Annonce
Hedensted

Idrætslivet er klar til genåbning: Men restriktioner kan blive en udfordring

Kan der afvikles fodboldstævner, turneringer eller fodboldskoler i 2021? Det er nogle af de ting, som foreningerne skal til at bakse med, når der forhåbentlig bliver åbnet for sporten igen. Arkivoto: Morten Pape
Generelt har idrætsforeningerne klaret sig godt gennem coronakrisen, men en genåbning med mange og skiftende restriktioner kan blive en stor udfordring, vurder DGI Sydøstjylland.
Annonce

Hedensted: Fodboldtrænere, gymnastikinstruktører og spejdere sidder i disse uger og tripper for at få gang i foreningslivet igen.

For indtil videre har foreningerne klaret sig godt gennem coronakrisen, vurderer DGI.

- Vi har ikke set det store fald i medlemsantal endnu, og rent økonomisk har foreningerne været godt rustede, forklarer udviklingskonsulent Orla Mikkelsen fra DGI Sydøstjylland.

Men når foreningslivet her til foråret forhåbentlig skal åbne igen, frygter han , at de frivillige i den grad bliver udfordret.

- Den normale fodboldtræning for børn eller serie seks kan startes op fra dag til dag, men der er stor uvished om, hvordan forholdene bliver for gymnastikopvisninger, fodboldskoler og så videre, siger Orla Mikkelsen.

- Det værste vil være det billede, vi så i efteråret, hvor det var meget besværligt at drive aktiviteterne på grund af de mange restriktioner, der hele tiden blev strammet. Jeg kan godt frygte, at nogle foreninger simpelthen venter med at åbne, indtil de er sikre på, at de kan blive ved med at holde åbnet, fordi det med at åbne, for så at lukke få uger efter, simpelthen er for bøvlet, siger Orla Mikkelsen.

Annonce

Hårdt at følge med

En af de foreninger, som har oplevet det svært at håndtere coronarestriktionerne i efteråret, er Uldum IF. Som så mange andre foreninger nåede de at få gang i fitness, gymnastik og holdsport, inden smittetrykket for alvor begyndte at stige, og både forsamlingsforbud og afstandskrav efterhånden blev skærpet mere og mere.

- Det var ekstremt hårdt hele tiden at være med på, hvad de nye restriktioner betød, så vi følte en vis befrielse, da det hele lukkede ned. Så skulle vi ikke hele tiden holde øje, siger formand for Uldum IF Britt Vig Andersen.

Uldum IF oplevede, at foreningerne, trods en smule hjælp fra DGI, var meget overladt til sig selv i forhold til at holde styr på, om de fulgte reglerne.

Det kommer fuldstændig an på restriktionerne, hvordan det kan lykkes at få gang i foreningslivet igen. Arkivfoto: Morten Pape

Når bestyrelsen så havde sat sig ind i reglerne, skulle de koordinere det med de ni sportsgrene i foreningen og de frivillige.

- Det var besværligt, at tøjlerne først blev løsnet og så strammet, så vi var hele tiden inde og undersøge, hvilken indflydelse, det havde på sporten, forklarer bestyrelsesmedlem Karina Yde.

Coronarestriktioner betød eksempelvis, at mange voksenhold var delt op i to, hvilket krævede, at nogle af trænerne skulle have to timer i streg, så der blev trukket hårdt på de frivillige.

I øjeblikket er alt lukket ned, og der er ingen aktivitet i foreningen. Foreløbig har det betydet et farvel til omkring 50 medlemmer, primært på fitness-delen.

- Fitnessmedlemmerne skal nok komme igen, så jeg tror ikke, vi mister medlemmer på grund af coronavirus, siger Britt Vig Andersen.

Til gengæld har Uldum IF i øjeblikket en stor udfordring med at finde nye medlemmer til bestyrelsen, hvilket heller ikke er nemt med et nedlukket lokalsamfund.

Annonce

Gruppe kræver indsats

Orla Mikkelsen fra DGI er heller ikke så bekymret for medlemstallet overordnet set.

- De, som tidligere var fyr og flamme, skal nok komme igen. Udfordringen på længere sigt vil være den gruppe, som har svært ved at komme ud i aktivitet. Det vil kræve en ny stor indsats at få dem med igen, siger Orla Mikkelsen og henviser til eksempelvis seniorerne, som under coronakrisen har været meget tilbageholdende med at dukke op til aktiviteter.

Om gymnastikopvisninger, som her i Gudenåcenteret i Tørring, bliver til noget i år, vides endnu ikke. Coronavirussen har vendt op og ned på foreningslivet. Foto: Mette Mørk

Han er til gengæld optimistisk, når han ser på, hvordan foreningerne forsøger at tackle krisen. Mange har gang i onlinemotion eller andre tiltag. Eksempelvis Rask Mølle og Omegns Idrætsforening, der har arrangeret en onlinekoncert med Peter og de andre Kopier, hvor overskuddet går til foreningens arbejde.


Det var ekstremt hårdt hele tiden at være med på, hvad de nye restriktioner betød, så vi følte en vis befrielse, da det hele lukkede ned.

Britt Vig Andersen, Uldum IF


Foreningslivet og coronaen

I en række artikler sætter Folkebladet fokus på, hvordan coronavirussen har sat sit præg på foreningerne.

Det seneste år har de skullet forholde sig til ekstra hygiejne, afstandskrav og forsamlingsforbud, der har aflyst mange kendte aktiviteter og stillet store krav til de frivillige.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce