Annonce
Horsens

Interessen har været massiv: Nu bygger Bilka om både inde og ude

En ny måde at holde og vente på sine varer skal give plads til flere ToGo-kunder på Bilkas parkeringsplads. Foto: Nicolai Skovgård
Coronalukningen af Danmark har gjort det populært at bruge Bilka To Go, så nu udvider varehuset i Horsens konceptet.
Annonce

Horsens: Det er den helt store ombygning, der er i gang inde i Bilkas varehus i Horsens. Og nu er den også rykket udenfor. ToGo-konceptet, hvor man bestiller varerne på nettet og derefter afhenter dem ved varehuset, bliver nemlig udvidet.

- Her under Covid-19-situationen har vi set en større interesse for at bruge det, og derfor var vores kapacitet egentlig for lille. Og nu, da vi er i gang med at ombygge, kan vi lige så godt lave det her samtidig, så vi nemmere kan håndtere alle kunderne, siger varehuschef Martin Enevoldsen.

Afhentning af varer foregår på parkeringspladserne ved opkørslen til taget, og her har man rokeret rundt på pladserne, så der nu kan holde tre gange så mange biler og vente på, at bagagerummet bliver fyldt op.

Jeg er meget positivt overrasket over den interesse, vores kunder har vist. Bilka ToGo har været en hjælp, så man kunne handle uden at komme ind i varehuset, men også for dem, der har handlet herinde, har der været en positiv stemning, og det er dejligt.

Martin Enevoldsen, varehuschef i Bilka Horsens

Annonce

Spreder afhentning ud

Samtidig er der også indført tidsintervaller, som man kan hente sine varer i. Frem for, at det tidligere var "efter klokken 14", vælger man nu et interval på to timer efter klokken 10, hvor man kan hente sine varer. Årsagen til ændringen er vigtig læring fra coronalukningens mest travle perioder.

- Da der var mest run på, kom alle på det samme tidspunkt, fordi vi oplyste, at man kunne hente sine varer fra klokken 14 og frem. Så de kom i en klump i de to timer efter det. Nu booker man til at komme inden for to timer, og det gør det nemmere i forhold til vores bemanding, siger Martin Enevoldsen.

Da det gik mest travlt for sig i marts, havde varehuset 20 ansatte til at gå rundt og fylde varer for ToGo-kunderne. Heldigvis havde mange af de deltidsansatte mulighed for at arbejde flere timer, da deres studier var lukket ned, ligesom der også blev ansat flere folk til at håndtere kunderne.

Annonce

Positiv stemning

Inde i Bilka er der også fuld gang i ombygningen, og de fleste kunder har sikkert oplevet, at det har krævet lidt ekstra tid at finde rundt - og ikke mindst finde varerne. Men Martin Enevoldsen kan fortælle, at han møder stor forståelse for arbejdet med at lave Bilka om.

- Jeg er meget positivt overrasket over den interesse, vores kunder har vist. Bilka ToGo har været en hjælp, så man kunne handle uden at komme ind i varehuset, men også for dem, der har handlet herinde, har der været en positiv stemning, og det er dejligt, siger han.

Ombygningen følger indtil videre tidsplanen.

- Al den fysiske renovering skal være færdig i uge 27, så det har vi fem og en halv uge mere til. Så vil der være ny kasselinje, bager, bistro, kiosk, nyt forområde og så videre. Efter sommeren gælder det kolonialafdelingen, hvor der skal laves ny opstilling. Det er noget, vi selv kommer til at arbejde med, mens håndværkerne klarer det mere grove og generende for kunderne nu, siger Martin Enevoldsen

Under coronalukningen af Danmark er det blevet populært at handle uden at gå i butikken, og det har man også mærket i Bilka, der i en periode havde 20 ansatte i gang udelukkende for at finde varer til ToGo-kunder. Foto: Nicolai Skovgård
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce