Hej Brevkasse. I forbindelse med oprettelse af en leasingaftale for mit firma bliver jeg bedt om at udlevere hvidvaskoplysninger på samtlige bestyrelsesmedlemmer i firmaet.
Tegningsreglen i firmaet er fleksibel på den måde, at bestyrelsesformanden kan tegne selskabet med ét eller flere bestyrelsesmedlemmer eller sammen med direktøren, og den samlede bestyrelse kan underskrive alene.
Konkret er aftalen med leasingselskabet underskrevet af to tegningsberettigede fra bestyrelsen, og jeg har sendt hvidvaskdokumentation for de tegningsberettigede m.m. til leasingselskabet.
Kan selskabet kræve hvidvaskoplysninger på alle øvrige bestyrelsesmedlemmer i denne situation?
Svar
Svaret er nej.
Leasingselskabet har fået den dokumentation, det efter gældende regler, særligt om personfølsomme oplysninger, kan kræve af dit selskab.
Når tegningsreglen omfatter tegning fra to bestyrelsesmedlemmer, og der er tegnet af to bestyrelsesmedlemmer, som er identisk med de to personer, som selskabet har sendt hvidvaskoplysninger for, kan leasingselskabet ikke kræve yderligere oplysninger.
Der er tale om oplysninger, som er "nice to have" og ikke "need to have" fra leasingselskabets side, og du er berettiget til at afvise dette krav.
Det er udgangspunktet, at der ikke må indsamles og opbevares personfølsomme oplysninger, hvis der ikke er et konkret behov for oplysningen. Dette er ikke tilfældet her.