Annonce
Hedensted

Ingen støjmåling i denne omgang: Forsamlingshussag sat i bero

Bestyrelsen i Uldum Forsamlingshus er nu klar til at forsætte arbejdet for byens forsamlingshus. Arkivfoto: Michael Svenningsen

Selvom der ikke er truffet nogen afgørelse i striden om støj ved Uldum Forsamlingshus, har bestyrelsen besluttet sig for at blive. Hedensted Kommune ønsker alligevel ikke at lave en støjmåling - i hvert fald ikke på nuværende tidspunkt.

Uldum: Efter alt at dømme er der nu forsoning på vej i Uldum, hvor en strid om støj fra byens forsamlingshus for et par måneder siden blev diskuteret ivrigt. Naboen, der havde klaget over støj fra flere fester i forsamlingshuset, har for nylig henvendt sig til Hedensted Kommune og fortalt, at generne den seneste tid er blevet mindre.

Det fortæller sagsbehandler Jens Lybecker fra Hedensted Kommune, der på den baggrund nu har valgt at sætte sagen i bero.

En besked, der glæder formand for Uldum Forsamlingshus' bestyrelse Conny Bank, selvom hun også stiller sig en lille smule undrende over for det. Der har nemlig kun været ganske få fester i forsamlingshuset de seneste måneder.

- Så derfor kan jeg godt forstå, hvis generne er blevet mindre. Sagt med andre ord, er jeg spændt på, hvordan det bliver til maj, når der igen bliver en masse fester, og hvor vejret mere indbyder til at være udenfor, lyder det fra Conny Bank.

Støj-striden ved Uldum Forsamlingshus

Uldum Forsamlingshus har over en periode på to år flere gange modtaget klager over støj fra fester i huset. Alle klager stammer fra den samme nabo til huset.Forsamlingshuset har bl.a. sat lydisolerende vinduer i og lavet særlige regler for ungdomsfester, men det har i følge klageren ikke været nok i forhold til at begrænse støjen fra huset.

Hedensted Kommune har forsøgt at finde en løsning via dialog, men da det ikke har været muligt, var aftalen, da avisen beskrev sagen i midten af oktober, at der skulle foretages en støjmåling ved forsamlingshuset.

Uldum Forsamlinghus bestyrelse meddelte på samme tid, at de ønskede at træde tilbage ved den næstkommende generalforsamling i februar 2019, hvis der ikke var fundet en holdbar løsning inden da.

Bliver på posten

Sammen med den øvrige bestyrelse er hun dog blevet enig om at tage ja-hatten på og forsætte bestyrelsesarbejdet - også efter den kommende generalforsamling til februar, da bestyrelsen ellers havde tænkt sig at gå af på grund af støjstriden.

- Vi har ikke nået at have et møde, men jeg tror, alle vil blive. Vi vil se frem ad og være positive, fordi vi som resten af Uldum synes, at forsamlingshuset skal bestå. Beskeden fra vores nabo tillader vi også at tolke som en håndsrækning til at løse problemet i mindelighed, lyder det fra Conny Bank, der nu vil afvente festsæsonen for at se, om generne for naboen faktisk er blevet mindre.

Også forsamlingshusbestyrelsen har rakt hånden ud. I løbet af de seneste måneder har de gjort nye tiltag for at begrænse generne for naboen. Conny Bank har sagt nej til en skoleafslutningsfest, der blev klaget over sidste år, der er sat et ekstra hegn op og et air condition-lignende system i den store sal til at køle salen på varme dage.

- Det virker kun, hvis døren i salen er lukket, så vi håber da, at det også kan være medvirkende til at begrænse støjgenerne til sommer, lyder det fra Conny Bank.

Hun er selv i tvivl om, om Uldum Forsamlingshus kan overholde de lovbestemte støjgrænser. Derfor er hun også lidt ærgerlig over, at en støjmåling ikke bliver til noget.

- Vi ville egentlig gerne have haft målingen lavet for at få en fornemmelse af, hvor tæt på grænserne vi er, lyder det fra Conny Bank.

Annonce
Forsiden netop nu

Mest læste

Annonce