Annonce
Danmark

Hvad drømme er gjort af: Museum om Riis' fantastiske liv klar til åbning

Jacob A. Riis' stormende forelskelse i rigmandsdatteren Elisabeth er en central del af det nye Jacob A. Riis Museum, der i denne uge slår dørene op i Sortebrødregade i Ribe. Foto: André Thorup
Fotografen og journalisten Jacob A. Riis' liv er som taget ud af en spillefilm, og når Ribes måske mest berømte borger i denne uge får sit mindesmærke i hjembyen i form af Jacob A. Riis Museum, er det en effektfuld hyldest til en historiens største, danske personligheder.

Kunst: Sjældent har en dansk personlighed fortjent sit eget museum så meget, som tilfældet er med fotografen, journalisten, ripenseren og den sociale reformator Jacob A. Riis.

Det får manden - der kaldes Danmarks mest betydningsfulde udvandrer, og som var tætte venner med præsident Roosevelt - nu i Ribe, hvor Jacob A. Riis Museum lørdag 29. juni åbner for offentligheden i Riis' barndomshjem i Sortebrødregade.

Riis selv har kaldt huset for forgiftet, hvilket er forståeligt, når 12 af forældrenes 14 børn døde her som små. Nu er det afgiftet, og har man igennem de seneste år har fulgt processen fra slidt interiør, lave døre og forskelle i gulvhøjder på op til 30 cm i samme rum, er det imponerende at opleve, hvordan huset med stram tidsplan og 18 millioner kroner i fondsmidler er blevet omdannet til museum med trylletrapper for handicappede og ovenikøbet deler indgang, billettering og butik med et lignende, storstilet projekt, når et nyt heksemuseum åbner i samme karré i sommeren 2020.

Annonce

Om museet

Den officielle indvielse af Jacob A. Riis Museum med deltagelse af både Riis-slægtninge og prinsesse Benedikte finder sted torsdag 27. juni.

Fredag 28. juni inviteres museets samarbejdspartnere med flere til et åbningsarrangement, og museet åbner for offentligheden fra lørdag 29. juni.

Jacob A. Riis Museum

Sortebrødregade 3, 6760 Ribe.

Åbningstider

Kl. 10-16 fra 1. sept. til 31. maj.

Kl. 10-17 fra 1. juni til 31. aug. samt efterårsferien, vinterferien og i påskeugen.

Mandag er museet lukket, og det samme er det 24. dec., 25. dec. og 1. jan.

Banebrydende

Gæster bliver langsomt guidet ind i Riis' univers i museets første rum, hvor effekter med usynligt blæk, fotografier og skiftende lyssætning giver en kort introduktion til Jacob A. Riis.

Det er direktør hos Sydvestjyske Museer Flemming Just og projektleder og museumsinspektør ved Sydvestjyske Museer Mette Slyngborg, der har styringen med projektet, hvor håndværkere i disse dage stadig stopper de sidste ledninger i væggen og gemmer museets store mængde elektronik væk bag bindingsværk, skabe og døre.

Der er tænkt over indretningen. Det skulle ikke være et interiørmuseum eller en mindestue. I stedet har man taget udgangspunkt i Riis' to mest kendte bøger, hvoraf den ene - "How The Other Half Lives" - var banebrydende i USA og stadig i dag ligger i topfem over de mest samfundsforandrende bøger i USA gennem tiden.

Igennem et verdensomspændende detektivarbejde er det lykkedes af skaffe denne samt andre titler til museet i originaludgaver, og museets stueetage er dedikeret til Jacob A. Riis' virke som journalist og fotograf, hvor man også kan dykke ned i de 105 fotografier, som Sydvestjyske Museer har købt rettighederne til, og som ved hjælp af digitale effekter giver besøgende mulighed for at zoome helt ind i de detaljerige billeder.

Et stort vægfotografi viser den indvirkning, Jacob A. Riis' fotografier fra New Yorks slum havde på amerikanerne, idet man ser Riis tryllebinde en forsamling på 2000 gæster med sine talegaver under et af de foredrag, der ramte store dele af USA med lige dele overraskelse og forfærdelse.

Usynlig hånd

En usynlig hånd gengiver digitalt Riis' sirlige håndskrift i et dokument på væggen lige over Riis' originale skrivebord, og stueetagen giver et fornemt billede af, hvordan Riis ved hjælp af især en helt ny fototeknik og primitiv magnesiumblitz når frem til at blive den sociale reformator, han er anerkendt som i USA i dag, og man kan kun håbe, at museet giver ham endnu større status end den, han har blandt danskerne i dag.

Museets baggård er på kort tid omdannet fra en faldefærdig rønne til en digital udgave af New Yorks slum, og også her har Flemming Just og Mette Slyngborg gjort sig deres overvejelser, for ville det være være etisk korrekt at lave underholdning ud af at klæde gæster ud som fattige børn? Svaret blev et nej, så i stedet sender tekniske finesser gæster på forsiden af New York Tribune, inden man rammer den smalle trappe til husets førstesal.

Trinnene akkompagneres af pulserende slag fra et hårdt bankende hjerte, når man stiger ind i den private del af Jacob A. Riis og fortællingerne om Riis-familiens hårde liv og hans vanvittige forelskelse i rigmandsdatteren Elisabeth, der med sin kontante afvisning fik Riis til at søge mod USA. Måske man kan gå så vidt som til at kalde det en besættelse, når han blev forelsket ved et tilfældigt møde som 14-årig og altid bar en tot af Elisabeths hår i en medaljon. Det livslange kærlighedsepos har fået sit eget rum med hjertebarometer og nykomponeret musik, ligesom der er udsigt til Elisabeths barndomshjem, der i dag huser Ribe Kunstmuseum.

Der er lavet en ny spillefilm om Jacob A. Riis, der vises i museets biograf, hvor skuespiller Tomas Villum Jensen spiller rollen som Riis. Han tager museets gæster med helt ind i datidens slumkvarterer i New York, og både film og museum er en fortjent hyldest til en stor dansker. Foto: André Thorup

Dokumentar på DR

To andre rum indeholder skiftende særudstillinger, og hele museets indhold komprimeres i den lille biograf, hvor Saxo Films 22 minutter lange spillefilm om Riis vises på tre forskellige sprog. Eneste problem er, at den er for kort. Det er ikke filmens skyld, for skuespiller Tomas Villum Jensen gør det godt i rollen som Jacob A. Riis, og han tager i en flot blanding af stregtegninger og fotografier seeren med helt ind 1800-tallets underverden i New York, men der er så mange fascinerende aspekter af Riis' liv, man gerne ville dykke længere ned i.

Det kan man så passende gøre til efteråret, hvor DR viser et udvidet dokumentarprogram, der ligesom museumsfilmen er baseret på Tom Buk-Swientys Riis-bog "Den ideelle amerikaner".

Sydvestjyske Museer har gjort, hvad de kunne, for at rumme så mange aspekter af Riis' liv som muligt, hvor man får et overordnet indblik og samtidig zoomer ind med detaljerede beskrivelser på vigtige punkter i Riis' liv. Blandt andet vises, hvordan en strejfende hunds kærlige tilstedeværelse får den forhutlede Riis til at vælge livet frem for bunden af New Yorks slum i hans livs sorteste øjeblik, selv om det lidt klichéagtigt faktisk er her, lykken vender.

Historien er skønt krydret med originale genstande som blomsten fra reverset ved Riis' bryllup med Elisabeth, og mange amerikanere vil nok mene, at Riis' historie er det stof, "dreams are made of." Som drømme er gjort af.

Selv om huset er trangt, venter der prinsesse Benedikte en flot fortælling om et fantastisk levet liv, når hun officielt indvier museet torsdag 27. juni.

Selvom det kan virke makabert, hænges der små kors med navne op på væggen, så man ved selvsyn kan danne sig et indtryk af, hvor mange af Jacob A. Riis' søskende, der mistede livet mens familien boede i huset i Ribe, forklarer museumsinspektør Mette Slyngborg. Foto: André Thorup
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Debat: Muren faldt og frihedens klokke kimede - vi skal huske murens fald

