Annonce
Indland

Dansk Flygtningehjælp samler 11 millioner ind til syrere

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Søndag har Dansk Flygtningehjælp haft indsamling. Millionerne skal bruges både i Syrien, Yemen og Bangladesh.

Tusindvis af borgere har søndag været på gaden for at samle ind til nødhjælpsorganisationen Dansk Flygtningehjælp.

11 millioner kroner er det blevet til, og det vækker begejstring hos Annette Spanggaard, der er direktør for global kommunikation og fundraising i Dansk Flygtningehjælp.

- Det er vi faktisk rigtig ovenud glade for. Det er så at sige på budgettet for, hvad vi havde forventet her i år. Der er rigtig mange landsindsamlinger i Danmark, så vi er meget glade for resultatet.

- Jeg er glad, lettet, tilfreds og taknemmelig over den fantastiske velkomst, vi har fået blandt alle danskere, vi har været ude hos i dag, siger hun.

Over 10.000 personer fra omkring 400 udleveringssteder har søndag trasket rundt i timevis med en indsamlingsbøsse i hånden for at skaffe penge til Dansk Flygtningehjælp.

Det indsamlede beløb skal bruges til at hjælpe blandt andre de personer, som er på flugt fra krigen i Syrien.

Situationen i det krigshærgede land og nabolandene er nemlig en af de værste kriser i verden lige nu, mener Annette Spanggaard.

- Krigen sender fortsat familier på flugt, og behovet for hjælp er enormt, siger hun.

En del af millionbeløbet vil også gå til personer på flugt i Yemen, hvor der er hungersnød, samt til de mange rohingyafamilier, der befinder sig i verdens største flygtningelejr i Bangladesh.

Annette Spanggaard er overbevist om, at pengene kommer til at gøre en stor forskel. I lejren i Bangladesh skal organisationen eksempelvis bruge 218 kroner på hvert såkaldt shelter kit, der uddeles.

- Det består af presenning, bambusstokke, noget reb og stålwire. Det kan bygge et hjem for én familie i den store lejre. Så det er rigtig mange tusinde familier, der får tag over hovedet, siger Annette Spanggaard.

Ved sidste års landsindsamling fik organisationen 13 millioner kroner i kassen.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce