Voervadsbro: Som en sprække mellem Nørreås og Sønderås i Højlund Skov syd for Mossøs vestlige ende ligger en langstrakt dyb dal ved navn Pinddalen.
Den blev i sin tid dannet af en stor isklump eller såkaldt dødis, der har hindret materiale i at blive aflejret i hullet. Da dødisen omsider smeltede, efterlod den en lavning på stedet. Dødishuller er ofte vandfyldte med tilgroet mose.
Jeg er taget på tur til Pinddal Mose i morgensolen. Jeg har stillet min bil på parkeringspladsen og vandrer nu afsted ind i dalen, mens jeg følger de gule markeringer, der angiver vandreruten.
Da jeg på et tidspunkt tager min telefon op for at kigge på Google Maps, er signalet væk. "Ingen tjeneste", står der blot på min lille skærm. Jeg føler mig pludseligt langt væk fra alting og fornemmer en fryd af frihed.
Indtil 1950’erne gravede man tørv i Pinddal Mose. Mosen er opdelt i mange smålodder, da samtlige huse og gårde i omegnen havde et tørveskifte til forsyning med brændsel.
Overalt i mosen findes der små mosehuller med stejle skrænter og stillestående vand, men stort set alle hullerne er vokset til med blandt andet pil og birk.
Rigt fugleliv
Da jeg træder ud i en åben lysning med en bakket eng, skal jeg lige til at bryde ud i "The hills are alive with the sound of music", men synet af en stor musvåge, der letter fra en top i grantræerne, får mig på andre tanker, og jeg står og kigger betaget efter den.
Her er et rigt fugleliv. Tidligere på min tur blev jeg mødt af kunstflyvende landsvaler over en lille engsø, og da jeg står inde blandt bregnerne i den dybe skov, kan jeg oven over mig høre gæs, der skræpper, mens de flyver forbi.
I Pinddalen er der i følge Dansk Ornitologisk Forening observeret troldand, lille lappedykker, huldue, musvåge, sortspætte, stor flagspætte, sortmejse, rødtoppet fuglekonge, korttået træløber, misteldrossel, vinddrossel, solsort, skovpiber, bogfinke og sidst men ikke mindst kernebidder.
Man bliver helt forpustet.
Pinddal Mose
Femte udgave af "Sommerudflugten" går rundt om Pinddal Mose.
Der er cirka 25 kilometer til Pinddal Mose fra Horsens C.
Du kan parkere din bil på parkeringspladsen, hvor Grønskovvej rammer Klostermøllevej i 8660 Skanderborg.
Ved parkeringspladsen er der et bord-bænke-sæt og informationstavler med kort over den markerede rute.
Ruten rundt om mosen er 4,3 kilometer lang. Nogle steder kan den stå under en smule vand, den er meget tilvokset hist og her og man skal holde godt øje med markeringspælene med de gule pletter.
De seneste afsnit i "Sommerudflugten" blev bragt 5. juli om Snaptuns anden side, 12. juli om Syvårssøerne, 19. juli om Purhøj og 26. juli om Horsens Fjord rundt på cykel og med færge.
Mod slutningen af min vandretur, som går rundt langs de to sider af dalsænkningen, kommer jeg til Fåresø, som i gamle dage blev brugt til at vaske fårene om efteråret, inden de blev klippet. Fårene gik i dalen for at holde vegetationen nede. Ved Fåresøs bred skulle der angiveligt vokse den kødædende plante soldug, men selv om jeg går rundt med næsen nede i jorden og kigger og kigger, ser jeg den desværre ikke.
Måske har du bedre held, hvis du tager afsted ind i dalen.