Annonce
Odder

Hvad med støjen?: Læser vil have kirkegården med på miljøvognen

John Olsen bor lige ved siden af Ørting Kirkes kirkegård, og han er træt af støjen fra kirkegårdens maskiner. Foto: Morten Pape
Menighedsrådet i Fjordpastoratet vil også tænke i miljø, men der er nogle naturlige begrænsninger på en kirkegård. Nabo er mest plaget af høje maskinlyde, især efter han er blevet pensionist og ofte går hjemme om dagen.

Ørting: Der er et insektliv uden lige omkring sådan en dam, fortæller John Olsen og viser rundt i sin baghave.

Han har taget ideen om biodiversitet og miljøvenlighed til sig, for eksempel slår han sin græsplæne knap så flittigt som tidligere - og det sker med en el-plæneklipper. Og han håber at den nærmeste nabo, kirkegården i Ørting, også vil bidrage til at forbedre miljøet.

For nyligt læste han i avisen, at kommunen fremover vil lade være med at klippe nogle græsarealer hen over sommeren. Han ser gerne, at andre bidrager, og så har han tidligere henvendt sig til kommunen og menighedsrådet, fordi han er træt af støjende maskiner på kirkegården.

Annonce

- Jeg bryder mig ikke om at være en eller anden gnaven mand. Men jeg bryder mig heller ikke om at høre på det spektakel. Nu er jeg jo pensionist og går hjemme hele dagen, og så lægger jeg mærke til det, siger John Olsen.

Dagens spørger

John Olsen fra Ørting skriver blandt andet:

 Jeg ser med stor interesse, at man endelig har fået øje på naturens dårlige vilkår i Odder kommune. Fint. Andre grupper kunne også deltage, f.eks folkekirken (kirkegårde). Jeg har som nabo til en kirkegård set over mange år, hvordan miljøet er blevet svinet til af støj, pesticider og endelig røg.

Folkekirken har åbenbart forstået at undgå større offentlig opmærksomhed, da gravpladser er et ømtåleligt emne. Ikke desto mindre bliver de også nødt til at bidrage til forbedringen af miljøet.

Hans have grænser op til både sognehuset og kirkegården, og så kunne man jo spørge, om man ikke bør kunne klare lidt støj, hvis man flytter ind som nabo til en kirke.

Skal være effektive

- Vi har boet her i 40 år, og det har udviklet sig, fra man har brugt almindelige redskaber til i dag, hvor alt er maskineret med støj og røg, fordi det skal være effektivt. Jeg kender en sag fra Vejen Kommune, hvor der blev klaget, og der blev der lavet støjmålinger. Så langt er det ikke kommet her, siger John Olsen.

John Olsen slår selv sin plæne knap så tit som tidligere, og nogle steder får græsset lov at gro længere. Ved dammen er der et insektliv uden lige. Foto: Morten Pape

Han har også lagt mærke til, at der er kommet flere græsarealer på kirkegården, fordi der er færre traditionelle begravelser end tidligere.

- Og hvis man kunne nøjes med at slå græs hver 14. dag, ville det halvere støj og røg, påpeger han.

Annonce

Vi er på vej mod ro

Kirkegården i Ørting hører under Fjordpastoratet, og menighedsrådets formand Jens Peter Petersen oplyser, at kirkegårdene er i gang med at gå over til elektriske maskiner.

- Det grej, vi bruger, er ikke anderledes end det, andre bruger, så det støjer ikke mere. Vi har i rigtig mange år brugt batteridreven elektriske hækklippere, og vi er stille og roligt på vej til at bruge materiel med elmotor, hvor det kan lade sig gøre. Det bliver bedre hen over tid, siger Jens Peter Petersen.

Spørg redaktionen

Har du et spørgsmål eller en undren, som du gerne vil have Horsens Folkeblad til at undersøge?

Send det til os via spørgeboksen på spoerg.hsfo.dk. Så er du med til at præge, hvad avisen går i dybden med.

Folkebladet vil jævnligt kigge på spørgsmålene. Hvis der kommer mange, vil vi vælge en række spørgsmål ud og lade læserne stemme på, hvilket af de udvalgte spørgsmål vi skal gå i dybden med.

Fem ud af de seks kirkekirkegårde i pastoratet bliver betjent af ét graverteam, mens Gylling har deres egen graver. Det betyder, at maskinerne kan bruges flere steder. Og det betyder også, at der flere dage om ugen slet ikke bliver arbejdet på kirkegården i Ørting.

- Lige nu snakker vi om at anskaffe en eltruck, det er en lille vogn med lad på, så vi kan køre rundt og samle ting på. Vi har en med benzinmotor, og den står til udskiftning, siger Jens Peter Petersen.

Annonce

Skal se pænt ud

Men gæsterne på kirkegården forventer, at der ser pænt og ordentligt ud, påpeger han.

- Vi har også nogle arealer til begravelser, der er lagt ud i græs. Men der skal jo slås græs et antal gange om året. Vi har også græsarealet overfor kirkegården, hvor FDF har deres bålhytte. Det slår vi en gang om ugen, men det bliver ikke slået så kort, som hvis det var en egentlig græsplæne. Og jeg tror ikke, nogen vil være glad for alle mælkebøtterne, hvis vi ikke slår den, siger Jens Peter Petersen.

John Olsen er nabo til Ørting Kirkes kirkegård og mener, at miljøet er blevet svinet til af støj fra kirkegårdens maskiner. Foto: Morten Pape

Hvad angår planterne på en kirkegård er der også begrænsninger. For de efterladte er i høj grad med til at vælge, hvad der står på hvert enkelt gravsted.

- Der er nogle begrænsninger og nogle ting, der skal overvejes. Men rundt omkring bliver der plantet arealer med stauder og lignende, der giver muligheder for insekter mv. Vi skal have lavet en gennemgang af alle kirkerne med en landskabsarkitekt i vores pastorat, og på sigt i hele provstiet. Det nye menighedsråd har kun haft mulighed for at mødes én gang, men der er rigtig mange ting, vi skal have fat i. Og det er helt sikker, at vi vil tænke i miljø og i hvordan, det kan gøres, siger menighedsrådets formand.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Sport For abonnenter

Nyt underlag på Casa Arena? Horsens Kommune foreslår at fremtidssikre banen med hybridgræs

Annonce