Annonce
Horsens

Insero-bestyrelse har valgt nyt formandskab: Her er formand og næstformand

Hanne Blume gik til valg på at overtage formandsposten fra Ulrik Kragh. Hun modtog flest stemmer fra repræsentantskabet, og nu er hun også valgt som formand af bestyrelsen, der var samlet torsdag aften. Arkivfoto
Efter 11 år på formandsposten giver Ulrik Kragh nu staffetten videre til Hanne Blume. Ulrik Kragh fortsætter som næstformand.

Horsens: En enig bestyrelse for foreningen Insero Horsens har torsdag aften konstitueret sig med Hanne Blume som formand og Ulrik Kragh som næstformand.

Det oplyser Insero i en pressemeddelelse.

Der er samtidig enighed om at fortsætte det retningsskifte, som allerede blev iværksat i 2018 med fokus på at skabe bæredygtig og lønsom vækst, fremgår det.

- Jeg er glad for, at vi i fællesskab er nået til enighed i bestyrelsen om en konstituering, hvor vi bevarer en kontinuitet i samarbejdet omkring formandskabet. Jeg ser frem til at komme i arbejdstøjet og bringe mine kompetencer i spil i forhold til at gøre Insero Horsens til en rentabel succes, så vi fremover kan gøre en stadig større forskel for det område, som vi tilhører, udtaler den nyvalgte Hanne Blume, der gik til valg på at udfordre det siddende formandskab.

Annonce
Ulrik Kragh har været Insero-formand siden stiftelsen i 2008. Nu fortsætter han som næstformand. Arkivfoto

Tæt samarbejde

Ulrik Kragh, der har været formand siden 2008, er nu næstformand.

Han ser frem til at fortsætte arbejdet i bestyrelsen, siger han og tilføjer, at bestyrelsen har konstitueret sig med et tæt samarbejdende formandskab.

- Jeg er glad for, at vi i bestyrelsen er enige om at fortsætte det retningsskifte, som vi initierede for godt et år siden med en markant mindre risikofyldt profil i vores forretningsmæssige prioriteringer, siger han.

Insero Horsens skal være en stærk, lokal aktør, som gør en aktiv forskel for lokalområdet, ved at drive den lokale udvikling - blandt andet gennem et fremtidigt inspirerende miljø på campusgrunden, hvor Insero Horsens forventer at blive en fremtrædende katalysator i tæt samarbejde med markante, lokale aktører, fastslås det i pressemeddelelsen.

Mere åbenhed

Den nye bestyrelse vil desuden have fokus på en højere grad af inddragelse, involvering og åbenhed i forhold til repræsentantskabet og den brede befolkning i Insero Horsens’ lokalområde.

- Så det fremstår klart og tydeligt, hvad Insero Horsens står for og bidrager med. Både i forhold til de forretningsmæssige prioriteringer og de lokale investeringer, lyder det.

Foruden formand og næstformand består bestyrelsen af fem medlemmer, som er Assia Zouaoui, Thomas Iversen, Carsten Jul Christensen, Ole Kramer og Jørgen Brønd.

Annonce
Forsiden netop nu
Annonce