Annonce
Odder

Hou Havn: Caféen åbner for endnu en sommer

Den gamle og traditionsrige havnecafé i Hou holder også åbent den kommende sommer. Arkivfoto
Folkene bag det nye boligprojekt Færgebyen har presset på for, at der i løbet af sommeren bliver liv i byen. Måske kommer der også livemusik.

Hou: Caféen på havnen i Hou åbner igen i løbet af kort tid, selv om der stadig mangler at blive lavet nogle aftaler med blandt andet kommende medarbejdere.

- Og vi har ikke åbent for bordreservation og sådan noget. Der er jo ikke nogen i branchen, der har fået en udmelding om, hvad retningslinjerne bliver. Men vi åbner, forsikrer Birgitte Poulsen.


Gæsterne kan godt lide fish and chips og mere klassiske ting.

Birgitte Poulsen, Caféen Hou Havn


Hun driver sammen med sin mand, Casper Poulsen, Fru Møllers Restaurant i Bjerager. Parret bor i Hou og sørgede sidste sommer for, at havnecaféen var åben. Det vil den også være denne sommer. Udeserveringen begynder fredag 23. april, og det bliver muligt at rykke indendørs fra 6. maj - hvis ellers myndighedernes udmeldinger holder.

- Det er Team Færgeby, der presser på for, at der kommer en café igen i år. Vi har en etårig aftale for hvert år, så det er et fælles projekt med Færgebyen. De er megalarge i forhold til at få lokalerne vedligeholdt og skabe liv på havnen, siger Birgitte Poulsen.

Med Færgebyen henviser hun til det byggeprojekt, der er på vej på havnen. Selskabet Domis har købt en del af havnearealerne og fået lov til at bygge boliger og erhvervslokaler. Efter planen bliver byggeriet færdigt næste år.

Annonce

Lad der være liv

På sigt er det meningen, at Birgitte og Casper Poulsen også skal stå for driften af en nybygget café i Færgebyen. Men i mellemtiden skal der være liv på havnen.

- Jeg forventer ikke, at vi får store støj- og larmgener endnu fra byggeriet. Vi forventer faktisk, at vi ligesom sidste år kan have en fin sæson frem til september. Der bliver nogle forbedringer og ændringer i menuen, men det bliver i samme stil som sidste år, siger Birgitte Poulsen.

Det betyder, at sultne gæster kan vælge fish and chips eller en klassisk ret som oksemørbrad samt andre spiser. Caféen fandt sidste sommer ud af, at publikum gerne vil bruge stedet som en aftenrestaurant, hvor de kan gå ud og spise med hele familien.

- Vi havde også et par aftener i sensommeren med musik, og det er helt magisk at fylde det gamle lokale med livemusik. Det håber vi, at vi kan genskabe, men vi har ingen aftaler. Ligesom sidste år tager vi det lidt ad gangen efter vind og vejr, siger Birgitte Poulsen.

Som udgangspunkt vil der være åbent onsdag-søndag og nok lidt mere i sommerperioden. Men det vil også afhænge af, hvor god sommeren er.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Hedensted

Borgmester og hele kommuneledelsen i coronaisolation: Kommunen flirter med omsiggribende nedlukningsgrænse

Annonce