Annonce
Danmark

Hvem der blot havde råd til at spise jord, myrelever og ristede frøøjne

Flemming Nielsen

At være en halvgammel knark på 70 år betyder, at man har samlet sig en smule erfaring i livet. Selvom en og anden knøs i sin selvoptagethed nok vil mene, at man blot er en "ældrebyrde". Men skidt pyt. De bliver forhåbentlig voksne engang.

Giver jeg mine tanker vinger, husker jeg tydeligt, hvem der for maaaaaaange år siden virkelig var noget: Forskere, der opfandt medicin, som kunne redde millioner af menneskers liv. Videnskabsfolk, der på forskellig vis var med til at skabe en bedre verden at leve i. Kunstnere, der kunne skrive og male og komponere, så selv lagerforvalter Peter Rindal i Kolding måtte overgive sig. Arkitekter, der kunne skabe ting, så selveste Vorherre - måske - kiggede ned og nikkede anerkendende over bygninger, broer og andet, han fik øje på. Ja - man kunne blive ved med at finde eksempler på personer, der var i stand til at skabe fantastiske ting til gavn for menneskeheden.

Og nu til sagens kerne: I de senere år er der dukket genier op i verden, som giver baghjul til opfindere som Edison, Gutenberg, James Watt, Isaac Newton, Louis Pasteur og mange andre genier. Her tænker jeg på "opfinderne" af moderne mad, nemlig kokkene, gastronomerne, madkunstnerne.

For lige at forebygge enhver misforståelse: Jeg holder meget af god mad, men jeg har absolut ikke behov for at spise myrelever, mælk fra vandmænd, jord fra "Guds ager" i Christiansfeld (en kirkegård), ristede frøøjne, henkogte koyvere, testikler fra halvvoksne schæferhunde eller andre smarte påhit.

Hysteriet omkring de "moderne madkreatører" har aldrig været større end nu. Slå op i en avis - og du vil klaske dig i lårene af grin over, hvordan madguruerne bliver feteret og forgudet, desværre også af nogle af mine kolleger, der kalder sig madanmeldere. Og slipper man billigere end 10.000 kr. for ni retter, der snildt kunne ligge i i en tartelet af normal størrelse, har man bare skudt papegøjen.

Og jo - mad er også for mig andet og mere end gullaschsuppe, wienerschnitzel og bøf med løg. Men den "udvikling", dansk gastronomi har undergået de senere år, fremkalder hos mig blot en stille undren, et smørret grin - tilsat en knivspids foragt.

Ingen nævnt - ingen glemt. Men med til at fuldende billedet af de moderne kokke, hører, at når de udtaler sig offentligt, har de ofret både familie, venner, sommerhus og en ældre gravhund for at kunne hellige sig kunsten at skabe, hvad de selv tror er mad i verdensklasse. De sover aldrig - og de har slet ikke tid til at smage på de skivebremser fra en Fordson Major årgang 1959, som skal ligge henslængt i øgleurin fra Smålands skove i 22 timer, 11 minutter og 13 sekunder for at blive perfekte. Og de arbejder, alle genierne, mindst 29 timer i døgnet. Man må jo ofre sig på madkunstens alter.

Velbekomme - også til Jer stakler, der er med til at holde liv i disse "kokke". I virkeligheden hører de hjemme på Holbergs tid, og har de klæder på, er det allerhøjest en kokkehue.

Jeg har lidt ondt af Alexander Fleming. Han opfandt kun penicillinen. Tænk, hvis han havde fundet ud af, at en halv liter økologisk fløde fra en 85 krager - kombineret med en kvart myretue og otte rådne vagtelæg fra Tasmanien, giver den mest delikate forret - så ville vi alle have kastet os i støvet for min næsten fornavnebror, Fleming.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Debat: Godt at Mette Frederiksen har øje for den kritiske situation på medicinske afdelinger

I det udmærkede radioprogram ”Slotsholmen”, der sendes på Danmarks Radios P1 og handler om politik, kunne man forleden høre et langt og interessant interview med statsminister Mette Frederiksen. Særlig interessant ud fra et sundhedsperspektiv var den del af interviewet, som handlede om sygehusenes medicinske afdelinger. For statsminister Mette Frederiksen har helt ret, når hun peger på, at de medicinske afdelinger er pressede. ”Den ældre medicinske patient, der kommer ind på en afdeling på sygehuset oplever, at medarbejderne løber stærkt, og at de løber for stærkt. Det kan vi godt gøre bedre,” slog statsministeren fast, da hun blev interviewet om sin åbningstale af Folketinget. Det er godt, at hun har fokus på problematikken. Det er der også behov for – ikke mindst med tanke på den befolkningsudvikling, vi allerede har taget hul på, og som vil præge samfund, sundhedsvæsen og ikke mindst de medicinske afdelinger i mange år frem. Det er nemlig sådan, at der år for år i de kommende årtier er udsigt til flere ældre og flere patienter med behov for mere behandling og pleje. Alene frem til 2025 kommer der 33 procent flere borgere i aldersgruppen 80-89 år. Det er naturligvis glædeligt, at flere lever længere, men vores sundhedsvæsen har i dag slet ikke de nødvendige ressourcer til at kunne behandle de mange flere borgere, særligt ældre, som får brug for lægehjælp. Og lige præcis den ældre del af befolkningsgruppen har ganske ofte brug for behandling på netop de medicinske afdelinger. Så når der i dag er medicinske afdelinger i hver eneste af landets fem regioner, der er ramt af overbelægning, er det nok for intet at regne i forhold til, hvad fremtiden bringer for de mange ældre medicinske patienter. Sandsynligheden taler for, at det vil gå fra slemt til værre, hvad overbelægningen angår. ”Det kan vi godt gøre bedre”, som statsministeren slog fast, og jeg er meget enig. Vi skal kunne byde ældre medborgere bedre end overbelagte afdelinger med pressede sygeplejersker og læger. Desværre er det sådan, at medicinske afdelinger med pres og overbelægning langtfra er en enlig svale. Sundhedsvæsenet er generelt presset af en stor opgavemængde og ressourcer, der slet ikke slår til. Psykiatrien er nødlidende efter mange års politisk underprioritering, og mange steder i sundhedsvæsenet mangler der speciallæger, sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter. Derfor er der behov for et langsigtet løft af vores sundhedsvæsen. Vi anbefaler på baggrund af en tilbundsgående analyse af sundhedsvæsenets økonomi fra VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd at investere to procent ekstra i sundhedsvæsenets økonomi hvert år frem til 2025. I rene tal svarer det til cirka tre milliarder kroner mere næste år, mens det skal stige til godt fire milliarder kroner i 2025. Det er - sammen med mere prioritering - faktisk, hvad der skal til, hvis ikke patienterne skal opleve et gradvist ringere sundhedsvæsen. Sat på spidsen er regeringens forslag om, at pengene skal følge med, når der kommer flere ældre, jo kun en garanti for, at overbelægningen ikke bliver meget værre. Dertil kommer, at vi dag for dag og år for år ser nye og bedre behandlinger, som kan forbedre liv for ikke mindst ældre. Den sundhedsgevinst vil vi jo gerne give vores ældre, men det kan vi kun, hvis der er et økonomisk løft, som er udover demografien. Det håber jeg, at statsminister Mette Frederiksen vil tænke ind i arbejdet med at gøre sundhedsvæsenet bedre for patienterne og for os, der arbejder i det.

Annonce