Horsens: Klokken 9.27 ankom den nedkølede coronavaccine til plejecenter Nørrevang i Stensballe.
Det er tre uger siden, den første af plejehjemmets beboere fik sit første stik.
Det var 80-årige Ib Kikkenborg, og søndag eftermiddag var han også den første til at modtage stik nummer to, der samtidig er det sidste stik, man skal have.
Det er nødvendig med to stik, for at vaccinen kan virke optimalt, og der går formentlig en uges tid, før Ib Kikkenborg har den fulde effekt af vaccinen.
Kl. 14.20 lød der klapsalver i gangene på plejecenteret da Ib Kikkenborg blev stukket. Derefter skulle han blive til et kvarters observation - det skal alle.
Derefter dukkede 80-årige Ib Kikkenborg op i døråbningen på Nørrevang og viste med et stort smil og en opadvendt tommelfinger, at nu var den sag klaret.
- Det var så 2. gang, og det var næsten det samme som første gang. Det betyder meget, det er da en rigtig god ting, at jeg er færdig med det. Man er mere fri, når vaccinen virker. Så behøver jeg ikke spekulere på det, sagde den tidligere frisør.
Ib Kikkenborg, tidl. frisørMan er mere fri, når vaccinen virker. Så behøver jeg ikke spekulere på det
Lettet leder
Ib Kikkenborg var ledsaget af borgmester Peter Sørensen (S) og plejehjemsleder på Nørrevang Henrik Brandt.
Sidstnævnte udtrykte lettelse over, at beboerne nu har fået stik nummer to.
- For mange af beboerne er det en utrolig tryghed. Det giver en tryghed at vide, at man er vaccineret. Der går en uges tid, før der er fuld effekt af vaccinen, men vi er jo stadig underlagt nogle besøgsrestriktioner ligesom hele samfundet er, indtil incidenstallene kommer længere ned. Jeg tænker, at risikoen for smitte ikke er helt elimineret endnu. Vi skal stadig være forsigtige. Men det åbner selvfølgelig stille og roligt op for, at vi fremadrettet kan åbne vores døre, sagde Henrik Brandt.
Han har oplevet, hvad det vil sige, når der er smitte blandt plejehjemmets beboere og blandt personalet.
- Jeg har oplevet andre plejehjem i kommunen, hvor vi har haft smittede beboere og smittet personale, og det er ikke på nogen måde en ønskværdig situation. Det er så forfærdeligt. Vi har heldigvis været så heldige her på Nørrevang, at vi er sluppet for at få coronaen inden for dørene. Det er vi rigtig, rigitg glade for. Nu begynder vi at se fremad, sagde Henrik Brandt.
De 21 beboere på Nørrevang fik andet stik i løbet af blot en halv time søndag eftermiddag.
Også 30 beboere på plejecenter Lindehøj fik søndag stik nummer to.
Borgmester Peter Sørensen (S) kan endnu ikke sige, hvornår beboerne på kommunens øvrige plejehjem modtager det andet stik.
- Det er med forbehold i forhold til situationen med vaccineleveringen. Vi har ikke nogen endelig melding endnu. Vi håber, flere plejehjem kommer gennem anden runde den 29. januar, men hvilke og hvor mange kan jeg ikke sige på nuværende tidspunkt, sagde borgmester Peter Sørensen, inden en tilfreds Ib Kikkenborg gik tilbage til de vante omgivelser på Nørrevang.