Annonce
Sport

I skyggen af én pengestærk klub, der æder det hele, og en ungdom, der flygter til udlandet, forsøger det moldoviske landshold at finde fodfæste

Oleg Reabciuk (tv.) er fast mand på det moldoviske landshold. Han spiller til dagligt i den græske storklub Olympiakos, og har boet i Portugal stort set hele sit liv. Foto: REUTERS/Gleb Garanich
Lørdag aften tørner Danmark og Moldova sammen igen i VM-kvalifikationen. Sidst det skete vandt de rød-hvide med 8-0. Men hvorfor er et land, der ligger placeret i en ellers fodboldglad region, ikke mere modstandsdygtig inden for kridtstregerne? Forklaringen ligger i udlængsel, knoldede baner og en tidligere KGB-officer.

FODBOLD: Oleg Reabciuk er langt hen ad den bumlede hovedvej ind mod hovedstaden Chisinau vej et meget godt billede på Moldovas manglende fodboldfortræffeligheder. På klub som på landsholdsplan.

Den 23-årige venstre back med det lyse hår blev kåret til årets fodboldspiller i Moldova i 2020, spiller til dagligt i den græske storklub Olympiakos, og er selvfølgelig fast mand på landsholdet. En vigtig brik. En dygtig spiller, faktisk, og langt over gennemsnittet på den lokale skala.

Det skyldes så først og fremmest, at han ikke har fået sin fodboldopdragelse på de kummerlige moldoviske fodboldbaner, men udenfor landets grænser.

Annonce

Moldova-backen er født og til dels opvokset i landsbyen Ialoveni seks kilometer sydvest for hovedstaden. Her er græsbanerne heller ikke noget at skrive hjem om, fodboldanlægget ligner noget fra en gråmeleret science fiction-film; Ødelagte hegn, smuldrende cement og et måltavle med hængemule.

Her går befolkningen, som i resten af landet langt mere op i brydning. Brydning, den græsk-romerske, er langt større end fodbold i Moldova.

Fodbolden har ingen muskler på disse kanter.

Og Oleg Reabciuk?

Forældrene Ivan og Natalia, der begge tilhører det ukrainske mindretal i landet, tænke måske ikke så meget på kridtstreger og fodboldmål, men så ikke nogen fremtid for familien i byen, så da Oleg var tre år gammel emigrerede familien, der også tæller en to år ældre søster.

Det er svært at få arbejde i et land, der mest af alt er kendt for sin vinproduktion, men så heller ikke rammer plet indenfor så  mange andre erhverv.

Så familien Reabciuk tog først til Ukraine, hvor de opholdt sig i et år, indtil de fik alle de nødvendige tilladelser og drog mod vest til Rio Maior på den vindblæste portugisiske vestkyst.

Her fik forældrene straks arbejde, ungerne røg i portugisisk skole og da tiden var moden sendte de så knægten ud på ordentlige baner i det fodboldgale land – dog skulle han lige først forbi tennis, taekwondo, basketball og atletik. Som alle andre drenge strittede det i alle retninger, men det blev hurtigt tydeligt, at han havde et vist talent for fodbold. Et forholdsvist stort ét af slagsen.

På kontrakt i Porto

Oleg begyndte at spille fodbold som 11-årig, blev hurtigt spottet af talentspejdere fra storklubben Sporting Lissabon, der lokkede ham til en træningskamp, hvor han scorede hattrick. Tommelfingrene op, og den håbefulde purk begyndte herefter flere gange om ugen at rejse de 80 kilometer hver vej til træning. Eller rettere: Han blev kørt af sin mor.

Senere kom han så til Belenenses og derfra skrev han i 2017 en fire-årig kontrakt med Porto. Nu er han at finde i Grækenland, hvor han er fast mand i Piræusklubben Olympiakos, forsvarende mestre i øvrigt.

Det er ikke ligefrem en stjerneparade, det moldoviske landshold, men dem, der kan noget, har altså i en tidlig alder taget rygsækken over skuldrene. Eller også er de bare fulgt med familien.

Og landsholdet?

Da Oleg Reabciuk i foråret 2016 fik en opringning fra den daværende moldoviske U19-landstræner Stefan Voda, havde han endnu sin debut på Portos førstehold til gode, den kom faktisk aldrig, og så forstod han i øvrigt ikke meget af, hvad manden i den anden ende af røret havde på hjerte.

Ikke fordi, han gik i chok over nyheden, men simpelthen fordi, han ikke forstod en tøddel af, hvad der blev sagt. I Moldova er hovedsproget rumænsk, men han talte ikke rumænsk, kun portugisisk. Så der skulle lige slås over i gebrokkent engelsk før det sank ind.

