Annonce
Udland

Hurtige brandmænd redder kulturskatte fra brændende Notre Dame

De første brandfolk på stedet gjorde det til en topprioritet at redde så mange værker som muligt, lyder det.

Franske brandmænd har formået at redde flere uvurderlige kulturskatte fra den ikoniske katedral i Paris Notre Dame, der mandag aften stod i flammer.

Det gælder blandt andet den hellige tornekrone, som Jesus angiveligt bar på korset langfredag, samt en hellig tunika båret af den franske kong Ludvig IX i det 13. århundrede.

Det fortæller præst i kirken Patrick Chauvet.

Ifølge viceborgmester i Paris Emmanuel Gregoire skyldes det ikke mindst en hurtig indsats fra de omkring 400 brandfolk, at det lykkedes at forhindre en fuldstændig ødelæggelse af den over 850 år gamle katedral.

Adskillige slukningskøretøjer, højtryksslanger, droner og en robot blev brugt til at slukke ilden, der brød ud i det gotiske mesterværk omkring klokken 18.40 lokal tid.

- Ilden spredte sig ekstremt hurtigt til taget, siger viceborgmesteren til nyhedskanalen BFM.

Den hurtige spredning skyldtes ikke mindst de mange træbjælker i kirken fra det 12. århundrede.

Ifølge viceborgmesteren gjorde de første brandfolk på stedet det til en topprioritet "at redde så mange kunstværker som muligt".

Da præsident Emmanuel Macron besøgte Notre Dame mandag aften, hyldede han brandvæsenets indsats og takkede brandfolkene "på vegne af hele nationen".

Han roste deres "ekstreme mod, deres enorme professionalisme og deres beslutsomhed".

/ritzau/AFP

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce