Annonce
Læserbrev

Ikke nok med at Venstres forslag er usympatisk og ulovligt, det er altså også en dybt useriøs måde at bedrive politik på

Nu viser Venstre sit sande ansigt, hvor man tydeligvis betragter de arbejdsløse som en slags systemets slaver, der kan udnyttes efter forgodtbefindende.

Læserbrev: Sjældent har jeg været så forarget.

Venstre har stillet et ekstremt usympatisk forslag til beskæftigelses- og integrationsudvalgets møde 12. maj om, at kommunens jobcenter skal finde arbejdsløse, der kan hjælpe i de private pasningstilbud med rengøring og evt. børnepasning grundet corona. Vel at mærke uden betaling, fordi, som Ole Dahl Kristensen skriver:

"Private pasningsordninger er formodentligt pressede på økonomien".

Jeg tænker, at vi alle har sympati for dem, der på den ene eller anden måde presses af corona-krisen. Bortset altså fra Venstre, som synes, det er helt fint, at regningen i sidste ende lægges på de arbejdsløse, som måske endda har mistet deres job i selvsamme krise.

Disse uheldige borgere skal efter Venstres mening arbejde gratis uden noget perspektiv om en senere ansættelse.

I Enhedslisten har vi længe ment og sagt, at virksomhedspraktik og løntilskud i for mange tilfælde bliver misbrugt som gratis arbejdskraft, der fortrænger reelle job. Men vores bekymring bliver gang på gang afvist.

Nu viser Venstre sit sande ansigt, hvor man tydeligvis betragter de arbejdsløse som en slags systemets slaver, der kan udnyttes efter forgodtbefindende.

Heldigvis er der trods alt begrænsninger i lovgivningen. Rådighedsforpligtelsen er for øjeblikket suspenderet, men selv under normale omstændigheder er det altså ikke lovligt at vedtage en beskæftigelsespolitik, der ikke har som formål at hjælpe de ledige med at få arbejde, men at understøtte private tilbud med arbejdskraft, de ikke kan eller vil betale for.

Hvis der til gengæld er nogen, der mangler arbejdskraft til ordinære stillinger, så er jobcentret hellere end gerne behjælpelige.

Venstre har fået redegjort for, at deres forslag ikke kan lade sig gøre, men de vælger alligevel at fastholde det. Ikke nok med at deres forslag er usympatisk og ulovligt, det er altså også en dybt useriøs måde at bedrive politik på.

Lisbeth Torfing. Arkivfoto: Morten Pape
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce