Ejstrupholm: Engang for ikke så forfærdelig længe siden kørte der tog til og fra Ejstrupholm. Der hvor skinnerne lå engang, er der nu en natursti, der bruges af motionister.
Men jernbanens kælenævn, "Den Skæve Bane", bruges fortsat... nu bare om den populære natursti, der strækker sig fra Funder til Brande.
Skinnerne er væk, men "Den Skæve Bane" er ikke glemt, og nu udkommer der en lokalhistorisk bog, der fortæller om banens historie med fokus på jernbanens betydning for Ejstrupholm.
Det er ikke tilfældigt, at bogen udkommer nu. I efteråret 2019 blev Lokalhistorisk Gruppe Ejstrupholm nemlig opmærksom på, at den 1. oktober 2020 ville det nøjagtig være 100 år siden, at jernbanen åbnede med trafik til og gennem Ejstrupholm.
Og så ville det jo være passende med en bog-udgivelse samme år.
Præsenteres 5. december
De gæve lokalhistorikere havde længe samlet materiale om banens historie, og i begyndelsen var der ikke ambitioner om at udgive en bog. Men på grund af 100 års jubilæet blev det alligevel fristende, da man havde meget materiale.
Den lokalhistoriske gruppe allierede sig derfor med en bogtrykker, og man fik støtte fra en række lokale sponsorer. Derfor kan bogen nu gå i trykken.
- Planen er, at bogen skal præsenteres lørdag 5. december med en sammenkomst fra klokken 10 til 12 i Ejstrupholm Hallen, fortæller Tom Goldenbeck Hansen, der er med i Lokalhistorisk Gruppe Ejstrupholm.
Bogen trykkes foreløbig i 100 eksemplarer og kan købes for 150 kroner - dels i hallen og hos Idé Blomst.
Titlen er ”Den skæve bane” og Ejstrupholm station 1920 – 2020", og bogen rummer 120 informative sider og en masse billeder og illustrationer.
Citat fra bogenNår toget kom forbi, buldrede det inde i huset.
Lokalhistorikerne er virkelig gået i dybden og beretter om mangt og meget - lige fra banens forhistorie, fortællinger om stationsforstandere og ansatte, broer og stationsbygningen, sabotage under besættelsen, epoken med brunkul, et par kapitler om Horsens Vestbaner og en række personlige erindringer fra folk, der kunne huske tiden med togene.
Sidste persontog i 1971
Bogen runder af med beretninger om de sidste år, hvor trafikken på banen efterhånden blev reduceret.
"Den Skæve Bane" blev aldrig den helt store succes, da der opstod stigende konkurrence fra bilerne.
Først gik det ud over persontrafikken med tog, og de sidste persontog kørte i 1971.
Et af de bedste billeder i bogen viser netop det allersidste DSB-persontog i Ejstrupholm i 22. maj 1971. Togets front er blomstersmykket og har et skilt med titlen "Et sidste farvel". Uden tvivl har der været store følelser på spil den dag.
Fragtgods blev kørt med tog yderligere nogle år, men også det sluttede gradvist, og skinnerne groede til. I 1993 blev de sidste skinner fjernet. I stedet blev banen omdannet til en 79 kilometer lang natursti mellem Funder og Brande.
Solgt til private
Der er mange interessante indblik i en svunden epoke. Blandt andet beretninger om postsortering i nattogene, der kørte på flere ruter i Jylland.
I det hele taget fylder postudbringningen en del i bogen, og det nævnes, at den gamle stationsbygning i Ejstrupholm en overgang var byens posthus.
Men apropos ejendomme blev stationsbygningen og banearealet til sidst solgt til private. Der var ideer om at anvende stationsbygningen til vandrehjem, men det blev dog ikke realiseret. I 2004 blev banearealet solgt til firmaet HD Byg fra Ejstrupholm, der byggede andelsboliger i området. Samme år blev selve stationsbygningen solgt til Klaus Vanggaard Nielsen, der renoverede ejendommen og indrettede bolig.
Nogle af de sidste kapitler i bogen handler om anlæggelsen af naturstien på banestrækningen, og der er et lille lyrisk kapital om stiens rekreative fordele:
"Tænk at cykle uden at der er bakker. Tænk at cykle uden biler. Nogle gange være langt nede, andre gange højt oppe over landskabet".
Summa summarum: Jernbanen forsvandt, en epoke sluttede... men der kom noget andet i stedet.