Annonce
Horsens

Insero fejrede 10 år med underskud: Pris 1,4 millioner kroner

David Guldager, der er vært på TV2's Go' Morgen Danmark, var hyret som konferencier ved Inseros jubilæumsfest, der også bød på oplæg fra en række eksperter inden for kunstig intelligens. Jubilæumsreceptionen markerede også en afsked med administrerende direktør Mogens Vig Pedersen, der gik af efter 10 år på posten. Arkivfoto
Jubilæum var en god anledning til at få fejret Inseros aktiviteter, mener bestyrelsesformand. Ren galimatias, mener repræsentantskabsmedlem.

Horsens: Da Insero Horsens sidste år fyldte 10 år, blev jubilæet fejret med en festlig reception i Insero Atrium ved Forum på Langmarksvej.

250 var samlet for at markere milepælen i Inseros historie - Pris: 1,4 millioner kroner.

Det falder blandt andre repræsentantskabsmedlem Thomas Iversen for brystet. Han ytrer i det hele taget kritik af den måde, Inseros midler er forvaltet på, mens foreningen har præsenteret underskud på underskud.

- Der var gået 10 år, hvor man aldrig har holdt budgettet, og hvor underskuddene har hobet sig op.

- Jeg foreslog derfor at droppe receptionen, for jeg kan ganske enkelt ikke se, at der var noget at fejre, men det var bestyrelsen ikke lydhør overfor, fortæller han.

Formand: Vi styrkede relationer

Kritikken preller af på bestyrelsesformand Ulrik Kragh.

- Når man ser på de aktiviteter, Insero er involveret i, og de ting, Insero står for, synes jeg, et 10 års jubilæum var en god anledning til at få fejret netop det med kunder og partnere.

- Dermed styrkede vi relationerne i forhold til at skabe udvikling, og det var dét, der var formålet med dagen. Det skal man huske at bruge den slags anledninger til, siger han.

Udfordrer formandskabet

Ulrik Kragh har været formand for Insero Horsens siden stiftelsen i 2008, og Peter Sven Sørensen har været næstformand lige så længe.

På baggrund af flere års underskud, der sammenlagt har hobet sig op i cirka 441 millioner kroner, ytrer flere repræsentantskabsmedlemmer nu skarp kritik af især formandskabet. Formandskabet bliver derfor udfordret, når der tirsdag aften på det årlige repræsentantskabsmøde skal vælges bestyrelse. Her stiller syv kandidater op til fire poster.

Horsens Folkeblad har uden held forsøgt at få adgang til tirsdag aftens møde.

Annonce
Forsiden netop nu
Leder

Leder: Tirsdag morgen går alting lidt hurtigere på hsfo.dk

Nye briller, ny frisure eller et slips, der matcher efterårets farver - de fleste af os trænger til at få vores "look", som det hedder på nydansk, forfrisket en gang imellem. Og det gælder såmænd også Horsens Folkeblads hjemmeside, www.hsfo.dk, som tusindvis af horsensianere - flere og flere - klikker ind på hver dag. Den tekniske stab, der designer hjemmesiden, har arbejdet længe og målrettet med en opdatering, og i morgen tidlig, tirsdag klokken 4, går det nye hsfo.dk så i luften. Helt synligt vil det være, at hjemmesiden har fået nyt design og nye skrifter - men opdateringen indeholder også en række tekniske forbedringer, som vil komme læserne til gavn. Først og fremmest er den nye hjemmeside endnu hurtigere med nyhederne end den nuværende. Nyhederne kommer hurtigere ud i verden, når vi på redaktionen trykker "offentliggør" - og hjemmesiden reagerer mere tjept, når du som læser klikker på artikler og/eller billeder. Det nye design gør det samtidig muligt for os at præsentere flere nyheder ad gangen, især for dem, der følger med på en pc. Den nye hjemmeside er naturligvis også tilpasset iPads og mobiltelefoner, men her sætter skærmstørrelsen en begrænsning for antallet af overskrifter. Det bliver nemmere at finde frem til dagens e-avis, hvor man kan bladre gennem siderne ligesom i den trykte avis. E-avisen får simpelthen en fast kasse på forsiden. Som noget nyt er det muligt at få en digital assistent - "hun" hedder Athena - til at læse nyhederne op. Det kan både være en fordel for dem, der måtte have svært ved at læse, og for dem, der for eksempel vil høre nyt, mens de kører bil. Endelig bliver det nemmere for læserne at udnytte og tilpasse vores nyhedsbreve, hvor man hver dag får en e-mail med de vigtigste overskrifter. Vi ved, at mange af jer, der læser den trykte avis, også følger med på nettet. Og vi håber og tror, at I vil synes godt om det nye hsfo.dk. Skulle der vise sig børnesygdomme - så tøv ikke med at kontakte redaktionen eller avisens Kundeservice. God fornøjelse i morgen klokken 4.

Annonce