- Vil I have, at jeg spiller for Moldova?

Ja, han skulle spille for Moldova. Sagde efter lange overvejelser ja. Der var dog lige det problem, at han ikke havde et moldovisk pas, kun et portugisisk. Det skulle der så også lige styr på.

To år senere var det den daværende A-landsholdstrænerr Alexandru Spiridon, der ville have ham med til en venskabskamp mod Elfenbenskysten.

Siden er det blevet til 30 A-landskampe for Moldova. Han har spillet samtlige i VM-kvalifikationen fra første fløjt, men ikke som resultatet af en tætsiddende talentstrategi i moldovisk regi. Den findes nemlig ikke.

Det er på trods, at han i dag er en central figur på et landshold, han aldrig har set op til som ung.

Annonce

De spiller på jordknolde

Og det er sagens kerne:

I Moldova rejser ungdommen deres vej for at finde lykken så snart, de kan komme til det. Om det gælder arbejdsliv, sport eller andet. Fremtiden og drømmene ligger i udlandet.

Langt de fleste tager til Rumænien, da hovedparten af befolkningen har rumænske aner, det gælder også størstedelen af landets bedste fodboldspillere, og det er generelt sådan, at hvis du som moldover vil noget med klatten, er det bare om at komme væk, for igen: Landets fodboldmæssige infrastruktur er håbløs, faciliteterne ikke-eksisterende, trænerne dårligt uddannede, kulturen ineffektiv.

Og derfor er Oleg Reabciuks historie i sin grundessens ikke usædvanlig. Og den rammer lige ned i, hvorfor Danmark med et B-landshold kan vinde 8-0 - det største nederlag i landets 30-årige historie, og hvorfor selv nationer som Færøerne og Luxemburg er klare favoritter, når de støder ind Reabciuk og co.

Det er ikke ligefrem en stjerneparade, det moldoviske landshold, men dem, der kan noget, har altså i en tidlig alder taget rygsækken over skuldrene. Eller også er de bare fulgt med familien.

Derfor mangler der også sammenhængskraft på holdet. Spillerne kommer fra vidt forskellige baggrunde, fra forskellige dele af Europa. Og de har ikke en liga af nævneværdig kvalitet, hvor de har kunnet udvikle sig som spillere eller udvikle et kollektivt udtryk for moldovisk fodbold.

Det samlede tilskuersnit til kampene i den bedste moldoviske fodboldrække ligger i denne sæson på 646. Jep, den er god nok. Det fortæller også en del. Niveauet er rystende lavt.

Det ingenlunde en nation, hvor det ligefrem syder og bobler af fodboldinteresse. Økonomien er der så heller ikke. Midlerne er få, Moldova er et af Europas fattigste lande, de internationale investeringer er sparsomme – og det kan ses på de sprukne, misligholdte fodboldanlæg, der ligger spredt ud over det lille land, der råbende på ilt ligger klemt inde imellem Ukraine og Rumænien.

Annonce

Hvem er sherif her? Det er Sheriff

Moldova udgjorde fra 1945 til 1991 en republik i Sovjetunionen, og fremstår på mange måder fortsat som et levn fra den tid. En borgerkrig har martret landet yderligere. Splittet det.

Nå, nå, tænker du, kære læser, men hvad med Sheriff Tiraspol, der i denne sæson som den første klub nogensinde repræsenterer Moldova i Champions League – og lige har slået selveste Real Madrid på Bernabeu, ja, topper deres gruppe foran spanierne og italienske Inter?

Helt galt kan det vel ikke stå til med fodbolddelen?

Jo, for set med moldoviske øjne er Sheriff Tiraspol i bund og grund slet ikke et moldovisk hold. De spiller godt nok med i den hjemlige liga, som de hvert eneste år smadrer til ukendelighed, men de hører rent faktisk til i Transnistrien, resultatet af den kedelige borgerkrig, de interne gnidninger mellem den russiske del af befolkningen og så det rumænske flertal.

Det er der kommet en udbryderrepublik ud af, der altså ikke ønsker at være en del af Moldova.

Transnistrien er en selvudnævnt uafhængig stat, der længes tilbage til det gamle Sovjetunionen. Det har egen regering, sundhedsvæsen, møntfod og grænse med pas- og visumkontrol. Men er ikke anerkendt af hverken FN eller de omkringliggende lande.

Derfor repræsenterer Sheriff Tiraspol Moldova ude i Europa, selvom de egentlig slet ikke har lyst. Og moldoverne accepterer det kun, da klubben er den eneste konkurrencedygtige klub, og trods alt skaber en vis form opmærksomhed omkring Moldova. Men det er primært brasilianere, afrikanere og andre udlændinge, der spiller. Ikke moldovere.

