Annonce
Mad og drikke

I sidste øjeblik: Tre champagner du stadig kan nå

Vinhandlerne holder også åbent 31. december, og champagnerne er sat på tilbud.
Annonce

Der er adskillige tilbud på champagne i landets vinbutikker, og både Post Nord og diverse pakkefirmaer får givetvis travlt for at nå ud med alle flasker senest tirsdag. Hvis du, ligesom undertegnede, har det bedst med at vide med sikkerhed, at flaskerne når i hus inden dronningens nytårstale, og i øvrigt synes, at vinen smager bedst, når den har fået lov at falde til ro efter transporten, har du selvfølgelig allerede flaskerne på køl.

Men hvis du stadig mangler nytårschampagnen og ikke vil lade dig nøjes med supermarkedernes udvalg, holder de fysiske vinforretninger heldigvis også åbent frem til tirsdag, og her er som regel også tilbud på bredt anvendelige champagner.

Dagens tre anbefalinger er alle non-vintage vine, det vil sige blandinger af flere årgange, og alle tre er blandet af de klassiske champagnedruer pinot noir, chardonnay og pinot meunier. Vinene kan fås hos vinhandlere med flere forretninger i Jylland og på Fyn.

Annonce

Tilbud til 185 kroner

Louis Barthélémy har hjemme i Aÿ, men firmaet har kontrakt med vinbønder, der har marker i forskellige områder af Champagne, hvor druerne til firmaets vine bliver dyrket. Brut Améthyste er sammensat af pinot noir (50 procent), pinot meunier (30 procent) og chardonnay (20 procent), og den er meget nem at gå til for dem, der ikke er så vilde med boblerne i en champagne. De er små, og efter kort tid i glasset ligner vinen en hvidvin. Der er heldigvis stadig bobler på tungen, når man får vinen i munden, og den viser sig som en harmonisk sag, der ikke skræmmer nogen væk.

Det samme kan siges om Deutz brut classic, som er fast i H.J. Hansen/Vinspecialistens sortiment. Men det er alligevel en champagne med mere tyngde og klart tydeligere mousse (bobler) i munden. Den er som regel på tilbud op til nytår - således også i år, hvor den fås til 299 kroner (normalpris 400 kroner). Lavet med lige dele pinot noir, pinot meunier og chardonnay er det en champagne, som gør alt, hvad man kan forvente af en non-vintage champagne: Syren er på plads og med den vinens friskhed, og den er balanceret af en rund, æblepræget frugt.

Eftersom vinen i Frankrig jævnligt kan fås til lidt over 200 kroner, ligner tilbudsprisen en rimelig pris i Danmark.

Tredje skud i vores nytårsanbefalinger er Carte Blanche fra Benard-Pitois. Dagens billigste champagne er på tilbud til 185 kroner, og for det beløb får du en vin, der er domineret af pinot noir (75 procent) med 20 procent chardonnay og fem procent pinot meunier.

Chardonnayen gæres på fad, mens mosten fra de to andre sorter gæres på ståltanke, inden vinene blandes før andengæringen på flaske. Benard-Pitois lader alle sine vine gennemgå malolaktisk gæring, og det giver en rundhed, som kan gøre champagnen mere tilgængelig for dem, som normalt vil afvise champagne, fordi "det er for surt".

Her er der dog ingen voldsom syrlighed, men en gennemgående sødme, som burde gøre vinen tilgængelig for novicer udi champagne. For mere øvede bliver det nok trivielt at drikke vinen hele nytårsaften.

Annonce

Tør er ikke bare tør

Selvom champagne er en meget manipuleret vin, har champagne-bønderne ikke carte blanche til at gøre, som de vil i kælderarbejdet. En tør (brut) champagne skal eksempelvis holde sig under 12 gram sukker pr. liter, og selvom det ikke lyder af meget, kan fire eller 11 gram sukker gøre en tydelig forskel i vinens smag.

Derfor er det interessant at kende vinens dosage, det vil sige den mængde vin og sukker, som tilsættes efter andengæringen, hvor champagnen får sine bobler, før den proppes til og sættes til salg.

Nogle producenter holder ikke deres kunder hen i uvidenhed, men skriver på bagetiketten, hvordan champagnen er fremstillet - med hvilke druesorter, hvilken lagring og hvilken dosage - men mange gør ikke. Så spørg din vinhandler, hvis du vil være sikker på at få den rigtige vin med hjem, eller tjek på nettet.

Annonce

Hold øje i supermarkedet efter nytår

Uanset hvor høj dosagen end er, egner ingen af dagens tre vine sig til den traditionelle nytårskransekage - syren i vinene vil kollidere med de sukkersøde kager. Hvis du kun vil drikke champagne nytårsaften, skal du have fat i endemi-sec, demi-doux eller doux champagne, som er tilsat så meget sukker, at den kan hamle op med kagernes marcipansødme.

Et lille tip i den forbindelse: Tjek supermarkedernes tilbudshylder lige efter nytår. Det er ofte lykkedes undertegnede at finde demi-sec champagne sat ned til omkring 100 kroner - og når klokken er 24, er der som regel ingen grund til at fyre de dyre flasker af. Smagsløgene er som oftest stået af på det tidspunkt. Og finder du nogle nedsatte flasker, kan de fint holde sig til næste nytårsaften, hvis du lægger dem mørkt og køligt.

Annonce

Tilbyd gæsterne en cocktail

Skulle der være nogen blandt dine gæster, som ikke bryder sig om champagne, kan du give dem tilbuddet om en champagne-cocktail. En af klassikerne er French 75, der foruden champagne består af gin, citronsaft og sukker. Den kan laves meget hurtigt, hvis du har presset citronsaft på forhånd og har rigeligt med is i fryseren. Du skal bare bruge en shaker og en lille si (følger ofte med shakeren, når du køber den).

Endnu nemmere er det at fremtrylle en Black Velvet: Brug et lidt bredere glas, fyld det halvt op med en stout (gerne Guinness) og top op med champagne.

Godt nytår - og Gud bevare champagne.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Hedensted For abonnenter

Ungt ægtepar var endelig klar til at flytte ind i deres drømmebolig: Men to timer før fik de overraskende besked fra kommunen

Horsens

AC Horsens forlænger med James Gomez

Annonce