Annonce
Indland

Hygge og Lykke er bud på navne til exoplanet og dens stjernes

T. Pyle/Ritzau Scanpix
Danmark skal finde på et navn til en exoplanet og en stjerne i rummet. 860 har givet deres bud.

En 1150 grader varm exoplanet bestående af gasarter og dens stjerne er et skridt tættere på at få nye navne.

Ved hjælp af 860 danskeres bud er der nu udvalgt fem forslag til, hvad exoplaneten og stjernen i rummet skal hedde.

Buddene er "Hygge og Lykke", "Store Claus og Lille Claus", "Tyge og Sophie", "Stella Hafniae og Dania" og "Muspelheim og Surt".

Det oplyser den danske repræsentant for Den Internationale Astronomiske Union (IAU), Ole Knudsen.

- Det er meget, meget forskellige bud, og det viser, at der er bred interesse for publikum om at være med i projektet, siger han.

Danmark har ligesom en række andre medlemslande af organisationen IAU fået muligheden for at navngive en af de mere end 4000 identificerede exoplaneter, der findes.

Alle danskere har kunnet sende deres bud, og IAU har fået forslag fra både enkeltpersoner og skoleklasser helt ned til 3. klasse.

- Vi har skåret ind til benet, og i alt fandt vi ti realistiske bud. Vi har haft kriterier om, at navnene hænger sammen. Det må ikke være navne, der er brugt i forvejen. De skal være passende og til at udtale, siger Ole Knudsen.

Det er også op til danskerne, hvad de endelige navne bliver, og afstemningen på danmarksplaneten.dk lukkes 11. november. Vinderen offentliggøres 16. december.

- Vinderen giver vi en bog, der handler om IAU’s historie. Men der er ikke ellers præmier i det. Til gengæld får man sit navn skrevet ind i uendeligheden, siger Ole Knudsen.

Navnene kommer til at fremgå i fremtidige stjernekataloger sammen med de andre exoplaneter.

En exoplanet er en planet, der kredser om en anden stjerne end solen. Både exoplaneten og stjernen skal have et navn.

Lige nu hedder stjernen og exoplaneten henholdsvis HAT-P-29 og HAT-P-29b. De befinder sig i stjernebilledet Perseus, og stjernen er synlig med en lille astronomisk kikkert.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Funding: Nu har Mette Frederiksen kun Venstre tilbage

Der var én, der var to, der var tre, der var fire, der var fem på cykeltur ... Sådan lyder det i den gamle børnesang "10 små cyklister". Og teksten minder lidt om forhandlingerne om en reform af udligningsordningen. Ligesom cyklisterne faldt fra en for en, indtil der kun var én lille kæk cyklist tilbage, så er regeringens forhandlingspartnere også lige så stille forsvundet ud af forhandlingslokalet, så der nu kun de facto er et parti tilbage. Liberal Alliance og Konservative var de første til at ryge ud, og i denne uge meldte Dansk Folkeparti sig reelt ud af forhandlingerne i et interview her i avisen Danmark. Godt nok sidder partiet stadig med ved bordet, men Kristian Thulesen Dahls forslag om at skrotte det eksisterende udligningssystem og indføre en fælles kommuneskat er lige så realistisk som eksistensen af julemandens værksted. Men døden skal have en årsag, og Kristian Thulesen Dahl skal kunne forklare, hvorfor han ikke kommer til at gå med i en aftale, og det var det, han gødede grunden for i interviewet. Det efterlader ét parti tilbage. Nemlig Venstre. Efter en lille måneds maskeradespil, er vi nu langt om længe der, hvor forhandlingerne skal til at gå i gang. Alt indtil nu har været opvarmning, det er nu, det bliver alvor. Men hvad med regeringsblokken, tænker den opmærksomme læser måske? Den kan regeringen jo også danne flertal med. Ja, teoretisk, men det kommer S ikke til at gøre. Det vil regeringen ikke, det tør den ikke. Risikoen er simpelthen for stor. En ren rød aftale om kommunernes økonomi ville give Venstre og Dansk Folkeparti muligheden for at køre hårdt på Socialdemokratiet i alle de kommuner, hvor der ikke bliver guldregn, og det går ikke - slet ikke året før et kommunalvalg. Og heldigt for Socialdemokratiet har Venstre også al mulig grund til at gå med i en aftale. Selv om det den seneste måned har virket til, at partiet har været ganske kritisk, så har Venstre gjort alt for at holde sig spilbar. Man skal lægge mærke til, hvordan Venstres kritik primært er gået på proces. Hvorfor lægger regeringen ikke beregningerne frem? Hvorfor udleverer regeringen ikke alle tallene? Hvorfor er der fejl i beregningerne? Der er ikke blevet sagt noget af Venstres forhandlere, der har gjort det umuligt for partiet at indgå en aftale. Modsat tilfældet med Kristian Thulesen Dahl. På indholdssiden har Venstre krævet, at staten pumper en ekstra milliard ind i udligningssystemet, at de socialdemokratiske vestegnsborgmestre ikke favoriseres, at det såkaldte finansieringstilskud på 3,5 milliarder kroner bliver en del af forhandlingerne, og at ingen danskere får skattesmæk som konsekvens af reformen. Alle krav, hvor regeringen bør kunne give indrømmelser. I det hele taget må man bare sige, at Venstre har spillet sine kort dygtigt. Makkerparret Sophie Løhde og Troels Lund Poulsen har i den grad haft fat, hvor det gør ondt på regeringen, og de to har bevist at man ikke skal undervurdere deres evner ud i det politiske spil. Ved at trække forhandlingerne i langdrag, har de givet medierne tid til at grave sig ned i materialet - eller mangel på samme - og ud af det er der kommet en lang række historier, der har udvandet regeringens ellers overbevisende førstehåndsindtryk. Det har været tydeligt, at venstrefolkene har forsøgt at koble sig på borgmestrenes frustration. Både deres egne, men så sandelig også de socialdemokratiske af slagsen. Særligt den socialdemokratiske borgmester i Hjørring Kommune Arne Boelts dramatiske kritik af regeringen er blevet forsøgt annekteret af Venstre. Lidt ligesom da Mette Frederiksen under diskussionen om regionernes fremtid ikke kunne åbne munden, uden hun erklærede sig enig med Venstres Stephanie Lose. Og det har været klogt på den måde at alliere sig med det kommunale Danmark. Venstre har i sit forsøg på at trække forhandlingerne ud hele tiden skullet passe på ikke at lægge sig ud med partiets kommunale bagland. Landets borgmestre - røde som blå - skriger på en reform af udligningsordningen, så hvis der begyndte at sprede sig en stemning af, at Venstre var i gang med at obstruere det, ville Jakob Ellemann-Jensen hurtigt få kærligheden at føle. Og netop derfor ender forhandlingerne også efter alt at dømme med en aftale med Venstre. Det er i både Mette Frederiksens og Jakob Ellemann-Jensens interesse. Men sidstnævnte har dygtigt formået at udnytte situationen til at få vist, at Danmarks liberale parti ikke er så bovlamt, som man ellers kunne tro. Der er stadig én kæk cyklist tilbage.

Annonce