Annonce
Sport

Hurtigløber kræver undskyldning for aflyst dopingsag

Michal Cizek/Ritzau Scanpix
Christian Coleman langer ud efter Usada, som måtte droppe dopingsagen mod ham på grund af en teknikalitet.

Sprinteren Christian Coleman forlanger at få en undskyldning fra Det Amerikanske Antidopingagentur (Usada), efter at sagen om hans tre missede dopingtest er blevet droppet.

I en video på YouTube siger Coleman, at sagen har skadet hans omdømme som en ren udøver og kostet ham 150.000 dollar (en million danske kroner) i mistede indtægter, fordi han var nødt til at melde afbud til to stævner.

Den amerikanske hurtigløber fastslår, at han kæmper kampen på vegne af mindre profilerede kolleger, der kan havne i et lignende morads.

- Jeg har råd til en advokat og har de bedste folk til at forsvare mig, men mange tjener ikke mange penge, og hvis du er et mindre navn, kan du blive kørt over af Usada, siger Coleman.

Sprinteren, der med 9,81 sekunder har løbet den hurtigste tid på 100 meter i 2019, blev tre gange inden for et år taget i at have oplyst forkerte opholdssteder, de såkaldte "whereabouts".

Det betød, at han ikke var på det opgivne sted, når dopingkontrollanterne kom uanmeldt forbi.

Den slags sidestilles normalt med en positiv dopingprøve, og Coleman stod dermed til en karantæne på to år.

Men en teknikalitet i reglerne gjorde, at Coleman slap for en dopingsag og kan stille til start ved VM i Qatar, der begynder senere på måneden.

- Folk aner ikke, hvor let det er at forpasse en test. Nogle gange glemmer man at opdatere sin app (med whereabouts, red.), men det har ikke noget at gøre med, at man forsøger at snyde.

- Mange misforstår, hvordan systemet fungerer. Jeg bliver testet 30-40 gange om året. Det er et vanvittigt antal. Jeg er et menneske. Nogle gange glemmer jeg, forklarer Coleman.

/ritzau/

https://www.youtube.com/watch?v=P129CyLKy40
Annonce
Forsiden netop nu
Sport

Sportschef: Renault-test er et seriøst skridt mod Formel 1 for lokalt racer-talent

Annonce