Annonce
112

Ild i dyne hos sovende beboer: Brandalarm har måske reddet et menneskeliv

I dette tilfælde var det personalet på institutionen og ikke Sydøstjyllands Brandvæsen, der slukkede ilden. Begge blev nemlig advaret af en automatisk brandalarm, og så var personalet de første på stedet. Arkivfoto: Michael Bager
En automatisk brandalarm gjorde natten til søndag personalet på en institution i Horsens opmærksom på, at der var gået ild i en dyne hos en beboer. Det kan have været livsvigtigt, fortæller indsatsleder fra Sydøstjyllands Brandvæsen.

Horsens: Det kunne være endt fatalt, hvis ikke en automatisk brandalarm havde advaret personalet på en institution på Vesterled natten til søndag. Klokken 3.12 gik en af de såkaldte ABA'er nemlig i gang, fordi der var opstået ild hos en beboer, og både Sydøstjyllands Brandvæsen og personalet på stedet modtog en besked om alarmen.

- Den har måske været skyld i, at et menneskeliv er blevet reddet. Som jeg har fået det fortalt det, går der ild i en dyne, mens der ligger en og sover, og hvis den ikke havde alarmeret personalet, kunne personen sagtens have fået kulilteforgiftning, siger indsatsleder hos brandvæsnet Søren Stidsen.

Det var personalet på stedet, der fik slukket ilden, inden den nåede at udvikle sig.

Advarer brandvæsen og personale

Sydøstjyllands Brandvæsen bliver med jævne mellemrum kaldt ud til en automatisk brandalarm, uden det viser sig at være noget alvorligt. Men når alarmeringen så - måske - er med til at redde menneskeliv, viser det, at turene er nødvendige.

- Alarmen gør sit arbejde og advarer i tide. Vi kan selvfølgelig ikke spå om situationen, hvis der ikke var blevet alarmeret, men her gør det jo, at personalet kan nå at gribe ind i tide, siger Søren Stidsen.

De automatiske brandalarmer fungerer på den måde, at de advarer personalet eller lignende på det givne sted samt brandvæsnet, hvis de opfanger røgudvikling. På steder med ABA'erne er personalet så uddannet i at håndtere situationer, hvor alarmen går.

Sydøstjyllands Brandvæsen kender ikke den præcise årsag til, at der gik ild i dynen.

Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Korshærsleder: Hjemløsetallet i Horsens stiger igen - der bør være flere 'skæve boliger'

Læserbrev: Mens hjemløsetallet i Danmark stort set er uændret, er der ifølge den seneste landsdækkende hjemløsetælling nu 181 hjemløse i Horsens. Det er en stigning på 45 personer i forhold til 2017. Det betyder, at der er 181 borgere, der på optællingstidspunktet ikke havde en fast adresse. Det er mennesker, der f.eks. sover hos en ven eller bor i et kolonihavehus, en garage, en forladt bygning eller i telt. 30 horsensianere bor på herberger (§ 110) rundt omkring i landet. Det koster ca. 30.000 kr. pr. måned for hver person, hvoraf Horsens Kommune betaler halvdelen. Staten betaler den anden halvdel. En udgift for Horsens Kommune på ca. 5,5 mio. kr. At være hjemløs er en ulykkelig situation, det er flovt og skamfuldt ikke at have et sted at bo. At have en bolig er en basal ting, som alle vi andre tager for givet. Vi møder dem på Kirkens Korshærs varmestue i Borgergade, hvor de kommer for at få morgenmad, et bad og et måltid varm mad. Vi møder dem, når de kommer direkte udskrevet fra psykiatrisk hospital eller løsladt fra fængslet uden en funktionel bolig. Vi sender dem på gaden igen, når varmestuen lukker kl. 13.30, velvidende at nogen af dem ikke har et sted at gå hen, før vi åbner igen næste morgen. Gæstfriheden er dog stor hos varmestuens øvrige brugere, som ofte inviterer de hjemløse hjem til sig. En nødløsning, som der desværre sjældent kommer noget godt ud af. Hjemløshed er et komplekst problem, fordi det ikke blot handler om at få en billig bolig. Det er komplekst, fordi man sjældent bare er hjemløs. Ofte er man også plaget af misbrug og stor gæld forårsaget af kviklån, narko og spil. Har man så også en psykiatrisk lidelse, så er det meget svært at få hverdagen til at fungere. Får man endelig en bolig, varer det ikke længe, før man ender på gaden igen. Som hjemløs er man truet på sin eksistens, og det er en ond cirkel, der starter. Man er i ekstrem fare for at blive involveret i vold, kriminalitet, afpresning og prostitution, og gentagne gange møder de hjemløse op på varmestuen og har mistet alt, og varmestuens medarbejdere må hjælpe dem med at få bragt orden i kaos igen. Mange af varmestuens brugere har fået gentagne tilbud om bolig og misbrugsbehandling i løbet af deres liv, men det har ikke fungeret. De passer ikke ind nogen steder, og misbruget fortsætter. Derfor bør der bl.a. være flere "skæve boliger" med en social vicevært tilknyttet, hvor de kan bo og leve i fred og have deres misbrug uden at genere nogen naboer. Desuden bør der være en fokuseret og forebyggende hjemløseindsats, hvor alle kommunens instanser og samarbejdspartnere arbejder sammen om konkrete løsninger for den enkelte hjemløse.

Annonce