Det er en slags nødvendigt onde, men der ses ikke med milde og overbærende øjne på konstruktionen i store dele af befolkningen.

Annonce

KGB-officeren og milliard-komplekset

Klubben ejes af den tidligere KGB-officer Viktor Gushan, der i sin tid grundlagde firmaet Sheriff, der sidder på ikke så lidt i Transnistrien. Det er benzinstationer, supermarkeder, medier og meget andet. Og så altså en fodboldklub, der i manges optik fuldstændig har kvalt fodbolden i Moldova, fordi det stort set kun er udenlandske profiler, der får spilletid, og fordi den er den eneste, der har penge. Beskidte penge, hvis man spørger for sig i Moldavien.

Her joker de med, at Transnistriens eneste moderne bygning er Sheriff's hjemmebane i Tiraspol. Sheriff Stadium. Og det er da også lidt af et kompleks med stadion, træningsanlæg og alle nødvendige faciliteter, der tilsammen har kostet på den friske side af én milliard danske kroner.

En kontrast til alt andet i Transnistrien - og Moldova.

Der er plads til 12.746 tilskuere under det blåmalede tag på dette stadion, og i en periode var det faktisk hjemmebane for landsholdet, altså Moldova, selvom det ligger placeret i udbryderrepublikkens område ,der snor sig langs den ukrainske grænse. Her bekender man sig sig til det gamle Sovjetunionen, til kommunismen. Når Sheriff spiller på hjemmebane i Champions League spilles der op til kampene gamle Sovjetslagere som ”Maj i Moskva”.

Nu er de så tilbage i Chisinau, landsholdet, på det noget mere beskedne Zimbru Stadium, og den sammenbragte flok er klar til at tørne ud mod Danmark lørdag aften. De har ikke frygteligt meget at spille for, mest af alt æren, men det kan vel også noget, selvom man som Oleg Reabciuk ikke har boet i landet i mere end 20 år.

Det har ført ham et godt stykke vej i den rigtige retning, i favnen på nogle af Europas største klubber, og godt for ham, men hjemlandet har stadig meget at slås med på de indre linjer, hvis det nogensinde skal blive en faktor med bolden for fødderne.

Det kan Sheriff-succes i Champions League slet ikke ændre på. Snarere tværtimod. Men måske et godt resultat mod Danmark, et af kontinentets bedste landshold lige nu, kan animere nogle enkelte knægte til i Chisinau og omegn til at give det et skud? Det skal jo starte et eller andet sted.

Annonce
Odder For abonnenter

'Nybyggerne' øvede sig først på et sommerhus: Caroline og Reece går op i de mindste detaljer

Trafik og politi

Følg med her: Få seneste nyt om trafik og politi

Danmark

Søndagens coronatal: 591 nye tilfælde af coronavirus det seneste døgn

Annonce
Annonce
Annonce
Horsens For abonnenter

Pest eller kolera for Kjeld i tuktuk: Bryd loven eller vær til gene for de andre på vejen

Horsens For abonnenter

Hjælp på vej til områder med parkeringskaos: Beboere byder licenser velkommen, men én ting bekymrer

AC Horsens

Karakterbogen: Indskifterne markerede sig positivt i pointdeling, hvor AC-offensiven manglede den sidste skarphed

Danmark For abonnenter

Kommunalvalg på vej: De nære ting, der fylder vores hverdag, bestemmer, hvor vi sætter krydset

Flere ferierejsende redder ikke rejsebranchens år

Kultur For abonnenter

Undskyld, men det handler altså om et neger-sangkor: Besøget var en sensation i Horsens

Kultur

Ny præst nær penthouse: Sogn køber luksus-lejlighed i Geiserne med storslået udsigt til Guds fri natur

Trafik og politi

Følg med her: Få seneste nyt om trafik og politi

Hedensted

Hedensted oplever kæmpe babyboom: Nu skal børnene passes i busser

For abonnenter

Grundfos-topchef er træt af at blive kaldt 'arvingen': - Jeg slider og slæber

AC Horsens

Skuffelse og små hop på stedet i AC Horsens: To gange uafgjort flytter ingenting i tabellen

Kultur For abonnenter

Holder langemand i ro lidt endnu: Det Gule Pakhus håber på, at en "helt" træder ind på scenen

AC Horsens

Se videoanalysen: Trods powerplay i en halv time kunne AC Horsens ikke lirke Vendsyssel-defensiven op

Annonce