Annonce
Udland

INDBLIK: Hongkongs vanskelige forhold til Kina

Tyrone Siu/Reuters
Hongkongs indbyggere har flere gange kritiseret den kinesiske regerings indflydelse i regionen.

Den tidligere britiske koloni Hongkong blev i 1997 overdraget til Kina.

Siden da har der været flere opgør mellem Hongkongs indbyggere og den kinesiske regering. Læs mere om uenighederne her:

* Storbritannien og Kina blev i 1997 enige om, at Hongkong overdrages til Kina. Det skete på den betingelse, at Hongkong blev oprettet som en særlig region, der har delvist selvstyre efter devisen "ét land - to systemer".

* Aftalen betød, at Hongkong skal være demokratisk, og at indbyggerne har nogle særlige rettigheder og friheder. Aftalen løber frem til 2047.

* Siden 1997 har indbyggerne i Hongkong dog flere gange følt, at den kinesiske regering på fastlandet forsøger at begrænse deres frihed.

* I 2003 gik regionens indbyggere på gaden for at demonstrere imod et lovforslag. Det ville have indført Kinas love om national sikkerhed i Hongkong. Op mod en halv million mennesker deltog i protesterne, hvilket på daværende tidspunkt var regionens største nogensinde. Forslaget blev droppet.

* Igen i 2014 var store dele af Hongkongs indbyggere på gaden. Demonstranterne, der primært var studerende, krævede demokratiske reformer, fordi styret i Kina krævede at forhåndsgodkende kandidater, som ville stille op til valget i 2017 om at blive Hongkongs nye leder.

* Protesterne lammede store dele af Hongkong i knap tre måneder. Demonstranterne kaldte bevægelsen for "Occupy Central", men den blev verden over også kendt som "Umbrella Movement" ("Paraplybevægelsen").

* De seneste og hidtil største protester i Hongkong begyndte i juni 2019. Årsagen var et lovforslag, der ville gøre det muligt at udlevere borgere fra Hongkong til retsforfølgelse i Kina. Forslaget blev i september 2019 droppet.

* De omfattende demonstrationer fortsatte dog. Blandt andet med krav om Hongkong-leder Carrie Lams afgang.

Kilder: BBC, Reuters.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce