Annonce
Erhverv

Huscompagniet mod Hybel: Michael Mortensens typehusfirma skal betale en halv mio. kr. i erstatning

Michael Mortensen blev i 2011 købt ud af Huscompagniet, og i 2016 stiftede han typehusfirmaet Hybel. Arkivfoto

Huscompagniet krævede mindst en mio. kr. i erstatning, men har kun delvist fået medhold i påstandene i sagen mod Hybel.

Horsens: Typehusfirmaet Hybel skal betale 500.000 kr. til Michael Mortensens gamle firma, Huscompagniet.

Det fremgår af en dom fra Sø- og Handelsretten, der blev afsagt onsdag.

Huscompagniet lagde sag an mod Hybel, fordi Huscompagniet mener, at Hybel uberettiget har kopieret og gjort brug af Huscompagniets tegnemateriale til tegningerne på i hvert fald 25 huse i perioden januar 2016 til juni 2016.

Sø- og Handelsretten har kun delvist givet Huscompagniet medhold.

Annonce

Tegneprogram er standardsystem

Retten vurderer ikke, at de skabeloner fra Huscompagniet, der er tale om, udgør programmering og dermed ikke er et program, der kan være beskyttet af ophavsretsloven. Retten afviser derfor Huscompagniets påstande om krænkelse af ophavsret og deraf følgende økonomisk godtgørelse.

Retten har blandt andet lagt vægt på, at det pågældende tegneprogram er et standardsystem. "Den omstændighed, at de enkelte elementer kan kombineres og videreudvikles og anvendes på forskellige måder i forskellige hustegninger, er ikke i sig selv tilstrækkeligt til, at de selvstændigt kan udgøre et beskyttet værk", lyder det blandt andet i dommen.

Retten har desuden lagt vægt på oplysningerne om, at der allerede primo 2016 kunne findes en del digitale objekter og skabeloner til brug for tegning af huse frit tilgængelige på internettet, og at udviklingen heraf siden er steget stærkt.

Hurtigere ud på markedet

Huscompagniet får dog medhold i sin påstand om, at Hybel har overtrådt markedsføringsloven.

Det er sket, fordi mindst to Hybel-medarbejdere, der tidligere har været ansat hos Huscompagniet, tilsyneladende har gjort brug af Huscompagniets materiale. Det har sparet Hybel for betydelig tid til at egne medarbejdere skulle frembringe lignende materiale fra bunden, og derved har Hybel opnået en væsenlig markedsfordel, fremgår det af dommen.

"Det har i praksis betydet, at Hybel kunne komme ud på markedet og opnå indtjening ved salg af huse langt hurtigere end ellers", lyder det.

Det karakteriseres af retten som en krænkelse af markedsføringslovens paragraf 3.

"Hybel skal derfor betale vederlag til Huscompagniet", fastslår dommen, som skønsmæssigt har fastsat vederlaget til 500.000 kr.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce