Annonce
Horsens

Huse revet ned: Aldi udvider med flere parkeringspladser på Sundvej

Husene på Sundvej 111 og 113 er fjernet, så der kan blive plads til ekstra parkeringspladser for den nærliggende Aldi. Foto: Morten Pape
To huse på Sundvej er revet ned. Den nærliggende Aldi har købt tre matrikler for at få bedre synlighed og øge antallet af p-pladser. Ortopædisk Håndskomageri er flyttet til Aarhus.

Horsens: Aldi har købt matriklerne Sundvej 111, 113 og 115, og bygningerne på to af grundene er revet ned. Her skal der anlægges ekstra parkeringspladser til Aldi-butikken på nabogrunden, oplyser dagligvarekoncernen.

- Det er en plan, vi har været undervejs med et stykke tid. Med købet af grundene får vi udvidet antallet af parkeringspladser fra de nuværende 50 til omkring 100, og vi får en større synlighed. Når man i dag kommer kørende fra øst, er butikken dækket godt ind af haver og træer, siger Jan Jørgensen, ejendoms- og udviklingschef i Aldi, Region Kolding.

Når de nye p-pladser er til rådighed i starten af juli, vil til- og frakørslen til Aldi blive flyttet længere mod øst, oplyser Jan Jørgensen.

Sundvej 115 rummer i dag restauranten Bossen og Bumsen og en benzintank, og det ændres der ikke på med Aldis køb af matriklen.

- Vi købte grundene af et dødsbo, og det var en samlet pakke. Vi har ingen særskilte planer med Sundvej 115. Planen er at sælge grunden videre, når det er muligt, siger Jan Jørgensen.

Annonce
Med købet af grundene får vi udvidet antallet af parkeringspladser fra de nuværende 50 til omkring 100, og vi får en større synlighed.

Jan Jørgensen, ejendoms- og udviklingschef, Aldi, Region Kolding

Skomager er flyttet til Aarhus

Matriklen Sundvej 113 har i 35 år huset Ortopædisk Håndskomageri. Virksomheden er nu flyttet sammen med hovedafdelingen, der ligger i Aarhus.

- Det er ikke med vores gode vilje, at vi flytter. Vi har været glade for at være i Horsens, men ejerne af ejendommen har valgt at sælge, og så er det sådan, det er, siger Ulla Vestergaard, bogholder hos Ortopædisk Håndskomageri.

- Det er jo en epoke, der er slut, og det har jeg det da ikke ret godt med, men nu er beslutningen taget. Man må også sige, at vores branche er for nedadgående. Uddannelsen er nedlagt, og det er umuligt at få folk. Derfor giver det mening at samle kræfterne i Aarhus, siger hun.

Sundvej 113 husede også Klinik for Fodterapi, der nu er flyttet til lidt længere ind mod byen, til Sundvej 101. I hvert fald for en tid, for denne bygning står også til at blive revet ned i forbindelse med den trafikale opgradering af Langmarksvej.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Se Danmark: Lyst i mørket

Leder For abonnenter

En hyldest til den gode idé - lad os få mere af den slags

Gode ideer kan vi aldrig få for mange af. Og når de så oven i købet bliver omsat i handling og er en gevinst, er der ekstra grund til at anerkende et godt initiativ. Sådan er det med Mai-Britt Therkelsen, der som leder af tøjafdelingen hos Blå Kors kunne se genbrugsguld gå tabt på grund af manglende hænder. Mange ville trække på skuldrene og ærgre sig, men heldigvis ville Mai-Britt Therkelsen det anderledes. Hun fik en god idé om at lave en sorteringscentral som et beskæftigelsesprojekt, og nu er det blevet til virkelighed med opbakning fra Horsens Kommune. Et initiativ, der har alle muligheder for at blive en gevinst for alle parter. Den slags kan vi ikke få nok af, og det er vigtigt at anerkende, når en idé på den måde bliver til virkelighed. Mai-Britt Therkelsens initiativ minder os alle om, at der i princippet ikke skal så meget til. Der må være masser af lignende ideer, der rumler og rumsterer derude i Horsens og opland. Lad os få dem på bordet. Alle kan måske ikke lade sig realisere, men hvorfor ikke hjælpe hinanden med at gøre hverdagen lettere og udnytte de ressourcer, vi har, bedst muligt. I dette tilfælde havde Mai-Britt Therkelsen en chef, der var på ideen, ligesom Horsens Kommune også bakkede op. Sådan er det med alle ideer. De kræver opbakning og støtte. Vi er alt for gode til at tale ting ned og skyde forslag ned med en halvdårlig, kvik bemærkning. Den slags er dræbende for folk med gode ideer og lyse indfald, og fremfor alt risikerer vi at smide guld på gaden. Husk det næste gang, du får en god idé eller bliver præsenteret for én af slagsen. Giv det en chance. Ikke noget med at sige: Hvorfor dog det? Støt og bak op og spørg i stedet dig selv og dine omgivelser: Hvorfor ikke? Det vil være til gavn for os alle på den lange bane, så hyld den gode idé og lad os får mere af den slags.

Annonce