Annonce
112

Hvad skete der lige der? Formodede møbeltyve sad allerede i fængsel, da tyveri blev anmeldt

Sydøstjyllands Politi efterlyste mandag morgen gerningsmændene til et indbrud i Tvingstrup. Nu viser det sig, at de allerede onsdag blev varetægtsfængslet på Fyn, hvor politiet også havde de stjålne effekter stående. Tyvekosterne fra indbruddet er nu på vej tilbage til de forurettede. Modelfoto: Jens Thaysen
To mænd blev i sidste uge anholdt af Fyns Politi med en stribe tyvekoster, men politiet manglede et gerningssted. Mandag morgen faldt brikkerne på plads.
Annonce

Tvingstrup: Mandag morgen fortalte Sydøstjyllands Politi, at arvingerne til et dødsbo på Vestervænget i Tvingstrup havde meldt til politiet, at der havde været indbrud. Ved indbruddet var forsvundet en række ældre designermøbler - blandt andet to Børge Mogensen-sofaer, en Wegner-sofa, fem Wegner-spisebordsstole og to lænestole designet af henholdsvis Arne Jacobsen og Hans Wegner.

Politiet efterlyste møblerne - både her i avisen og i politiets systemer. Og det gav hurtigt pote. De stjålne designermøbler var nemlig allerede i politiets varetægt på Fyn. Og det samme var to mænd, som politiet mistænker for at stå bag indbruddet på Vestervænget.

Og hvordan kan det så hænge sammen?

Jo, forklarer politikommissær Finn Wegner, der er leder af indbrudsgruppen hos Fyns Politi. Natten til onsdag i sidste uge standsede en af Fyns Politis hundepatruljer en varevogn i Odense. Bag rattet sad en af politiets kendinge, en yngre mand.

- Vi bad om at se, hvad han havde i varevognen, og det viste sig, at den var fyldt med ældre designermøbler. Han - og en kammerat, der var med i bilen - fortalte en historie om, at de havde hentet møblerne et sted. Men på grund af deres fortid, troede vi ikke på dem, så de blev anholdt, fortæller politikommissæren.

Annonce

Manglede gerningssted

De to mænd i bilen blev onsdag fremstillet i grundlovsforhør og varetægtsfængslet i fire uger - sigtet for at have stjålet møblerne et på det tidspunkt ukendt sted.

Siden har Fyns Politi arbejdet ihærdigt på at finde ud af, hvor de mange designermøbler stammede fra.

- Vi havde jo tyvekosterne, men tilsyneladende ikke noget gerningssted, opsummerer Finn Wegner.

Indbrudsgruppen på Fyn kontaktede derfor Særlig Efterforskning Vest, som bl.a. efterforsker organiserede indbrud i det vestlige Danmark.

- Men de havde heller ikke umiddelbart et bud på, hvor møblerne kunne være stjålet, fortæller Finn Wegner, hvis folk brugte masser af tid både torsdag og fredag for at forsøge at finde ud af, hvor møblerne kom fra.

Annonce

Brikkerne faldt på plads

Mandag morgen faldt brikkerne på plads: Da sagsbehandleren fra Fyns Politi søgte i politiets systemer igen, var der nu pludselig en efterlysning fra Sydøstjyllands Politi, der manglede en stribe designermøbler.

- Indbruddet i dødsboet var først blevet opdaget torsdag - og ikke anmeldt før lørdag. Så da vi fandt møblerne natten til onsdag var der altså ingen, der manglede dem endnu, forklarer Finn Wegner.

Han glædes over, at politiets fælles systemer i dette tilfælde hjalp med at opklare indbruddet.

- Det er meget glædeligt, at det lykkedes, siger han.

Finn Wegner oplyser, at Fyns Politi har haft kontakt til dem, der ejer designermøblerne, og at de nu får møblerne udleveret igen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce