Hvis blues og jazz er bror og søster, er blues og samba fætter og kusine

Big Creek Slim. Umiddelbart lyder det som et af de traditionsrige - og sorte - blues-navne. Sådan i afdeling med Howlin' Wolf, Sun House, Magic Sam, Johnny Shines.

Men den 34-årige sanger er hverken sort eller amerikansk. Hans rødder har suget næring af den midtjyske muld omkring Ikast. Og når officielle breve dumper ned i hans postkasse, står der Marc Rune på konvolutten.

Så historien dufter umiddelbart ikke meget af eventyr. Men læs bare videre.

For forvandlingen fra Marc Rune til Big Creek Slim handler bl.a. om en utæmmelig kærlighed til blues, om indtil flere af de eftertragtede musikpriser og om et blues-publikum, som uden tøven placerer ham blandt topnavnene, når Blueskartellet i Horsens lørdag 4. november kalder til Keeping The Blues Alive Festival.

Og så er han en mand med masser af musikalsk erfaring i guitarkassen. Danmark, USA, Brasilien. Rock, jazz, reggae, samba - og vigtigst: blues. Alt smedet sammen i et ægteskab, der undervejs i en snak med ham bl.a. kommer til udtryk i ordene:

- Hvis blues og jazz er bror og søster, er blues og samba fætter og kusine

Men lad nu historien vende tilbage til Ikast, hvor Marc Rune med egne ord "gik lidt i mine egne cirkler".

12-13-14 år gammel begyndte musikken at finde plads i hans liv. Rock, jazz og meget andet.

- Men jeg havde det klart bedst med blues, siger han. Lightnin' Hopkins og de der sorte gutter.

Hvorfor det blev sådan, kan han ikke helt svare på. Han snakker lidt om, at "jeg kan godt li' stilen". Og så når han frem til ordet "råstyrke".

- De der gamle musikere havde ikke så meget at vælge imellem. Det var enten blues eller hårdt arbejde i plantagen. Vi er helt nede ved sten-saks-papir. Det fascinerede mig. Ikke fordi de er verdens bedste musikere. Men lige det, de gjorde, kunne ingen andre. Du finder en styrke hos f.eks. John Lee Hooker og Muddy Waters, som slet ikke findes i rocken.

Udadtil signalerede Marc Rune dog de første år rock. Han, hans lillebror og et par venner dannede et band, som spillede Creedence Clearwater Revival. Senere var han også med i et soulband. Men blues var det, han spillede, når han var sig selv. Det var her, han fandt sin vej.

- Til min konfirmation kunne jeg spille John Lee Hookers klassiker "I'm In The Mood", husker han.

Egne sange kom hurtigt til.

- Men når man er de der 13-14 år, famler man lidt i blinde. Der er jo ikke mange livserfaringer at trække på. Så det blev mest til at samle nogle vendinger op og proppe dem ind i en anden sammenhæng, konstaterer Marc Rune.

Til gengæld blev han mere og mere sikker på, at blues var det, der passede bedst til både stemme, temperament og den stil, som det unge talent var i gang med at udvikle.

Kursen mod en egentlig musikalsk karriere blev dog først for alvor lagt fast, da Marc Rune var oppe i 20'erne. I nogle år havde andre interesser taget over - indtil the blues påny slog til.

- Jeg fandt tilbage til nogle af de sange, som havde gjort indtryk. Måske skyldtes det, at jeg var kommet længere i livet, for de gjorde lidt mere ondt. Hvad vil du med dit liv - det var dén mur, jeg ramlede ind i.

Valget faldt på musikken. På blues i den gamle stil. Country-blues fra tiden før Anden Verdenskrig.

- Dér besluttede jeg at holde fast, siger Marc Rune om sine overvejelser dengang og om en karriere, der siden har hentet sit brændstof hos navne som John Lee Hooker, Lightnin' Hopkins, Robert Johnson, Howlin' Wolf og andre kendisser. Plus navne, som kun de virkelige blues-nørder har present: J.B. Hutto og Johnny Shines for at nævne et par stykker.

Fælles for dem er USA. The land of the blues. Så selvfølgelig måtte Marc Rune af sted til sydstaterne. I tre måneder i 2008 rejste han rundt, opsøgte de gammeldags klubber, hvor blues'en trivedes i sin originale form, og mødte de mennesker, der har levet musikformen.

- En dannelsesrejse, kalder han de tre måneder.

Bagefter vendte han hjem til Ikast, arbejdede og sparede penge sammen til endnu en rejse.

- Men jeg nåede aldrig længere end til at lande med flyet i Atlanta. Dér blev jeg sparket ud, fordi de mente, jeg havde arbejdet illegalt, da jeg var derovre første gang.

Så siden har Marc Rune ikke trådt på amerikansk jord. Han har forsøgt nogle gange, men bankede hver gang hovedet i en mur.

- Jeg prøver stadig, om jeg kan få et visum. De kan da for pokker ikke blive ved med at holde mig fast på noget, der skete for 10 år siden, argumenterer han.

Alt imens USA blev byttet ud med Brasilien.

At han i stedet satte kursen mod det store, sydamerikanske land, skyldes en kammerat, som bor derovre. Marc Rune har besøgt ham flere gange, og tilknytningen til landet er ikke blevet mindre af, at han undervejs fandt sig en brasiliansk kone.

Det har ført til et mønster med sommermånederne i Danmark, vintermånederne i Brasilien. Og en kærlighed til befolkningen derovre.

- I Danmark er det hele blevet lidt råddent. Danmark er i dag et meget lukket land. I Brasilien er det stik modsat. Det land, jeg mødte derovre for 10 år siden, ændrede mit liv og åbnede mit sind. Jeg opdagede, at mine idealer fra Ikast ligger langt fra sandheden. Der findes 1000 måder at leve på, og jeg nyder ikke at have en facitliste for, hvordan jeg skal gøre.

Samtidig fandt den tilrejsende dansker en brasiliansk bluesscene:

- Man skal rejse lidt langt mellem spillestederne, men det er min fornemmelse, at markedet vokser. Også fordi blues og sydamerikansk musik som f.eks. samba har meget til fælles. De er fætter og kusine, som jeg plejer at sige. Musikken er kommet gennem hver sin maskine, men historien, de fortæller, er den samme.

Det var også i disse år, at det danske Marc Rune blev skiftet ud med kunstnernavnet Big Creek Slim. Et navn, der passer bedre med hele miljøet.

Og et navn, der står på de to første album: "Tumbleweed", som blev indspillet under de tre måneder i USA sammen med Henry Gray, pianist for bl.a. Howlin' Wolf, og i 2012 "99½", der kom til verden i Brasilien.

- Men de album blev aldrig rigtigt udgivet, forklarer Big Creek Slim. Jeg vidste ikke rigtigt noget om, hvordan man distribuerer og sælger album.

Alt det ændrede sig, da han mødte den danske bluesmand Peter Nande.

- Han er entreprenør-typen, som har tjek på det hele. Han tager sig nu af alt det administrative. Ikke sådan, at vi er bundet totalt op på hinanden. Det har aldrig været mig at have begge arme i kassen, og sådan har Peter det heldigvis også. Mødet med ham har været altafgørende for min karriere.

En karriere, som i dag betyder, at Big Creek Slim kan leve af musikken.

Det er da også på Peter Nandes pladeselskab Straight Shooter, at de seneste Big Creek Slim-album har fundet deres afsæt: "Hope For My Soul" fra 2015, "Keep My Belly Full" fra sidste år og helt aktuelt "Good Mill Blues".

- Den sidste er en liveplade med mig solo i en baggård i Værløse, hvor en af mine kammerater drev en smugkro. Vi var den gode flok med en omgang bajere...

Stemningen udviklede sig så tilpas, at en volume 2 fra seancen, "Bad Luck Child", følger i november.

Big Creek Slim spiller solo på de to plader. Sådan holder han af det - uden at han helt afskriver andre. Han optræder også i duo-format sammen med Peter Nande, og han har et band, hvor Nande bidrager sammen med bl.a. dansk blues' grand old man, pianisten Troels Jensen.

- Fordelen ved blues er, at man altid kan spille sammen med andre. Det er ligesom med Lego: Hvis man har de rigtige klodser, kan man bygge, som det passer én, lyder konstateringen.

Numrene på albummene fordeler sig mellem gamle blues-titler og Big Creek Slims egne sange.

- Jeg kan godt li' det på den facon - med den tilføjelse, at når jeg spiller andres numre, prøver jeg at gøre dem til mine egne. Sådan var det også med de gamle bluesfolk. De spillede de samme numre, men i deres egne versioner. Dén tradition vil jeg gerne være med til at holde i live. Ikke fordi numrene skal fornys mere, end at man kan genkende dem, men man kan lægge sit personlige præg i dem.

Og så ender vi igen ved spørgsmålet om, hvad det er, blues kan. Hvorfor tonerne og ordene kan gribe en 34-årig dansker med rødder i Ikast så meget, at han gør musikken til sit liv.

Igen tøver Big Creek Slim lidt med svaret. Og igen taler han om musikkens styrke.

- Blues er simpelt og alligevel kompliceret. Der er ikke noget, du kan gemme dig bagved. Du står selv som garant for det, du laver. Det giver en ærlighed, som jeg sætter stor pris på. Og en frihed, som jeg har overført til mit eget liv.