Sveriges bud indebærer blandt andet, at de alpine skikonkurrencer afholdes i Åre 500 kilometer nordvest for den svenske hovedstad, mens kælkekonkurrencer noget utraditionelt skal afholdes i byen Sigulda i Letland.

Men inden IOC træffer sin endelige beslutning, ønsker komitéen altså flere oplysninger om det svenske bud. Det fortæller IOC's sportsdirektør, Christophe Dubi.

- Vi har modtaget en række ikke-bindende garantier og hensigtserklæringer. Men eftersom disse ikke er bindende, kan det bringe den olympiske by i fare, skriver IOC i et brev, som er sendt til Stockholm 14. juni, og som nyhedsbureauet AFP har set.

En talsperson for Stockholms OL-bud oplyser til samme nyhedsbureau, at der ikke har været noget unormalt i brevvekslingen mellem parterne.

- Vi har en løbende, positiv og konstruktiv dialog med IOC - både via e-mails og breve, siger talspersonen.

IOC's sportsdirektør, Christophe Dubi, oplyser, at den pågældende korrespondance har handlet om forbedringer, efter at en rapport fra IOC's evalueringskommission offentliggjort 24. maj identificerede flere fejl i buddet.

/ritzau/AFP

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Horsens

Børnefest for kronisk syge børn

Annonce