Annonce
Horsens

Hvor skal vi parkere vores cykler ved Husodde? Vi overvejer en løsning, siger kommunen

Den private fællesvej ind til Husodde Camping skal friholdes for parkerede cykler og biler, så ambulancer og biler med campingvogne kan komme ind på arealet. Foto: Thomas Baden Sørensen
Nye skilte med cykelparkering forbudt rejser spørgsmålet: Hvor skal vi så parkere den tohjulede ved Husodde? En løsning kan være på vej, lyder meldingen fra kommunen.

Horsens: Ja, der kommer formentlig cykelparkering ved Husodde Strand. Hvor og hvornår er endnu usikkert.

Det siger Liselotte Nielsen, der er sagsbehandler i natur-og miljø-afdelingen i Horsens Kommune.

Spørgsmålet er rejst af Karin Hansen, der undrer sig over, hvor man skal stille sin cykel, når der nu står "cykler fjernes uden ansvar" på skilte i området.

Annonce

- Vi har selv fået spørgsmålet via Facebook, og vi har tænkt over det. Interessen er der, siger Liselotte Nielsen.

Lige nu er der gang i arbejdet med at lave mere - og mere lækkert - strandareal og en ekstra høfde til at holde på sandet ved Husodde. Arbejdet er færdigt primo juni.

- Bliver cykelparkering del af det projekt?

- Nej, men jeg vil følge op på det. Jeg tror, at der er råd til det, siger Liselotte Nielsen og henviser til penge i allerede bevilgede økonomiske puljer.

Muligheden er nævnt i en helhedsplan for Husodde, men ikke på mere end skitseniveau.

- Cykler spærrer for ambulancer

- Hvorfor så den nuværende skiltning på den private fællesvej ind til campingområdet?

- Det handler om, at folk bare smider cykler, så der ikke kan køre ambulancer og biler med campingvogne ind til Husodde Camping. Vi har haft folk ude at håndhæve reglerne - også politiet, siger Liselotte Nielsen.

Dagens spørger

Karin Hansen har spurgt: Bliver der etableret cykelparkering ved Husodde Strand? Der kom i efteråret skilte op med "henstilling af cykler forbudt" flere steder i området, men hvor skal man så stille cyklerne? Eller må kan kun komme i bil eller til fods?

Hun håber, at en eventuel cykelparkering vil blive brugt, men hun kan ikke skjule sin tvivl:

- Det er de færreste, der bruger den. På Langelinie holder der ofte kun én cykel i cykelparkeringen. Det er svært at påvirke adfærden. Hvad skal vi gøre mere end at skilte? Det er oftest kun bøder, folk har respekt for.


Folk vil helst kun gå fem meter, inden de ligger på stranden. Vi er kede af at plastre et grønt område til med parkeringspladser.

Liselotte Nielsen, sagsbehandler


Der er for nylig sat kommunale skilte op, der slår fast, at cykler fjernes uden ansvar. Det har fået en læser til at reagere: Hvor skal man parkere, hvis man kommer på den tohjulede? Foto: Thomas Baden Sørensen
Annonce

Bilkaos på varme sommerdage

På de varme sommerdage er der også rigtig mange biler parkeret i området, og det kan gøre det til noget af en prøvelse at komme frem.

- Folk vil helst kun gå fem meter, inden de ligger på stranden. Vi er kede af at plastre et grønt område til med parkeringspladser, siger Liselotte Nielsen.

Hun opfordrer til at parkere på for eksempel Elbæk Skovvej - eller tage cyklen. Også selv om der en tid endnu ikke er cykelparkering.

- De fleste cykler har da en støttefod, som hun siger.

Spørg Redaktionen

Har du et spørgsmål eller en undren, som du gerne vil have Horsens Folkeblad til at undersøge?

Send det til os via spørgeboksen på spoerg.hsfo.dk. Så er du med til at præge, hvad avisen går i dybden med.

Folkebladet vil jævnligt kigge på spørgsmålene. Hvis der kommer mange, vil vi vælge en række spørgsmål ud og lade læserne stemme på, hvilket af de udvalgte spørgsmål vi skal gå i dybden med.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Sport

Horsens Frejas første nederlag

Annonce