9. november 1989 står brændt i min hukommelse. Tiden i efteråret 1989 var og bliver det største min generation kommer til at opleve. Befolkningerne i de kommunistisk styrede lande i Østeuropa hørte frihedsklokkerne ringe efter mange år bag Jerntæppets mørke. For mange i dag kan det sikkert være svært at forestille sig, hvor lukket og uhyggeligt den del af Europa var, men det var det sande kommunismes ansigt og virkelighed. Os der var unge på det tidspunkt, husker det sikkert tydeligt. Dengang var verden bare mere enkel. Der var undertrykkelsen, kommunismen og dens ondskab i øst og de frie demokratier i vest. Jeg husker klart, hvordan jeg som politisk aktiv i den ungkonservative bevægelse, gang på gang, med blodet løbende hurtigt i mine årer, diskuterede forholdene i de kommunistiske diktaturer, og hvorfor vi skulle være på amerikanernes side fuldt og helt. Det var dengang, der fandtes politikere i Danmark, som i mange år havde forsvaret og støttet regimerne i øst, og ment at det var den rigtige samfundsmodel for Danmark. Jeg har aldrig kunnet forstå, hvordan mennesker, der lever i en fri og oplyst verden, har kunnet tale positivt om kommunismens styre i Østeuropa. Tænk på, hvad adskillelsen gjorde ved familier. Berlin som et skrækkeligt eksempel. Fra den ene dag til den anden blev familier adskilt, og mange så aldrig hinanden igen. Alt imens store dele af venstrefløjen herhjemme så til og bildte sig ind, at vi skulle beundre dem. Jeg har besøgt Berlin flere gange, og hver eneste gang tager jeg mig selv i at blive så rasende over, at det har været Europas virkelighed. Tænk sig at have en styrende ideologi, der mener, det er rigtig at spærre sit eget lands borgere inde, så de ikke kan rejse frit og forlade landet. Hvis kommunismen er så smuk, så ville folk sikkert blive boende. Men nej, mennesker blev overvåget og holdt i et jerngreb, og familier blev splittet på kryds og tværs. Denne historie skal fortælles. Denne del af historien skal alle elever i vores skoler kende til, så de ved, hvad den virkelige historie bød på for kun tre årtier siden Men frihed har det heldigvis som vand. Det finder altid en sprække, og pludselig kan murene ikke holde mere. Selvom det var lange, trange og tunge år, så lykkedes det endelig at blive frie. Folket pressede på, og selvom mange af de gamle mænd i diktaturerne holdt fast, måtte regimerne bryde sammen. Kampen blev blandt andet utrætteligt kæmpet af daværende præsident Ronald Reagan i USA, som gjorde alt for at bekæmpe kommunismen, og alt det frygtelige den stod for. Jeg glemmer aldrig klippet i tv, hvor han stod ved Brandenburger Tor og i sin tale til folkemængden den 12. juni 1987 sagde de så kendte ord til Sovjetunionens præsident: ”Mr. Gorbatjov – tear down this wall”. Der skulle stadig gå mere end to år, inden friheden kom til befolkningerne i Østeuropa, men snebolden med frihedens styrke havde begyndt sin tur ned ad bakken, uden den kunne stoppes. Det hører også med og bør bestemt anerkendes, at Gorbatjov med sin glasnost og perestrojka havde indledt rejsen mod mere åbenhed og en anden økonomisk tænkning – som de to russiske ord udtrykker. Men regimerne i øst blev presset til det af stærke frihedskræfter i vesten, og de stadig modigere befolkninger i mange af de kommunistiske lande. 9. november 1989 skete det så endelig. Vi kunne på tv se, hvordan østtyskerne i deres trabanter kørte over grænsen ved Brandenburger Tor, og alle blev hilst velkommen af vesttyskerne. Genforeningen ventede godt anført at den karismatiske kansler Helmut Kohl, der nåede sin største politiske bedrift med genforeningen af de to tysklande i 1990. Der skulle stadig vise sig at være mange opgaver og overvindelser for de østeuropæiske lande på vejen mod en ny verden og en ny tid. Vi har i dag et nyt Europakort med flere lande, hvor den dominerende styreform er demokratiet. Der er bestemt steder, hvor der er grund til bekymring, og hvor vi skal være opmærksom på ikke at begå fortidens fejl. Men frihed er det bedste guld. Det skal vi huske denne dag, selvom der unægteligt stadig er mange udfordringer – også i den del af verden. Kommunismen tabte – friheden vandt. Og jeg vil aldrig glemme den tid i mine sene teenageår, hvor jeg fik den gave at opleve frihedsklokkerne ringe for millioner af mennesker.

Annonce