Annonce
Hedensted

Institutioner får tre måneder til at rette fejl: Regionen poster store ressourcer i autisme-tilbud

Bækketoften i Hedensted bliver delt i to selvstændige enheder, ligesom Rugmarken bliver en enhed for sig. Det gør det lettere at sætte fokus på kvaliteten, mener regionen. Arkivfoto: Michael Svenningsen
12. marts næste år står det klart, om det er lykkedes Region Midtjylland at rette op på de fejl, som Socialtilsyn Midt har påpeget. Sker det ikke, skal beboerne flytte.

Hedensted/Viborg: Region Midtjylland har købt sig mere tid til at få styr på forholdene på specialinstitutionerne Bækketoften og Rugmarken i Hedensted samt Højskolebakken i Skals og Thorning. Den nye frist er 12. marts 2020.

Som avisen beskrev forleden, har Socialtilsyn Midt besluttet at give et skærpet påbud frem for at trække godkendelsen tilbage af alle 20 bosteder for autister under Specialområde Autisme.

- Vi har lagt vægt på, at regionen har meddelt, at de lukker Højskolebakken, Bækketoften og Rugmarken og vil gå efter at få dem nygodkendt. Det har betydning, at man har skiftet den øverste chef på området samt skiftet ud i ledelsen på de tre bosteder og lavet markante og massive forandringstiltag, siger tilsynschef Ulla Bitsch Andersen.

Regionen har således sat ny ledelse og mere ledelse ind på alle tre institutioner og er gået i gang med en massiv efteruddannelse af al personale. Lukningen er juridisk, og målet er at få institutionerne til at fortsætte på en ny godkendelse.

12. marts skal tilsynet så tage stilling til, om det skærpede tilsyn kan løftes af.

- Hvis det ikke sker, lukker vi de tre institutioner, og så har regionen tre måneder til at flytte beboerne, siger Ulla Bitsch Andersen.

Annonce

Juridisk lukker vi de tre tilbud, og de næste tre måneder har vi en aftale med tilsynet om, at vi kan arbejde med problemerne med henblik på at få en ny godkendelse til de tre steder.

Botilbud skilt ad

På de tre institutioner er den nye ledelse i gang med arbejdet, og der er også kommet mere personale. De tre tilbud skal inden tre måneder have løst seks konkrete opgaver. Opgaver som efteruddannelse i konflikthåndtering og magtanvendelse, samt forebyggelse af vold og overgreb.

- Juridisk lukker vi de tre tilbud, og de næste tre måneder har vi en aftale med tilsynet om, at vi kan arbejde med problemerne med henblik på at få en ny godkendelse til de tre steder, forklarer Ann-Britt Wechte, socialdirektør i Region Midtjylland.

I første omgang havde Socialtilsyn Midt bebudet at lukke alle 20 botilbud, fordi de alle hører til den samme organisation.

Den struktur er Region Midtjylland også ved at ændre.

- Alle 20 botilbud bliver selvstændige enheder. Vi har stadigvæk en overordnet ledelse på specialområde autisme, men hver matrikel bliver en institution for sig og har en godkendelse for sig, forklarer Ann-Britt Wetche.

Det betyder, at selvom Bækketoften, Rugmarken og Højskolebakken skulle miste deres godkendelse, ryger de andre botilbud ikke med.

- Det var faktisk noget, vi var i gang med at gøre, inden tilsynet kom med deres rapport, forklarer Ann-Britt Wetche.

Finder selv pengene

Regionen kaster betydelige ressourcer ind i arbejdet, vel at mærke penge, som skal findes inden for området.

- Vi kan ikke bare lade taksterne stige, for kommunerne betaler jo en fast takst, så vi må gennemgå vores budgetter og finde pengene, understreger Ann-Britt Wetche.

Bækketoften og Rugmarken

Regionale botilbud til voksne autister, der har svær, psykisk udviklingshæmning ofte uden verbalt sprog. Beboerne kan også være voksne over 40 år, der har adhd og er udviklingshæmmede.
Har 40 beboere fordelt på tre afdelinger. To på Bækketoften og en på Rugmarken i Hedensted.

Var to af de regionale autismetilbud, der fik hård kritik af Socialtilsyn Midt.
Bækketoften har også tidligere fået skærpet påbud på grund af problemer med magtanvendelse.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce