Annonce
Erhverv

Inhouse-indehavers uge har været en vild rutsjebanetur

Søren Beyer er indehaver af Inhouse Fotografi på Søndergaardsallé og lige nu eneste mand på arbejde. Én er afskediget, resten er sendt hjem. Foto: Morten Pape
Søren Beyer, der har Inhouse Fotografi, har kæmpet dag og nat for at hitte rede i de muligheder for kompensation, der er nødvendig, når farten går fra 140 km/t til næsten nul i virksomheden.

Horsens: - Vi kørte derudad med 140 km/t. Nu er vi nede på næsten nul. Jeg havde aldrig drømt om at stå her.

Søren Beyer, indehaver af Inhouse Fotografi, har haft en af de uger, der helst ikke skal være for mange af.

Han har svært ved at huske dagene fra hinanden, og det helt store nyhedsoverblik har han ikke. De fleste vågne timer og såmænd også de natlige spekulationer er gået med virksomheden, kaotisk nutid, usikker fremtid og ikke mindst medarbejderne.

De er 10 i alt - inklusive tre i den københavnske afdeling, som Søren Beyer ejer halvdelen af - og for få dage siden anede den lokale fotograf ikke, om han overhovedet havde lov at afskedige en ansat eller sende andre hjem med fuld løn. I hvert fald ikke hvis han samtidig skulle bede om hjælp fra en af de milliardpakker, et samlet Folketing og arbejdsmarkedets parter blev enige om i huj og hast.

- Det har været frustrerende at stå i sådan et hul. Var vi købt eller solgt? En række af de oplysninger, jeg har fået fra hotlines, var direkte forkerte, så vi har gået i uvished. Det har store menneskelige konsekvenser, siger Søren Beyer om en uge, der har været en rutsjetur.

I første omgang fik han at vide, at han ikke kunne afskedige en medarbejder og siden sende andre hjem med løn - og så få delvis kompensation, som skitseret i aftalen.

Efter en snak med en rådgiver i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen er beskeden nu modsat, så Søren Beyer håber på, at han er på fast grund, når han nu har afskediget én og sendt alle andre end sig selv hjem.

Annonce

Smid ikke håndklædet i ringen. Det gælder om at finde gejsten hver morgen. Kæmp!

Søren Beyer, Inhouse Fotografi

- Vi klarer os

Grundlæggende har han fuld forståelse for både beslutningerne om de facto at lukke Danmark ned og det svære i at kunne besvare alle mulige spørgsmål i en hidtil uset krise. Han er også glad for, at der er masser af gratis support til erhvervsdrivende.

- Men jeg vil hellere høre dem sige: "Det ved jeg ikke, det bør du lige afvente" i stedet for at sige noget forkert. Jeg siger det her for at advare andre.

Inhouse Fotografi er en sund virksomhed, slår indehaveren fast, og Søren Beyer tvivler ikke et sekund på, at han og kollegerne også har noget at samles om på Søndergårdsalle i Torsted, når den kulsorte corona-sky letter.

Første kvartal så ud til at blive det bedste nogensinde, og de ansatte så ind i store erhvervsopgaver og meget andet. Nu er der stille.

- Der bliver forhåbentlig travlt i tredje og fjerde kvartal. Vi plejer at holde lukket i tre uger i sommerferien. Det har vi allerede talt om at ændre på, siger Søren Beyer - forudsat, at Danmark da er på vej tilbage i omdrejninger.

Og status lige nu?

- Der er enkelte opgaver - det kan være produkt- eller arkitektur-opgaver, og dem løser vi. Vi kan sagtens holde god afstand her i studiet, siger han og kigger ud over de flere hundrede kvadratmeter.

Find gejsten hver morgen

Søren Beyer har oplevet utvetydig opbakning fra sine ansatte, der faktisk hellere vil på arbejde end at gå derhjemme, selv om lønnen stadig tikker ind på kontoen.

- Også kunderne er utroligt søde, slår han fast.

Han sparrer primært med medindehaveren i den københavnske afdeling, han har et tæt forhold til kunder, så de kan hjælpe hinanden i en svær tid, og så nyder han masser af opbakning på hjemmefronten, hvor blandt andet tre børn er med til at dreje tankerne ind på noget andet.

- Men jeg glæder mig altid til at komme på arbejde - også på mandag, slår han fast.

- Det her kan virke totalt urimeligt og er helt anderledes end finanskrisen. Vi har ikke båret os tosset ad, og det er ikke nogens skyld. Men smid ikke håndklædet i ringen. Det gælder om at finde gejsten hver morgen. Kæmp, lyder budskabet.

Ugen der gik med coronavirus

Folkebladet har bedt tre personer se tilbage på den seneste uge med coronavirus.

Fælles for de tre er, at deres dagligdag professionelt, privat eller begge dele er blevet vendt op og ned af nedlukningen af Danmark.

I denne uge bliver der skuet baglæns af fotograf og virksomhedsindehaver Søren Beyer, efterskoleeleven Filippa Teglgaard og Jonna Andersen, brancheansvarlig i 3F Horsens og omegn.

En ny verden venter

Søren Beyer tror på, at der kommer noget godt ud af krisen.

- Jeg er spændt på den verden, der venter os på den anden side. Mange vil revurdere deres forretningskoncept. Og behøver jeg egentlig køre til Aalborg for at deltage i et møde, funderer Søren Beyer og ser hen mod computeren - for i øjeblikket mødes vi på Skype eller lignende.

Det vil bide sig mere fast, mener han. Også på det personlige plan vil vi glædes mere over godt helbred, gode relationer og så videre - mere end at gå op i at anskaffe sig den sidste nye bil, lyder spådommen.

Søren Beyers ansatte er sendt hjem til 9. juni - men de kan kaldes ind før om nødvendigt.

- Og håber du så på at kunne genansatte den medarbejder, du har afskediget?

- Ja, for fa'n, slår den lokale fotograf fast.

Der er opgaver, men det er ikke mange, lyder det fra Søren Beyer. Han så ind i måneder med blandt andet store erhvervsopgaver. Nu er der stilhed i butikken. Foto: Morten Pape
Inhouse Fotografi klarer sig, det tvivler indehaver Søren Beyer ikke et sekund på. - Men jeg har da sovet bedre end i øjeblikket, erkender han. Foto: Morten Pape
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

DMI lover sol og sommer på første officielle sommerdag - men så kommer efterårsvejret

Annonce