Annonce
Horsens

Ikke her hos os: Indsamling af underskrifter mod motorvej fra Gedved til Falling

Forbindelsen vil løbe fra Falling syd om Hovedgård og nord om Gedved. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix. 
Nikolaj Effert Jonassen fra Ørskov har startet indsamlingen. Han vurderer, det skal gøres, inden der bliver truffet en beslutning om en Kattegatforbindelse.

Ørskov: Motorvej mellem Gedved og Falling - nej tak.

Det har foreløbig mere end 100 skrevet under på -  på underskriftsitet skrivunder.net.

Det er Nikolaj Effert Jonassen fra Ørskov, der har startet en indsamling af underskrifter på baggrund af de forberedelser, der er i gang med henblik på en broforbindelse over Kattegat.

Annonce

Forundersøgelserne er gået i gang, men det er Folketinget, der i sidste ende skal tage den endelige beslutning om forbindelsen.

Hvis den bliver en realitet, kan det betyde, at der bliver etableret en motorvej eller en motortrafikvej fra Falling til Gedved.

- Jeg tror, der er mange, der tænker, at det behøver man ikke tage stilling til endnu, for nu skal de først finde ud af, om der overhovedet skal være en Kattegatforbindelse, og hvor den skal gå.  Men det er min erfaring, at når først en beslutning er taget, så er det svært at lave om på, siger  Nikolaj Effert Jonassen, der til daglig arbejder som arkitekt.


Det er min erfaring, at når først en beslutning er taget, så er det svært at lave om på

Nikolaj Effert Jonassen


Der er med andre ord tale om rettidig omhu, da der endnu ikke er truffet nogen endelige beslutninger.

"For os er den østjyske natur og roen vigtigere end nærheden til København", står der bl.a. i den tekst, folk bliver bedt om at skrive under på.

Der er mange linjeføringer i spil i forhold til en eventuel forbindelse over Kattegat. Den nederste gule linje viser den motorvej eller motortrafikbvej, der skal løbe på E45 ved Gedved - hvis Kattegatforbindelsen på et tidspunkt bliver vedtaget. Forbindelsen vil løbe fra Falling syd om Hovedgård og nord om Gedved. Kort: Henrik Havbæk Madsen

- Jeg synes, det er trist, at vi skal ødelægge så meget af det østjyske landskab for en forbindelse, der dybest set er overflødig. Men det er ikke Kattegatforbindelsen, vi tager stilling til i underskriftindsamlingen.  Det er forbindelsen fra Gedved til Kattegatforbindelsen, der er overflødig, understreger Nikolaj Effert Jonassen.

Bred korridor

Der er udlagt en forholdsvis bred korridor, hvor en eventuel kommende trafikforbindelse kan blive placeret.

Den tangerer Ørskov og går syd om Hovedgård og nord om Gedved.

- Men uanset hvor man lægger den, vil den få betydning for Ørskov. Det er ikke sådan, at jeg personligt er bekymret for, om vi bliver eksproprieret, men det er en noget anden kvalitet at bo op ad en motorvej eller motortrafikvej i forhold til det, vi bor op ad nu, siger Nikolaj Effert Jonassen.

Han har ikke umiddelbart nogen tidsmæssig bagkant for, hvornår underskriftindsamlingen slutter.

- Jeg gjorde på Facebook opmærksom på indsamlingen, da vi startede sidst i november. Nu er det min plan, at jeg igen skal have gjort en indsats. Foreløbig kan jeg konstatere, at de underskrifter, der allerede er kommet ind, kommer mange steder fra - også fra København og Nordjylland - typisk fra folk, der er vokset op i området, siger Nikolaj Effert Jonassen.

Det er hans plan, at indsamlingen stopper, når den har fået et volumen, hvor det "batter noget", som han udtrykker det.

- Til den tid vil jeg inddrage borgmesteren. Han har ganske vist sagt, at hans rolle i den her beslutning er begrænset - jeg har lidt svært ved at forstå, hvordan det kan være, at vores borgmester ikke har nogen indflydelse på en motorvej gennem vores kommune, siger Nikolaj Effert Jonassen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Erhverv For abonnenter

39-årige Katrine tager kampen op med skoletræthed for at blive elektriker: Jeg er et bedre forbillede for mine børn nu

Annonce