Læserbrev: Lige nu skal vi have mundbind eller visir på, når vi rejser med kollektiv transport. Så hvorfor har nogle ikke et på?
Den tanke tror vi, at flere har haft, men før man skælder ud, vil vi appellere til at overveje, om ikke der er en god forklaring.
Mange lever med et handicap eller en kronisk sygdom. Nogle af dem har fysiske eller psykiske udfordringer, der forhindrer dem i at tage mundbind eller visir på.
Hvis du har nedsat lungefunktion, kan et mundbind f.eks. udløse et ildebefindende.
Nogle med mentale handicap har svært ved at forstå, hvorfor de skal bære mundbind og visir.
Det kan også være mennesker med psykiske lidelser, hvor et mundbind kan påvirke dem meget negativt.
Der kan være mange årsager, og de er ofte usynlige.
Der vil altid være nogle, der forsøger at provokere og udfordrer reglerne. Og man kan være bekymret for, at nogen vil påstå, at de har en psykisk lidelse og så lade være med at bruge mundbind.
Benny Engelbrecht og Thorkild OlesenDet er heldigvis et fåtal, der lyver sig til et handicap, og vi håber og tror, at langt de fleste kan se, hvor ødelæggende det er, hvis man misbruger tilliden.
Det er heldigvis et fåtal, der lyver sig til et handicap, og vi håber og tror, at langt de fleste kan se, hvor ødelæggende det er, hvis man misbruger tilliden.
For det resulterer desværre i en stigende skepsis over for de mennesker, der har gode og helbredsmæssige grunde til ikke at bære mundbind og visir.
Regeringen og Danske Handicaporganisationer opfordrer derfor til tillid og forståelse.
Hvis personen ved siden af dig i toget eller bussen ikke bærer mundbind, må du tro på, at der er en god forklaring.
Vi har hørt om episoder, hvor folk med handicap er blevet udskammet, nægtet at komme ombord og i få tilfælde oplevet fysisk magtanvendelse. Den tendens kan man være bekymret for vil stige, nu når vi skal bære mundbind flere steder. Og det skal vi have bremset.
Vores fælles appel er derfor: Vi skal passe på hinanden, både helbredsmæssigt og medmenneskeligt.
Den bedste måde at gøre det på i den kollektive transport og i det offentlige rum er ved at gøre fire ting:
1. Tage mundbind eller visir på, hvis helbredet tillader det. Så passer vi på hinanden og begrænser smitten.
2. Huske på, at nogle mennesker har usynlige udfordringer, der forhindrer dem i at bære et mundbind eller have et visir på. Så kommer vi den stigende skepsis og udskamning til livs.
3. Holde øje med om personen ved siden af dig f.eks. har "Hold afstand"-badge på. Nogle benytter sig af det for at signalere, at de har behov for hensyntagen. Men husk, at folk sagtens kan have dette behov, uden at de bærer badge.
4. Bakke op om personalet i den kollektive transport - deres arbejde er ekstra svært p.t.
Det er en svær tid for alle, og vi kan nemt blive bange, usikre eller udfarende.
Den eneste måde at komme igennem det er ved at stå sammen, udvise tillid og passe på hinanden og vores helbred. (Forkortet, red.)