Annonce
Debat

Hvorfor hylder vi klimaaktivisten Greta Thunberg?

På kant: Lige pludselig var hun på alles læber, den kun 16-årige svenske skoleelev Greta Thunberg, som besluttede sig for at strejke for klimaet. På rekordtid er hun blevet et verdenskendt fænomen og symbolet på den voksende globale frygt for klima-forandringer. Hun deler vandene, når hun beskriver Jorden som et brændende hus, som vi ikke kan flygte fra. Nogle kalder hende hysterisk, andre har nomineret hende til en Nobelpris. Men hvad er det der sker, når kun en skolepige kan samle millioner i en bevægelse?

Jeg vil påstå, at det var en tilfældighed. Klimaspørgsmålet er nemlig kompliceret. Tusindvis af eksperter udtaler sig om de mange forandringer, som vi oplever, men der er endnu ikke nogen, som er kommet med den endelige, samlende forklaringsmodel, og dermed er det også svært at se en løsning.

Mennesket har en begrænset intelligens, når det kommer til at skulle overskue komplekse problemstillinger. Siden vi udviklede os fra aberne har vores største våben været vores hjerner. Men klimaspørgsmålet er så kompliceret, at selv forskerne kæmper med at få et overblik. Så derfor snyder vi. Vi oversimplificerer kompleksiteten i problemet, og en vej til at gøre det er ved at udpege en helt, som vi kan tilbede og gøre til en personificering af klimakampen. Som Gandhi blev det for den indiske uafhængighedsbevægelse, og Martin Luther King blev det for borgerrettighedskampene i USA – selvom tusindvis kæmpede for det samme som dem.

Greta Thunberg var på det rette sted på det rette tidspunkt med sine udtryksfulde øjne og simple retorik, der fangede manges frygt for klimaet. Vi mennesker har brug for helte, og måske er det mest nyskabende i den her sammenhæng, at valget faldt på en pige.

Jeanette Varberg
Annonce
Forsiden netop nu
Horsens

Syg vildhest ved Nørrestrand er nu blevet aflivet

Læserbrev

Byplan brutalisme - vi har brug for en ny arkitekturpolitik og en stadsarkitekt i Horsens

Læserbrev: Det omfattende byggeri i den centrale del af Horsens kan ikke undgå at påvirke byens visuelle identitet. Men det bliver desværre ikke til det bedre. Specielt hovedfærdselsåren fra Sønderbrogade via Kvicklygrunden og Niels Gyldings Gade til Stark på Strandpromenaden vil ændre karakter. Det bliver brutalt. Men det er positivt, at byen vokser. Det er også positivt, at både interne og eksterne investorer har kastet deres kærlige blik på Horsens. Det er heller ikke nødvendigvis de enkelte bygninger, der er noget galt med. Men det er helheden: Det bliver for højt, for tæt, for mørkt og for ensformigt. Jeg tør næsten ikke tænke på, hvis også Godsbane-arealerne bebygges på samme måde og med samme altovervejende fokus på at vride maksimale bebyggelsesprocenter ud af de enkelte jordlodder. Det lokalplanforslag og kommuneplantillæg, som p.t. er i høring vedrørende Torvekarreen (Torvet, Borgergade, Kattesund, Havnealle), tegner i hvert fald ikke godt for den fremtidige byudvikling. Bebyggelsesprocenten foreslås hævet til 300. Det vil betyde en så ekstrem og massiv bebyggelse, at det vil medføre manglende bokvaliteter i forhold til dagslys, udearealer og indbliksgener. En forslumning af området er næsten uundgåelig. Til sammenligning har Nordhavn og Ørestad i København bebyggelsesprocenter mellem 100 og 180. Vi skal modtage både interne og eksterne investorer og projektudviklere med åbne arme. Selvfølgelig skal vi det. Men vi skal også som kommune stille krav om variation i arkitektur, hensyn til det historiske bymiljø, skala, grønne rum, sollys og friarealer. Konsekvenserne af en manglende stadsarkitekt, i en for Horsens meget følsom vækstperiode, må vi desværre leve med i rigtig mange år fremover. Men det betyder jo ikke, at vi bare skal fortsætte ud af samme triste spor. Vi har brug for en ny arkitekturpolitik og en stadsarkitekt, der med stærk faglighed kan navigere byens udvikling uden om særinteresser og suboptimeringer.

Annonce